Festival: Kunstneren er en iværksætter uden rettigheder

Af Cecilie Ullerup Schmidt
Kunstnerisk leder af festivalen Works at Work

HR er ikke prioriteret så højt på kulturområdet – slet ikke, når man bevæger sig freelance uden for institutionerne. Der arbejdes ofte på hjerteblod 24/7 frem for cool cash og nattesøvn.

Cecilie Ullerup Schmidt
Kunstnerisk leder af festivalen Works at Work

Mange virksomheder henter kulturpersonligheder ind som konsulenter, når det gælder samarbejde.

Kunstnere er kendt for at være kreative, nytænkende og at kunne arbejde på tværs og i teams. Inden for kunstområdet er der desværre også eksempler på skæve arbejdsforhold, som konsulenter holder fjernt fra deres pensum i moderne arbejdsformer.

Kulturlivets dårlige vilkår
Kunst- og kulturlivet lider ofte under minimale eller decideret manglende betalinger. HR er ikke prioriteret så højt på kulturområdet – slet ikke, når man bevæger sig freelance uden for institutionerne. Der arbejdes ofte på hjerteblod 24/7 frem for cool cash og nattesøvn.

Der er kreative potentialer, men også hårde betingelser, fordi man arbejder med risiko og kreativitet frem for sikkerhed. Derfor skaber vi festivalen Works at Work, der sætter konstruktivt fokus på kunstneriske arbejdsformer og ser på, hvordan man kan udvikle dem både kunstnerisk og økonomisk.

Vi laver et stykke teoretisk og praktisk arbejde for at samle erfaringer og filosofier om kunstneriske arbejdsformer – i år er det med fokus på duo-samarbejdet (sidste år var det soloarbejdet, og næste år er det gruppens arbejde). Og vi oplever, at det giver mening at dele erfaringer med andre brancher, ligesom vi ønsker, at kunstnerne husker på, hvad de kan lære af mange års fagforbundsarbejde fra andre brancher.

Vores interesse er at skabe vilkår, hvor kunsten har de bedst mulige betingelser for udvikling og eksperiment, samtidig med at kunstnerne kan leve et anstændigt liv som alle andre – med både mad på bordet, familie og fritid.

Tony Blair så kunstneren som fremtidens rollemodel
Vi har hørt, hvordan den tidligere premierminister i Storbritannien Tony Blair i 90'erne så kunstneren som fremtidens rollemodel: en arbejder, der uden rettigheder sætter alt på spil og udlever forestillingen om risikosamfundet. Vi er nødt til at se på, hvordan vi producerer kunst i vores samfund, fordi kunstneren er blevet model for den selvkørende iværksætter, der er sin egen chef og ansatte. Har kunstneren det godt rent socialt og økonomisk? Er det ikke en model, som de færreste kan udholde længere end til midt i 30'erne?

Samtidig er der på det relationelle plan meget, som kunstnere, når de ikke er solister, er forbilledlige i. Vi laver denne festival, fordi det at skabe kunst er vores hverdag og vores arbejde og liv, der er produktionen og dermed det, vi bruger mest tid på og informeres mest om verden igennem. Kan vi dele idéer med andre? Hvordan løser vi konflikter? Hvad er en fair løn, når man er freelancer? Hvad vil det sige at få lige løn, når man har forskellige livsbetingelser? Og hvordan ser migrations- og kønsfordelingen ud i vores medarbejderteam?

Jeg vil vove den påstand, at et samfund for tiden kan læses ud fra de betingelser, som kunstneren lever under – derfor er det også kunstnernes ligesom alle andre borgeres ansvar at arbejde på en socialt bæredygtig måde og etisk bevidst: for deres egen og andres skyld.

Skal kunstnere arbejde gratis?
Vi ser ofte kunstprojekter, der udadtil arbejder med politiske temaer, men i praksis har den direkte modsatte dagsorden. Det sker, når for eksempel den enorme kunstevent Venedig Biennalen lader en række kunstnere og kulturarbejdere arbejde næsten gratis, samtidigt med at festivalens leder laver et politisk statement ved at få Karl Marx’ klassiker "Kapitalen" læst op under biennalen.

Eller når danske statsstøttede kulturinstitutioner vælger at lade professionelle kunstnere arbejde til minimal eller ingen betaling. Samarbejde handler dog langt fra kun om penge, selvom det kan være betinget deraf.

Det handler i endnu højere grad om at udvikle konstruktive samskabelsesprocesser – co-creation, som det hedder på engelsk. Vi har fået den rumænsk/tyske ekspert Siegmar Zacharias til Danmark, der giver en workshop i at arbejde sammen. Der er ofte en længsel efter synergi i fælles skabelse. Men er vi parate til at afgive ejerskab i en fælles kunstnerisk beslutning? Og tillader vi forskellighed som dynamik – eller forsøger vi at blive ens?

Hvem har ret?
Alle første samarbejder er som forelskelser, trippede. Det er først ved det andet samarbejde, at man kan mærke, om man kan holde hinanden ud, om man kan skabe sammen i længden, om det er værd at kæmpe for.

Samarbejder er så forskellige fra værkproces til værkproces, at vi ikke kan generalisere. Solo er hurtigt, fordi man kun diskuterer med sig selv. Duo er dynamisk, men også modbydeligt nærgående og tæt på vanviddet, fordi der ikke er en tredje, udenforstående part til at sige ”nu går du for vidt” eller ”den ene har ret”.

Kollektivet har vi oftest oplevet som usigeligt langsomt, fordi alle skal høres, og alle skal være med. Til gengæld er det også dér, man alle kan blive løftet af en fælles vision og sammen gøre en forskel, fordi man selv har været med til at definere, hvad man kæmper for – lige som Lars Kolind og Jacob Bøtter eksempelvis beskriver i deres bog ”UNBOSS”.