Finansminister afviser flertal: Kan ikke ændre regnemodeller

ØKONOMI: Det er en "foragt for et flertal i Folketinget", når Finansministeren ikke vil ændre sit ministeriums regnemodeller, mener Lisbeth Bech Poulsen (SF).

Foto: Ida Marie Odgaard / Scanpix

På knap en times langt samråd onsdag afviste Kristian Jensen (V) at efterkomme ønsket om at justere Finansministeriets regnemodeller: 

"Med det nuværende økonomiske empiriske grundlag er det Finansministeriets vurdering, at det ikke i den nærmeste fremtid vil være muligt at udregne konkrete regnemetoder til at vurdere dynamiske effekter af for eksempel det offentlige forbrug". 

Ifølge Finansministeren er der altså ikke nok viden inden for den økonomiske forskning til at opstille regnemetoder til at vurdere, hvordan økonomiske investeringer samt forbrug i det offentlige kan ændre borgeres adfærd - også kaldet dynamiske effekter. 

Finansministerens afvisning blev modtaget lunkent af SF's Lisbeth Bech Poulsen:

"Det er jo klokkeklart, at Finansministeren udviser foragt for et flertal i Folketinget, der har et klokkeklart ønske", siger finansordføren fra SF.

Et politisk flertal udenom regeringen vedtog nemlig i sidste uge en såkaldt beretning om, at Finansministeriets regnemodeller skal ændres med henblik på at inkludere, hvilke dynamiske effekter offentlige investeringer og forbrug kan have.

I den ombæring forklarede Lisbeth Bech Poulsen til Jyllands-Posten, at det er et problem, når eksempelvis skattelettelser tildeles dynamiske effekter i Finansministeriets regnemodeller og offentlige investeringer ikke gør. 

Men den problematik kan altså ifølge finansministeren ikke opfyldes:

"Det er ikke et spørgsmål om, at vi ikke vil medregne dynamiske effekter. Det er et spørgsmål om, at der ikke er valid, empirisk og systemisk viden på området", forklarede Kristian Jensen under onsdagens samråd. 

I stedet for en justering af regnemodellerne vil Kristian Jensen bede sit ministerium om at udarbejde et notat til Folketingets Finansudvalg.

Notatet skal "grundigt redegøre" for, hvorfor Finansministeriet sjældent indregner de dynamiske effekter af offentlig forbrug og investeringer. 

Se et sammendrag af samrådet i videoen ovenfor. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Josephine Fock

Fhv. politisk leder, Alternativet
cand.jur. (Aarhus Uni. 1993)

Kristian Jensen

Direktør, Green Power Denmark, fhv. udenrigsminister, MF og næstformand for Venstre
bankassistent (Unibank Lemvig 1993)

Lisbeth Bech-Nielsen

MF (SF), finansordfører
cand.scient.soc. (Aalborg Uni. 2009)

0:000:00