Finsk Muhammed-tegner: Støjberg misbruger ytringsfrihed til at ramme muslimer

INTERVIEW: Han har forsvaret de danske Muhammed-tegninger lige fra begyndelsen, og han har kæmpet en nogle gange ensom kamp for den grove satire i finsk presse. Men Finlands mest berømte Muhammed-tegner synes alligevel, man skal tegne profeten med måde.

Foto: Tegning: Ville Ranta
Jakob Nielsen

Finske Ville Ranta skabte stor skandale, da han i 2006 tegnede en satireserie med profeten Muhammed som en direkte reaktion på debatten om de danske tegninger.

Han blev boykottet af finske medier, skældt ud af den politiske elite, og da et magasin alligevel bragte hans tegninger, blev chefredaktøren fyret.

“Jeg tænkte, min karriere var slut, og jeg aldrig ville få vist mine tegninger igen,” siger han.

Men stemningen vendte, og i dag er den 39-årige tegner den mest kendte finske satiretegner.

Jeg er stadig den slemme dreng i klassen. Uden de danske Muhammed-tegninger ville jeg næppe kunne leve af at tegne.

Ville Ranta
Tegner
Foto:

Og han står stadig ved sit forsvar af de kontroversielle danske Muhammed-tegninger.

“Det er nemt at sige bagefter, at det ikke var en god idé. Det er også meget nemt at se tegningerne som et angreb på muslimer. Men jeg forsvarede tegningerne i 2006, og jeg forsvarer dem stadig. På samme måde som jeg forsvarer det franske magasin Charlie Hebdo, selv om jeg ikke bryder mig om deres tegninger, som efter min mening er åndssvage og ofte sexisitiske.”

Jeg kritiserer EU, når jeg kan, men jeg er ikke imod det, bare fordi det findes.

Ville Ranta
Tegner

Til gengæld har Ville Ranta ikke meget til overs for integrationsminister Inger Støjbergs beslutning om at lægge et billede af sin iPad med Kurt Westergaards berømte Muhammed-tegning ud på Facebook, som hun gjorde forleden.

“Nøjagtig ligesom det radikale højre forsøger hun at bruge tegningerne og ytringsfriheden mod muslimer, Det er så tydeligt, at alle kan se det. Jeg ved ikke, om hun selv er bevidst om det - det er hun formentlig - men det er klart, at hun spreder et antimuslimsk budskab ved det, hun gør,” siger han.

 

Den finske tegner læste om sagen, mens han sad i lufthavnen i Helsingfors og ventede på sit fly til København – og benyttede lejligheden til at tegne både sig selv og ministeren med bombe i turbanen.

 

Ingen ville vise tegninger i Finland

Ville Ranta mener generelt, at den politiske satire er for svag.

“Det generer mig, når politiske satiretegninger ikke udtrykker en holdning, men kun anvender ironi. Det er selvfølgelig en vigtig funktion at lave sjov med ting, men min tilgang er at indtage et standpunkt og vise, hvad jeg mener. Men også at vise, hvor komplicerede tingene er,” siger han.

Derfor kan man også finde tegninger, hvor han udstiller danske politikere – som f.eks. Anders Fogh Rasmussen – for at være ekstreme og krigsgale, mens han i andre tegninger udstiller finske politikere for at være konfliktsky og aldrig vove noget.

Det sidste blev meget klart, da den danske debat om Muhammed-tegningerne for alvor brød ud i 2006.

“I Finland reagerede medierne meget anderledes end i Danmark: De bragte ingen tegninger – de viste dem ikke engang. Sociale medier fandtes ikke på samme måde dengang, så de fleste finner så dem ikke. Der var stor debat om, hvad der skete i Danmark, men stort set ingen havde set de faktiske tegninger,” fortæller han.

Ville Ranta blev vred over det og mente, at finnerne burde vise solidaritet med de danske tegnere.

Derfor tegnede han en satire, hvor Muhammed truede med at slå tegneren ihjel, men hvor de ledende finske politikere brændte et dansk flag for at undgå problemer med muslimer. Da den blev bragt i et kendt finsk kulturmagasin, trak flere annoncører sig fra magasinet, og da chefredaktøren nægtede at fjerne tegningen fra magasinets hjemmeside, blev han fyret.

