Filmdirektør om kønsbalance: Der skal ikke gå matematik og regneark i det

INTERVIEW: Det Danske Filminstitut har netop lanceret en målsætning om at opnå en bedre kønsbalance i dansk film. Men det skal ske uden kvoter og uden konkrete måltal, lyder det fra administrerende direktør Henrik Bo Nielsen.

Foto: Pressefoto / Jan Buus
Lise-Lotte Skjoldan

En målsætning. Og tre initiativer.

Det er resultatet af et års ligestillingsdebat i filmbranchen med Det Danske Filminstitut i spidsen for arbejdet. Før sommerferien offentliggjorde Filminstituttet en undersøgelse af kønsbalancen i filmbranchen. Rapporten viste blandt andet, at kun 18 procent af de film, der årligt får produktionsstøtte, er instrueret af kvinder.

Siden sommeren har tre forskellige arbejdsgrupper med repræsentanter fra hele branchen arbejdet med undersøgelsen og kommet med deres anbefalinger til, hvordan kønsbalancen kan rettes op.

Nu har Det Danske Filminstitut som kulmination på forløbet lanceret en målsætning om at arbejde ambitiøst og aktivt for at fremme en større ligelighed mellem mænd og kvinder i filmbranchen. Målsætningen bakkes op af tre initiativer, herunder et nyt dialogforum og årlige redegørelser om kønssammensætningen.

Men målsætningen indeholder ingen konkrete mål for, hvordan kønsbalancen skal være i dansk film. Samtidig gør Filminstituttet en dyd ud af at understrege, at kvoter ikke kan komme på tale. Altinget har talt med administrerende direktør i Det Danske Filminstitut Henrik Bo Nielsen om, hvordan man uden kvoter og måltal skal arbejde for flere kvinder i dansk film.

En god, gammeldags bevidstgørelsesproces
Hvorfor har Det Danske Filminstitut lavet den her målsætning?

Vi har ønsket at signalere til omverdenen, at vi mener, vi kan øge kvaliteten af dansk film ved at sørge for en bedre kønsbalance, end tilfældet er i dag. Det at få flere kvinder både foran og bag ved kameraet kan give en bedre konkurrence, og derved kan vi få nogle bedre film. Det ville i 1970’erne have heddet en god, gammeldags bevidstgørelsesproces, og det er det, der er vores angrebsvinkel.

For at det ikke bare bliver snak, så supplerer vi også med en række konkrete initiativer. Det gælder internt, hvor vi pålægger forskellige afdelinger, at de som del af deres arbejde skal have ligelighed som fokus.

Men vi skal også eksternt i samarbejde med organisationerne få filmselskaberne og distributørerne til at være optaget af, om de film, der bliver lavet, giver en rimelig afspejling af det samfund, vi lever i. Vi må jo erkende, at det gør de ikke i øjeblikket.

Jeres målsætning går ud på, at der skal være en bedre kønsbalance. Hvad vil det sige?

Vi lever i et samfund, hvor der er lige mange mænd og kvinder. Så det ville være skønt, hvis fordelingen i dansk film endte sådan. Men nu skal der ikke gå matematik og regneark i det, og det er derfor, vi siger, at vi vil have en bedre ligelighed eller “markant flere kvinder”. Om det så ender med, at der på et år, hvor vi laver 20 spillefilm, er ti kvindelige og ti mandlige instruktører, eller om fordelingen bliver 12/8 - det er sådan set ligegyldigt. Vi kommer fra så lavt et niveau, at når vi siger “markant flere”, så er det, fordi vi vil have en rimelig balance.

Mere en fornemmelse end et konkret tal
Hvordan ved man, om balancen er rimelig, hvis I ikke sætter konkrete tal på?

Samtalen mellem interessenterne i filmbranchen vil være et glimrende udtryk for, om balancen er rimelig. Hvis vi har produktionsstøttet 21 spillefilm, hvor 14 af dem er instrueret af mænd og syv af dem er instrueret af kvinder, så kan vi have en samtale om, om det er en rimelig balance. Men hvis forholdet er 18/3, som det var sidste år, så er der jo ingen diskussion om, at der ikke er balance.

Det er jo en fornemmelse af en rimelig balance, mere end det er et konkret tal. Derfor er der ikke nogen grund til, at der skal gå matematik og regneark i det. Vi ved alle sammen, hvad vi snakker om, når vi siger: Der skal markant flere til.

Jeg er ikke bekymret over manglen på matematik. Det er helt med vilje, for hvis vi sætter tal på, så bliver det det, som alle fokuserer på. Og så bliver det nemt til, at hvis det skal være matematisk, er det så ikke nemmere at gennemføre det med kvoter? Men det tror vi ikke på.

Regulering er ikke særligt dansk
Et af de tre initiativer, som I vil sætte i værk, er et dialogforum for branchens organisationer. Hvordan skal det fungere?

Det vil jeg gerne diskutere med organisationerne. Det vigtigste for mig har været, at ledelserne i de pågældende foreninger – producenterne, skuespillerne, instruktørerne og forfatterne – er committed til det her projekt. Det skal ikke være et lille underudvalg, så vi bare kan sætte flueben og sige: Så behøver vi ikke bruge mere tid på det.

Hvordan løser det problemerne med kønsbalancen, at man laver et dialogforum, hvor man skal sidde og snakke om, hvad problemerne er?

