Kommentar af 
Flemming Chr. Nielsen

Fl. Chr. Nielsen: Er du klar til folkestyrets rædselsnat?

KLUMME: Denne weekend får danskerne besøg af Skatteministeriets ondt lysende græskarmand – årsopgørelsen. Og tør du med hånden på hjertet aflægge ed på, at du har indsigt i dine egne skatteforhold?

SKATTEMANDEN: Hver år aflægger Skats onde græskarmand, Årsopgørelsen, besøg hos tusinder af ulykkelige danskere.
SKATTEMANDEN: Hver år aflægger Skats onde græskarmand, Årsopgørelsen, besøg hos tusinder af ulykkelige danskere.Foto: Colourbox
Flemming Chr. Nielsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvis du i denne weekend går en sen aftentur, vil du opdage, at der er tændt lys i usædvanligt mange huse og lejligheder. Af en eller anden grund går millioner af danskere netop lørdag eller søndag sent i seng. Eller også har de ligget søvnløst anspændte og er stået op igen.

Det er folkestyret, som her i weekenden og de kommende dage helt uofficielt fejrer sit eget økonomiske grundlag. Ikke fordi der gøres alverden ud af det. Folketinget afholder ikke en særlig weekendsamling. Flaget går ikke til tops på statslige bygninger. Der er ingen statsminister-taler i fjernsynet.

Alligevel sidder den halve nation som på nåle og vånder sig.

Jo, for alle venter vi på, at SKAT har premiere på skatteopgørelsen for 2016. Får jeg en overdådighed af penge tilbage, eller skal jeg betale en fallerende restskat? For de heldige vil denne forårsweekend blive som novembers Black Friday, den store shoppefest for den overskydende skat, der forførende blinker som en guldmine. For de uheldige vil natten være en Halloween med Skatteministeriet som den store og ondt lysende græskarmand.

Hvis du lytter godt efter på din sene aftentur, kan du i øst høre høje jubelråb fra en lykkelig, der skal have skattepenge tilbage, og i vest vil der lyde et rallende dødsskrig fra en stakkel, der skal betale.

Flemming Chr. Nielsen

Selvfølgelig kan man sarkastisk more sig over at se sig selv og sine medborgere en forårsweekend i marts anbragt på en skatteministeriel pinebænk, men mere seriøst sagt er det også en afgørende målestok for demokratiet, om vi nu også begriber de spilleregler, det bygger på. Hvis vi ikke kender dem, risikerer vi at ende som ofre for den første den bedste populist, der kan bilde os hvad som helst ind.

Og med det komplicerede skattesystem kunne en dansk Donald Trump med assistance af en fynsk syngende Kellyanne Conway såmænd overbevise (alt for) mange om, at en skattesænkning i virkeligheden var det alternative faktum om en skatteforhøjelse.

Og hvis Liberal Alliance fik magt som agt, lod det sig vel også gøre at dekretere en afskaffelse af topskatten uden overhovedet at gennemføre den i praksis?

For tør du med hånden på hjertet aflægge ed på, at du har indsigt i dine egne skatteforhold? Nej vel! Du stoler på systemets ædruelighed. Hårdt presset ved du måske, at der er noget, som hedder beskæftigelsesfradrag, grøn check, kapitalindkomst, personlig indkomst, arbejdsmarkedsbidrag, bundskat, sundhedsbidrag, statsskat, befordringsfradrag, topskat og et overflødighedshorn af lige så løjerligt klingende begreber.

Men ved du f. eks. også, at du selv skal finde ud af, om du i det hele taget har ret til et befordringsfradrag, og at med en beskeden indkomst har du krav på et særligt tillæg til dit befordringsfradrag, og har du nogen anelse om, hvordan det tillæg regnes ud? Nå ikke!