“Jeg blev beskyldt for at være racistisk, og fordi ingen havde set hverken mine eller de oprindelige tegninger, spredtes et rygte om, at det var mig, der havde tegnet Muhammed med bomben i turbanen. Det var helt skørt”, siger Ville Ranta.

Nogle måneder senere vendte billedet, da den toneangivende finske avis Helsingin Sanomat tog tegneren i forsvar og bragte nogle af hans tegninger.

“Siden har jeg levet af at tegne, men jeg er stadig den slemme dreng i klassen. Uden de danske Muhammed-tegninger ville jeg næppe kunne leve af at tegne,” siger han med et grin.

Finner vil meget nødig provokere

Nøjagtig som Danmark ligger Finland meget højt på lister over lande, hvor der er en stor grad af ytringsfrihed. Men Ville Ranta oplever en stor grad af selvcensur. Og han mener, det langt hen ad vejen skyldes det historiske forhold til nabolandet Rusland, der har tvunget Finland til at træde varsomt.

“Det er gængs blandt finner at mene, at det er dumt at provokere eller sige noget, der kan fornærme nogen. Derfor er det udbredt at mene, at satiretegnere svigter fællesskabet og næsten gør noget moralsk forkert. Jeg møder det hele tiden: Hvorfor gør du det? Det gavner jo ikke nogen?”

Men Ville Ranta tegner videre. Efter et terrorangreb i Paris tegnede han ofrene – og heriblandt profeten Muhammed – med skudhuller i kroppen.

“Jeg fik meget ros af fremmedfjendtlige grupper, da jeg tegnede Muhammed. Men senere tegnede jeg en racist, der drak blod fra ofrene for et terrorangreb – og så blev de meget vrede og chikanerede mig på alle mulige måder,” siger Ville Ranta.

Hvordan har du det med at tegne profeten Muhammed?

“Jeg har ikke tegnet Muhammed mange gange; det er ikke noget, man skal gøre hver uge. Det er blevet et symbol på udfordringerne med det muslimske mindretal, så man skal ikke gøre det hele tiden. Men nogle gange er det nødvendigt.”

Er aldrig blevet truet

Hans oplevelse er, at folk helst ikke vil tale om det, når han tegner profeten.

“Jeg blev kaldt racist af venstreorienterede grupper. Jeg er helt uenig. Jeg lytter meget til kritik, men jeg er ikke racist.

Selv om han blev kendt som den finske Muhammed-tegner, har han aldrig modtaget trusler eller haft brug for beskyttelse.

“Jeg har fået mange kommentarer fra muslimer i Finland og har ofte taget imod invitationer til at diskutere mine tegninger. Det har for det meste været gode oplevelser,” siger han.

“Men man skal også huske på, at Finland har været ret isoleret fra indvandring indtil 2015.”

Jeg er ikke imod EU, bare fordi det findes

Besøget i Danmark brugte han på at deltage i en workshop med danske bladtegnere om EU-satire.

Netop unionen fylder faktisk også lidt i Ville Rantas univers. Han er frankofil, tilbringer meget tid i Frankrig og har en blog med fransk satire.

“Men jeg forsvarer EU i min satire. Ikke for at forsvare systemet, men de principper, som det står for,” siger han.

Et eksempel er tegningen, hvor tre EU-ledere står og gemmer sig bag nogle skraldespande som uartige børn, der ryger forbudte cigaretter.

– Hvad foregår der derhenne i mørket? siger en stemme.

– Årh, det er ikke noget, bare noget liberalt demokrati, siger Angela Merkel.

– En smule internationalt samarbejde, tilføjer Jean Claude Juncker.

– Ja, og lidt menneskerettigheder, hvisker en skamfuld Donald Tusk.

Ville Ranta står ved, at tegningen tager nogle af de mest magtfulde mennesker i EU i forsvar og gør grin med deres kritikere. 

“Selvfølgelig ville det være nemmere at gøre grin med EU – det ligger i satirens sjæl at angribe magten. Men det er ikke god tænkning at være imod alt det etablerede. Jeg tror, EU er en god struktur. Jeg kritiserer EU, når jeg kan, men jeg er ikke imod det, bare fordi det findes,” siger Ville Ranta.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Inger Støjberg

MF, partistifter (DD)
MBA (Aalborg Uni. 2013)

Kurt Westergaard

Tegner, debattør
lærer (Ranum Seminarium 1958)

0:000:00