Hvis vi i en verden, hvor film finansieres i et samspil mellem stat og marked, skal have tingene til at fungere, så skal vi sørge for, at de væsentligste aktører taler sammen og prioriterer det.

Det kan ikke nytte noget at tro, at problemet alene kan løses ved, at staten regulerer sig frem. Det er ikke nogen særlig dansk måde at gøre det på. Der er andre lande, hvor man er langt hårdere i reguleringerne. Men det giver hverken bevidstgørelse eller lyst til at drive tingene i den rigtige retning.

Vi bliver nødt til at få folk med og overbevise dem om, at det giver god mening at interessere sig for ligelighed. At det er rimeligt at spørge sig selv: Hvis kun omkring 30 procent af de film, der udspiller sig på det store biograflærred, har kvindelige hovedroller, er det så godt for forretningen og billetsalget, når halvdelen af kunderne er kvinder?

Ikke helt i mål om ti år
Er I berøringsangste over for regulering, fordi I ikke tør tage tiltag, der gør ondt på nogen?

Jeg mener helt generelt ikke, at vi er reguleringsangste, og jeg tror heller ikke, du kan finde nogen i filmbranchen, der mener det. Men vi passer på med overflødig regulering, hvis det i virkeligheden betyder, at man tilsidesætter den kunstneriske vurdering til fordel for en ligestillingsmæssig vurdering.

Hvis ligestilling skulle indskrives som et selvstændigt mål for Filminstituttets virke, så er det for det første en politisk beslutning, og ikke en, som Filminstituttet kan træffe. For det andet er det ikke sandsynligt, at det kan gennemføres, hvis det ikke sker i samspil med branchen.

I Danmark er der hverken politisk opbakning til regulering, og i brancheorganisationerne er der heller ikke nogen, der efterspørger det. Og så tror jeg, man kan blive meget ensom, hvis alligevel beslutter sig for at regulere sig frem.

Hvordan ser det ud med kønsbalancen i dansk film om ti år?

Vi har brug for en kulturændring, hvor man bliver optaget af at diskutere, hvorfor tingene ser ud på en bestemt måde. Den bevidstgørelse tager meget lang tid. Om ti år tror jeg, vi er kommet et godt stykke ad vejen, men jeg vil ikke udelukke, at vi mangler det sidste nap for at komme i mål.

Dokumentation

DFI's målsætning for en bedre kønsbalance i dansk film
"Det Danske Filminstitut skal overalt i sit virke ambitiøst og aktivt fremme mangfoldighed, herunder en større ligelighed af mænd og kvinder i dansk film, både foran og bag kameraet.

Bestykningen af dansk film skal på sigt afspejle det omkringliggende samfund, også når det gælder køn. Det skal blandt andet ske ved at tiltrække flere kvindelige ansøgere og derigennem skabe hårdere konkurrence om støttemidlerne. Hvis alle kvalificerede ansøgere når frem, vil det bidrage til at løfte kvaliteten i dansk film.

Det er vores ambition at opnå ligelighed mellem mænd og kvinder uden anvendelse af kvoter. Det skal ske gennem indsatser, der så vidt muligt forankres i samarbejder mellem branchen og DFI."

DFI's tre initiativer for at realisere ambitionen
1) Et fast dialogforum med ledelserne fra branchens væsentligste organisationer
I dialogforum drøftes med faste mellemrum initiativer som f.eks. de mange forslag, der fremkom i de tre aktionsgruppers arbejde, herunder overvejelser om kvalitative analyser, mentorordninger, fælles branchecharter mv. DFI bidrager til, at resultater af disse drøftelser offentliggøres, samt at der sikres en fortsat levende og åben debat, også om de refleksioner, der fører derhen.

2) Alle relevante fagkontorer på DFI skal indarbejde og prioritere indsatser, der understøtter målsætningen
Det gælder f.eks. i kommunikation, hvor historier om kvinder i film prioriteres, det gælder i filmstøtte, hvor initiativer, der kan bidrage til at undgå ubevidste bias og derigennem øge antallet af kvindelige støttemodtagere, prioriteres, det gælder i festivalarbejdet, hvor der er skærpet fokus på den øjeblikkelige skævhed i repræsentationen af kvindelige kunstnere, og det gælder DFI’s egne invitationer til paneler, debatter, udvalg mv., hvor ligelighed i kønsmæssig repræsentation også tilstræbes. Indsatserne integreres i mål og årlige strategiplaner.

3) Monitorering af data om køn og publicering af disse i årlige redegørelser
Hensigten er at tilvejebringe relevante og verificerbare data nationalt og internationalt. Dette kan alene ske gennem samarbejde med branchens centrale organisationer og med den forudsætning, at de stiller data til rådighed for at øge det fælles vidensniveau. Det bør indgå, at branchen gennem frivillige ordninger og selv-deklarering påtager sig et forpligtende medansvar. Der afsættes midler til at belyse årsagssammenhænge mellem data i kvalitative analyser.

Kilde: Det Danske Filminstitut


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henrik Bo Nielsen

Direktør, Kultur, Børn og Unge, DR, fhv. adm. direktør, Det Danske Filminstitut
student (Aalborg Katedralskole 1980), jurastudier (Aarhus Uni.)

0:000:00