Men lad mig citere, hvordan det foregår. Ganske vist lyder det som skrevet på mandarin-kinesisk eller et andet eksotisk sprog, men det er såmænd en kernedansk og demokratisk myndigheds henvendelse til borgere ”med lave indkomster.” Læs citatet, eller spring det over. Du bliver hverken klogere eller dummere af at nærlæse den offentlige vejledning(!):

”For personer med indkomst under 260.400 kr./266.200 kr. (2016/2017) beregnes der et tillæg på 47 pct./52 pct. (2016/2017) til det almindelige befordringsfradrag; dog kan tillægget maksimalt udgøre 11.300 kr. /12.500 kr. (2016/2017). For personer med indkomster over indkomstgrænsen aftrappes tillægget, dels ved at tillægssatsen på 47 pct./52 pct. nedsættes med 0,94 pct.-point / 1,04 pct.-point (2016/2017), dels ved at maksimumsbeløbet på 11.300 kr./12.500 kr. nedsættes med 2,0 pct. pr. 1.000 kr., hvormed indkomsten overstiger de ca. 260.400 kr./266.200 kr. Tillægget er således helt bortfaldet ved en indkomst over ca. 310.400 kr./316.200 kr. Aftrapningsindkomsten består af grundlaget for arbejdsmarkedsbidraget med tillæg af eventuelle dagpenge og sygedagpenge.”

Forstod du ikke en dyt af det hele? Men så forsøg i stedet at øve dig på grøn check-loven om ”Tillæg til bundfradrag ved aftrapning af den supplerende kompensation (§ 2, stk. 2).”

På den citat-facon kunne min kommentar strækkes i det uendelige og fylde ti tusind skærmbilleder.

Og selv med indkaldelse af lige så mange pædagoger ville ingen af os blive det mindste klogere på folkestyrets afsindige skatteregler. De er et lige så mangehovedet uhyre som Hydra i den græske mytologi. De er arvet, revideret, udvidet, manipuleret, pisket, omarbejdet, sminket, tilrettelagt, forført, nuanceret og kompromitteret af mange generationers politikere.

Derfor sidder vi i denne weekend og venter på nådestødet. Rammer det os eller naboen? Og hvis du lytter godt efter på din sene aftentur, kan du i øst høre høje jubelråb fra en lykkelig, der skal have skattepenge tilbage, og i vest vil der lyde et rallende dødsskrig fra en stakkel, der skal betale.

Det er folkestyrets rædsels-weekend. Der er hoveder, som ruller. Der er andre, som endnu ved daggry knejser på deres tynde hals.

Lyt altså ikke til politiske lokketoner om nødvendigheden af en skattesænkning. Du vil alligevel aldrig opdage den, for den vil skjule sig i regel- og undtagelseståger og hylle sig i de elastik-ord, der f. eks. kan sælges som ”en ligningsmæssig kompensation”. Og hvad skal du i øvrigt med en tusse ekstra, hvis du i forvejen har tusser nok?

Hvordan undgår vi så denne årligt tilbagevendende weekends sælsomme blanding af Black Friday og Halloween?

Kun ved at indkalde landets kløgtigste skatteadvokater og økonomer og give dem til opgave at udarbejde et skattesystem, som er socialt retfærdigt, økonomisk gennemsigtigt og tilgængeligt på en app, der til hver en tid fortæller dig alt om dit mellemværende med SKAT.

Det og kun det vil være et rimeligt folkekrav i et såkaldt folkestyre. Og eksperterne skal først have deres honorar udbetalt, når de virkelig har udført deres arbejde til folkestyrets bedste og kastet denne bestialske weekend ud på danmarkshistoriens allerfjerneste losseplads.

.......

Dokumentation

Årsopgørelsen for 2016 kan du se her

 

FT: Det er helt urimeligt, at hvert år op til udsendelsen af årsopgørelsens fra Skat ved millioner af bævrende danskere ikke, om de er købt eller solgt.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Flemming Chr. Nielsen

Forfatter, oversætter
cand.scient. i matematik og fysik (Aarhus Uni. 1969)

0:000:00