Socialdemokratiet vinder valg på Færøerne

FÆRØERNE: Formanden for Socialdemokraterne, Aksel Johannesen, blev det færøske valgs helt store vinder, og han bliver med stor sandsynlighed ny lagmand. Den siddende regering fik en vælgerlussing af de større.

Aksel Johannesen blev den helt store vinder ved lagtingsvalget på Færøerne med 2.405 personlige stemmer, som er rekord på Færøerne.<br>
Aksel Johannesen blev den helt store vinder ved lagtingsvalget på Færøerne med 2.405 personlige stemmer, som er rekord på Færøerne.
Foto: Colourbox

Af Kaj Joensen, Det Færøske Nyhedsbureau

Oppositionen på Færøerne fik et godt valg, og med 19 mandater sikrede den sig et klart flertal i lagtinget med i alt 33 medlemmer. Regeringen fik kun 14 mandater.

Valgets store vinder blev Aksel V. Johannesen og Socialdemokraterne. Med 2405 stemmer er Aksel Johannesen den færing, som har fået flest personlige stemmer. Socialdemokraterne er også for første gang i 25 år det største parti på Færøerne med otte mandater.

Selv om regeringspartierne Folkeflokken, Sambandspartiet og Midterpartiet fik et dårligt valg, har den siddende lagmand, Kaj Leo Holm Johannesen fra Sambandspartiet, initiativet til at danne regering.

Men Kaj Leo Holm Johannesen har få muligheder for at danne regering. Skal han danne regering, skal det være sammen med Folkeflokken og Socialdemokraterne. Men Socialdemokraterne har allerede meldt ud, at de ikke vil i regering sammen med Folkeflokken.

”Det mest oplagte er, at oppositionen snakker sammen først,” siger valgets vinder Aksel Johannesen.

Regeringsforhandlinger starter i aften
Aksel Johannesen siger, at partiet skal have møde i aften. Derefter kan regeringsforhandlingerne starte, hvis lagmand Kaj Leo Holm Johannesen fralægger sig initiativet til at danne regering.

De andre oppositionspartier er Republikanerne, der fik syv mandater, Fremskridt, der fik to mandater, og Nyt Selvstyre, der også fik to mandater.

”Jeg synes også, at det mest oplagte er, at vi prøver at danne regering. Vi har arbejdet godt sammen de sidste fire år,” siger Høgni Hoydal, formand for Republikanerne.

Det er specielt Socialdemokraterne, Republikanerne og Fremskridt, som har dannet en fælles front for en fiskerireform.

Lagmanden fik et katastrofevalg
Kaj Leo Holm Johannesen udskrev valg et par måneder før nødvendigt, fordi en undersøgelse viste, at han havde talt usandt i Lagtinget i forbindelse med byggeriet af en undersøisk tunnel.

Da Kaj Leo Holm Johannesen udskrev valg, sagde han, at tiden nu var inde til, at folket skulle dømme ham.

Dommen er hård. Ved sidste valg fik Kaj Leo Holm Johannesen 1.979 personlige stemmer. Denne gang fik han 636 stemmer. Dermed har han mistet 1.376 stemmer.

Hans parti fik også et dårligt valg. Sambandspartiet tabte en fjerdedel og fik seks mandater, hvilket er to færre i forhold til sidste valg.

Selv om Kaj Leo Holm Johannesen har fået et dårligt valg, vil han ikke træde tilbage.

”Vi vil gerne fortsætte med et konstruktivt samarbejde,” siger Kaj Leo Holm Johannesen.

Folkeflokken gik også meget tilbage
Det andet store koalitionsparti, Folkeflokken, der også fik otte mandater ved sidste valg, gik meget tilbage. Det gik ligeledes tilbage til kun seks mandater, selv om partiet har haft posten som fiskeriminister, der har forhandlet store aftaler på plads med EU, som har sikret Færøerne flere milliarder i indtægter.

Dokumentation

Det nye Lagting efter valget: 

Folkeflokken (Konservativt): 6 medlemmer (-2)
Jacob Vestergaard (965 personlige stemmer)
Annika Olsen (958)
Jørgen Niclasen (698)
Jákup Mikkelsen (377)
Elsebeth M. Gunnleygsdóttir (272)
Jógvan á Lakjuni (366)

Socialdemokratiet: 8 medlemmer (+2)
Aksel V. Johannessen (2.405)
Sonja Jógvansdóttir (1.020)
Eyðgunn Samuelsen (427)
Rigmor Dam (393)
Heðin Mortensen (392)
Henrik Old (387)
Kristin Michelsen (302)
Bjarni Hammer (298)

Sambandspartiet (liberalt): 6 (-2)
Edmund Joensen (636)
Kaj Leo H. Johannessen (603)
Bárður á Steig Nielsen (592)
Magnus Rasmussen (500)
Bjørn Kalsø (486)
Magni Laksáfoss (374)

Nyt Selvstyre (midterparti): 2 (+1)
Jógvan Skorheim (386)
Kári P. Højgaard (351)

Midterpartiet (Kristeligt orienteret midterparti): 2 (0)
Jenis av Rana (498)
Bill Justinussen (369)

Republikanerne: 7 (+1)
Høgni Hoydal 1.142
Sirið Stenberg 751
Kristina Háfoss 658
Magni Arge 440
Annita á Fríðriksmørk 424
Katrin Kallsberg 396
Páll á Reynatúgvu 368

Fremskridt (Liberale): 2 (0)
Poul Michelsen (671)
Hanna Jensen (201)


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00