Fire navne i spil som ny formand for Folketinget

ANALYSE: Fire tunge kandidater – plus en outsider – er i spil som ny formand for det folketing, der sammensættes efter torsdagens valg. Altingets Erik Holstein vurderer mulighederne. 

Foto: Folketinget
Erik Holstein

Ligegyldigt hvem der vinder valget på torsdag, skal Folketinget have ny formand senest til efteråret. Den nuværende formand, Mogens Lykketoft (S), blev mandag aften valgt til at lede FN's generalforsamling i New York det næste år. Den opgave begynder Lykketoft på i september og derfor tager han tager orlov fra Folketinget i perioden.

På Borgen er der spekulationer om, hvorvidt Lykketoft, hvis rød blok vinder, vil forsøge sig med en vikar-model, så han kan genindtage formandsposten i det danske folketing, når han vender tilbage. Men det er ikke en model, der er synderlig opbakning til blandt hans partifæller.

Lykketoft deler vandene hos Socialdemokraterne, hvor ledelsen er irriteret over hans lejlighedsvise kritik af regeringen. Og når han nu selv tager til FN umiddelbart før den nye folketings-samling, er der mere stemning for at give posten til en anden socialdemokrat.

Derfor er beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) favorit som ny formand ved en rød sejr. Henrik Dam er en loyal partisoldat, der har bestridt fire forskellige ministerposter i løbet af de sidste 20 år og hver gang leveret en stabil indsats.

Det forventes, at Løkke (V) vil kæmpe ret hårdt for at få posten til Haarder, men hvis et svækket Venstre skal danne en ét-parti-regering, kan Folketingets øverste post blive en del af betalingen til Dansk Folkeparti.

Erik Holstein
Kommentator, Altinget

Han har uden brok forladt en ministerpost, når det passede ind i kabalen – og trådt til igen, når det var i partiets interesser.

Det anses til gengæld for meget usandsynligt, at Dam Kristensen vil stille sig til rådighed ved en vikar-model.

Nestoren kandidat
På den blå side er der også to kandidater, men hvem af dem, det bliver, afgøres af flere faktorer. Det handler om det interne styrkeforhold mellem Venstre og Dansk Folkeparti, men også spillet om regeringskonstellationer og regeringsprogram er vigtige faktorer.

Hvis Venstre får sin vilje, hedder Folketingets næste formand Bertel Haarder (V). Folketingets nestor har ikke lagt skjul på sin interesse i posten, der ligesom i Lykketofts og Dam Kristensens tilfælde vil være kronen på en lang ministerkarriere.

Det forventes, at Løkke (V) vil kæmpe ret hårdt for at få posten til Haarder, men hvis et svækket Venstre skal danne en ét-parti-regering, kan Folketingets øverste post blive en del af betalingen til Dansk Folkeparti.

Havkatten i hyttefadet
Den fjerde kandidat er nemlig DF's stifter og mangeårige leder, Pia Kjærsgaard. Gennem en lang parlamentarisk karriere har hun fundamentalt ændret det hjemlige politiske landskab. En udnævnelse til Folketingets formand vil blive set som den endelige rehabilitering af Pia Kjærsgaard – og en sød hævn for betegnelsen ”ikke stueren”. Som en sidegevinst vil Kjærsgaard blive Folketingets første kvindelige formand.

Det forventes dog, at Kristian Thulesen Dahl (DF) vil satse ret entydigt på politiske indrømmelser, så hverken ministerposter eller Folketingets formandspost vil stå øverst på hans prioriteringsliste.

På Borgen anser nogle Marianne Jelved som en outsider til formandsposten, og med en flot politisk karriere som radikal leder og topminister har Jelved ligeledes solide kvalifikationer. Men Socialdemokraterne er utilbøjelige til at afgive den post til Radikale – og et svækket radikalt parti vil snarere gå efter centrale ministerposter.

Den kinesiske vase
Når der vælges en ny folketingsformand, kommer han næsten altid fra regeringsblokken. Eneste undtagelse i nyere tid var i 1998, hvor stemmerne mellem blokkene stod lige. Dengang vandt Venstres Ivar Hansen over socialdemokraten Birte Weiss i en omstridt lodtrækning, da han trak sit eget navn op af en stor kinesisk vase.

Læs hele artiklen på Altinget: christiansborg her. Tegn abonnement her

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bertel Haarder

Fhv. MF og minister (V)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1970)

Henrik Dam Kristensen

Formand, Interforce og fhv. formand, Folketinget, fhv. MF (S)
postbud

Mogens Lykketoft

Formand, Energinet Danmark, fhv. formand for Folketinget, fhv. MF (S), fhv. udenrigs- og finans- og skatteminister, fhv. partiformand, fhv. formand, FN's generalforsamling
cand.polit. (Københavns Uni. 1971)

0:000:00