Fl. Chr. Nielsen: Anmeld præsten, men for Guds skyld ikke til politiet!

Både sidste og forrige søndag var jeg til gudstjeneste, først i et sogn på Sjælland og dernæst i Jylland. Det har dog en anden forklaring end en opfordring fra Martin Henriksen (DF), for hans opfordring kunne jeg aldrig finde på at følge. Den kunne lige så godt handle om jævnligt at kigge ind på den lokale beværtning, for Henriksen foreslår ”at slå vejen forbi og stikke hovedet indenfor.”

Hvilket leder tankerne hen på billard, bajere og en slingrevorn herre med en akkordløn på lommen.

Hvorimod kirken – ikke kun den kristne, også moskeen, synagogen og templet – i sagens natur er helliget ritualer og personlig eftertanke.

Så faktisk gik jeg i kirke for at opleve en gudstjenestes drama og opførelse og for at repetere min mening om, hvad meningen er. Som når det gælder bøger, film og teater er det ikke nok at kende kompositionens partitur eller læse teksten til stykket. Nu og da bør man se søndagsdramaet opført som realityshow a la Paradise Hotel eller Vi ses hos Clement.

Så i et kristent land bør hverken kirkeminister eller kulturminister acceptere, at det kristne lands kristne søndagsansigt optræder så diskret og så at sige inden for murene.

Flemming. Chr. Nielsen

Desværre var der ikke meget drama i det sjællandske sogn. Organisten kunne sin metier, den fåtallige menighed sang med, bønnerne blev læst og påhørt, og præsten holdt – tror jeg – samme prædiken som sidste år på denne 4. søndag i fasten.

På forhånd ville jeg dårligt kunne bestå en (indfødsrets)prøve i, om det er sandt, at det danske kirkeår refererer til en fasteperiode på ca. 40 dage. Men sådan forholder det sig, hvad jeg kunne smug-kigge mig til i en udvidet udgave af Den Danske Salmebog.

Jamen, der er for mange kirker! Men så meget desto bedre, for så vil præsten aldrig vide, hvornår en anmeldelse til opstandelsen eller en nedtur til dødsriget kommer til ham eller hende.

Flemming. Chr. Nielsen

Kravet er dog ikke, at vi skal sulte, men det regnes ikke for upassende, hvis vi som en forberedelse til påsken f.eks. skærer ned på fredagsslik til børnene og præmie-othellolagkage til os selv. Altså noget i retning af den muslimske ramadan, der strækker sig over ca. 30 dage, men øjensynligt er politisk mere fornærmende end kirkeårets tilsvarende faste.

Anderledes oplivende end på Sjælland var gudstjenesten i det jyske sogn den søndag, der stadig i nutidens antikke kirkesprog hedder Mariæ bebudelses dag. Salmesang, der løftede sig op under taget. En lidenskabelig og velformuleret præst, der stod så rank som en kerte på sin prædikestol og citerede evangelisten Lukas, så alle måtte frygte for, om han nu politiserede og som hjemmefødt hadprædikant fik en klage på halsen: ”Han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort.”

Men det så ud til, at menigheden (en godt halvfyldt kirke) tog begærligt imod hans ord, der også omfattede en kvart indpakket bemærkning om nutidig praksis.

Og dermed en delvis forklaring på, at jeg to søndage i træk gik i kirke. Hvordan teologer end vender og vrider det, kommer ingen nemlig uden om, at folkekirken lever en mere upåagtet tilværelse end fuldt fortjent.

Ganske vist har regeringen efter krav fra Dansk Folkeparti defineret Danmark som ”et kristent land,” men de fleste af os aner ikke, hvornår vi skal rejse os op, og hvornår vi igen må sætte os.

Læs mere: Sådan vil Mette Bock styrke kulturen

Vi kender hverken Mariæ bebudelses dag eller henvisningen til en fasteperiode og ved heller ikke, at kirkeåret aldrig på verdslig vis starter den 1. januar, men den 1. søndag i advent omtrent som det muslimske nytår i 2017 indledes den 21. september.

Med alle de afvigelser og flere til risikerer en guds-tjeneste (bemærk venligst ordets betydning!) unægtelig at blive til noget i retning af Shakespeare på latin.

Bortset fra nysgerrighed består resten af forklaringen på min kirkegang i, at det regnes for en selvfølge at anmelde. Ikke bare filmpremierer, bogudgivelser og teateropførelser anmeldes, men restauranter, supermarkeder, vine, mobiltelefoner, spiritus, biler, tv-avisen, vejrudsigten, computere og sågar det lille pizzeria, og så optaget af anmeldelser er en Venstre-politiker, at hun finder det formålstjenligt også at anmelde baglokaler – for variationens skyld ikke til avisen, men til politiet.

Så i et kristent land bør hverken kirkeminister eller kulturminister (som pt. er klappet sammen til ét embede) acceptere, at det kristne lands kristne søndagsansigt optræder så diskret og så at sige inden for murene. Mette Bock (LA) burde derfor opfordre de hende nærtstående aviser til, at de hver søndag sender en anmelder i kirke, og at anmelderen nedfælder, hvordan dramaet og opførelsen gik.

Jamen, der er for mange kirker! Men så meget desto bedre, for så vil præsten aldrig vide, hvornår en anmeldelse til opstandelsen eller en nedtur til dødsriget kommer til ham eller hende.

I hvert fald kunne jeg unde den lidenskabelige jyske præst og hans noget forsagte sjællandske kollega langt større offentlig interesse og nysgerrighed. Det drama, som søndag efter søndag udspiller sig næsten i det skjulte, fortjener minsandten begge dele.

Og jeg kan dårligt tro, at et så mad-, bil-, fjernsyns- og pizzaoptaget kristent land ikke med begær vil tage imod en seks-stjernet eller nul-stjernet anmeldelse af det sted, vi ifølge Dansk Folkeparti bør ”stikke hovedet indenfor.”

Og hermed ønskes god påske til landets præster, kirkegængere og potentielle gudstjeneste-anmeldere.

.......

Flemming Chr. Nielsen (1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.