Eva Kjer: Kritiske forskere tager fejl

LANDBRUGSPAKKE: Ifølge miljøminister Eva Kjer Hansen tager forskerne bag et nyt og kritisk høringssvar om landbrugspakkens beregninger fejl. Konservative kræver en grønnere aftale.

Foto: Sara Gangsted/Scanpix
Cecilie Gormsen

Det er ikke korrekt, når forskere fra Københavns Universitet i et nyt høringssvar til landbrugspakken kritiserer Miljø- og Fødevareministeriet for at have fordrejet tal og fakta og sår tvivl om beregningerne bag aftalen.

Sådan lyder det fra miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), der nu tager til genmæle efter flere dages kritik.

”Hvis forskerne havde afleveret det her på universitetet, var de dumpet. De kritiserer mig for at fjerne noget, der aldrig har været indført. Samtidig bryder de med den regnemetode, der også blev anvendt under den forrige regering. Dengang mødte det mig bekendt aldrig kritik,” siger Eva Kjer Hansen i en pressemeddelelse.

Kjer: Pakken giver grønt plus
Hun henviser til, at forskerne blandt andet fremfører, at Miljø- og Fødevareministeriet burde have medregnet, at et krav om 60.000 hektar efterafgrøder bliver fjernet, samt at det planlagte gødskningsforbud på §3-arealer bliver rullet tilbage. Men ifølge Eva Kjer Hansen har ingen af delene nogensinde været indført, og derfor afviser miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen forskernes metode.

”Mit fokus har hele tiden været at sikre en pakke, der både er god for miljøet og landbruget. Fødevare- og landbrugspakken giver et grønt plus, og vi indfører en målrettet regulering af landbruget. Jeg har lagt alle beregningerne frem, og jeg tager nu en dialog med forskerne om dem,” siger Eva Kjer Hansen.

Kritikken af Eva Kjer Hansen og landbrugspakken begyndte i weekenden, da en række forskere fortalte, at deres oprindelige tal til regeringen er blevet fordrejet, og at landbrugspakken vil skade havmiljøet.

K kræver kompensation
Konservative har siden weekenden krævet tal og fakta på bordet, så man kan finde ud af, om landbrugspakken er til gavn eller til skade for miljøet. Og onsdag gik formand Søren Pape Poulsen ud og forlangte en grønnere landbrugspakke, så der kompenseres for aftalens miljøskadelige effekter.

”Vi står selvfølgelig fuldt ud bag landbrugspakken. Den giver et tiltrængt og nødvendigt løft til et vigtigt erhverv for hele Danmark. Landbruget skal ikke betale prisen for, at der pludselig er usikkerhed om ministerens tal,” skriver K-formanden på sin facebookside og fortsætter:

”Men hvis, som meget tyder på, at de oprindelige beregninger ikke holder vand, så vil vi have kompenserende tiltag, der kan løfte vores miljø – uden det skader landbrugets konkurrenceevne. Disse drøftelser vil vi nu tage med ministeren.”

Det store miljøregnskab
Tidligere på ugen var de blå partier, som står bag aftalen, inviteret til teknisk gennemgang af landbrugspakken i Miljøministeriet. Her lød beskeden, at landbrugspakken samlet set vil betyde større kvælstofudledning og en forringelse for miljøet det første stykke tid. Også selv om man tager højde for den såkaldte baselineeffekt.

Baseline betyder, at man i det store miljøregnestykke også tager hensyn til, at der sker en række andre indsatser, der bidrager til at reducere kvælstof. Først omkring 2019 forventes det, at miljøet med den nye landbrugspakke og medregnet baselineeffekt vil gå i plus.

Den besked står i kontrast til tidligere meldinger fra miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen. Hun har nemlig flere gange blandt andet over for Folketinget oplyst, at landbrugspakken vil gavne miljøet, ligesom regeringen har udleveret en oversigt til Folketingets partier, som viser, at mængden af kvælstof vil reduceres i alle år fra 2016 til 2021.

En storm i et glas vand
Selvom de kritiske røster har været mange og talt alt fra forskere, oppositionspartier og organisationer, så har Eva Kjer Hansen og Miljøministeriet også fået opbakning. Liberal Alliance og Dansk Folkeparti bakker fortsat op om landbrugspakken, og en af de forskere, der tidligere har været ude med kritik, har også været ude at forsvare pakken.

Professor Jørgen E. Olesen fra Aarhus Universitet har tidligere kritiseret miljø- og fødevareministeren, og selvom han står ved sin kritik, mener han, at sagen er blevet blæst op.

”Der er tale om småting og en storm i et glas vand i en debat, der er løbet helt af sporet,” siger han til Landbrugsavisen.

Han mener, at Eva Kjer Hansen burde have fremlagt tallene for kvælstofudledning anderledes. Men han siger samtidig, at den effekt, som landbrugspakken har på kvælstofudledningen over de næste to-tre år, er så lille, at man ikke vil kunne måle det i vandmiljøet.

Miljøminister Eva Kjer Hansen har nu indkaldt Folketingets blå partier til en ny drøftelse om landbrugspakken. Det sker ifølge Altingets oplysninger på søndag.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Eva Kjer Hansen

Direktør, Dialog mod Vold, AskovFonden, vicepræsident for ALDE (Alliancen af Liberale og Demokratiske partier i Europa) 2023-, fhv. minister og MF (V)
journalistisk tillægsuddannelse (DJH 1991), cand.polit. (Københavns Uni. 2012)

Jørgen Eivind Olesen

Professor og institutleder, Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet
cand.agro. (Den kongelige Veterinær- og Landbohøjskole. 1983)

Søren Pape Poulsen

Partiformand (K) & MF, fhv. justitsminister og borgmester, Viborg
kontorassistent-lære ved Grundfos, lærerstudier (Ribe Statsseminarium 1993-94), speditør (Grundfos 1992)

0:000:00