Fl. Chr. Nielsen: Hvorfor hidses vi aldrig op over en bank?

Som bekendt har Berlingske netop trukket de velpressede bukser af Danske Bank, og det gør en seriøs avis ikke uden at kunne dokumentere, at der under bukserne foregår noget, som ikke tåler dagens lys. I modsat fald ville avisen risikere et svimlende sagsanlæg.

Og et sagsanlæg er ikke på vej, for den bukseløse bank har med chefjuristens ord erkendt, at ”vi ikke har været gode nok til at forhindre, at vi kunne blive misbrugt til hvidvask og andre ulovlige aktiviteter.” Altså misbrugt til økonomisk samleje og med en diskret undskyldning om, at det alt sammen er foregået i en bestemt periode og aldrig vil gentage sig.

Det sidste er der to indlysende grunde til at anfægte.

For det første er det ikke en enlig svipser. For nogle måneder siden var banken indblandet i en anden affære om hvidvask (dengang i Moldova), og der kan opremses en lang række tilfælde, hvor Danske Bank og andre (stor)banker for økonomisk vindings skyld har forbrudt sig mod både skrevne og uskrevne love og regler … Nordea … Panama Papers … fortsæt selv.

De forargede bukkede og smiskede imens for herremænd og fabrikanter, af hvem deres udkomme og rimelige trivsel afhang. Som os hakkede de nedad, og de takkede opad. Det hører til vores kulturarv.

Fl. Chr. Nielsen

For det andet lyder løftet om, at det ikke vil ske igen, som en velkendt kliché. Den høres dagligt i Byretten, når den anklagede lover bod og bedring og siger ”På æresord. Ama’r!” Det sidste udtryk ledsaget af den håndbevægelse, hvormed han/hun symbolsk halshugger sig selv og uden at ane det henviser til, at henrettelser engang foregik på Amager Fælled.

Dertil kommer, at erhvervs- og vækstminister Brian Mikkelsen (K) uden at nøle med ordvalget erkender, at ”banken groft har forsømt sit ledelsesansvar … jeg er rystet over det.”

Det hører ellers til det danske værdisæt, at vi let lader os ophidse. Det kræver kun et politisk fløjtesignal at iværksætte et dansk langtidsraseri. Når mennesker på flugt f.eks. bønfalder om vores hjælp, fråder både politikere, medier og vælgere.

Flemming Chr. Nielsen

Trods den politiske ”rystelse” tør jeg æde en burka på, at om en måned er det hele glemt og lagt hen i bunken af andre og lige så glemte sager. Stort set virker det, som om vi er komplet ligeglade. Men helt banalt er det alligevel dybt forunderligt, at højtlønnede bankchefer med ingen som helst økonomiske bekymringer vil lukke øjnene og omfavne aserbajdsjanske rockere. Endda rockere fra et regime, der ikke engang er folkevalgt og rettelig burde hedde Loyal to Aserbajdsjan.

Så hvorfor hidser vi os ikke op? Det hører ellers til det danske værdisæt, at vi let lader os ophidse. Det kræver kun et politisk fløjtesignal at iværksætte et dansk langtidsraseri. Når mennesker på flugt f.eks. bønfalder om vores hjælp, fråder både politikere, medier og vælgere. Politiske partier har i årevis kunnet ernære sig af vores ophidselse over flygtninge. Dødstrusler og forbandelser er i årtier udgået fra den danske folkesjæl. Politikere lukrerer på forargelsen, og blusser den ikke tilstrækkeligt, puster de til ilden og genbruger i denne sammenhæng Brian Mikkelsens formulering om Danske Bank: ”Jeg er rystet.”

Tilsvarende går der en tsunami igennem landet, når EU-fattigfolk fra Rumænien ikke undser sig for at tigge og ligefrem søger øjenkontakt med de forbipasserende. Statsministeren kalder det ”utryghedsskabende,” og hurtigt forplanter utrygheden sig til det fjerneste udkantsdanmark, hvor de aldrig har set en rumænsk tigger.

Forargelsen er indtil videre kulmineret i en lov, der sikrede, at en gammel kone blev fængslet og dernæst udvist. Kommer hun igen, spjældes hun med den tillægsstraf, at hun ikke må tigge om julegaver i tugthuset.

Man kan derfor med god grund fundere over, hvorfor det danske raseri er så selektivt. Tydeligvis retter raseriet sig mod folk, der socialt er os underlegne. Vi raser ikke kollektivt over de indflydelsesrige og magtfulde, for af dem afhænger vort eget velfærd. Det er ulige nemmere og langt mindre risikabelt at skrive et debatindlæg og et hvæserbrev i avisen eller på Facebook fremsætte en forblommet dødstrussel mod en tigger/en flygtning, end det er med samme ordvalg at lægge sig ud med banken og kalde den grisk, utaknemmelig, bedragerisk, kriminel, hælerisk.

Hver og én står vi nemlig i et afhængighedsforhold til banken. Du kan ikke få udbetalt din løn eller din folkepension – ikke engang dit varmetillæg! – uden at du skal erlægge et fast månedligt gebyr til banken. I 2016 betalte kunderne i de 16 største banker følge TV2 et samlet gebyr på 26,5 milliarder kroner.

Kan det afhængighedsforhold være en forklaring på det selektive raseri? Ja, for raseriets moderne udgave er en triviel variant af den forbitrelse, der altid har fulgt os. I såkaldt gamle dage harmedes hovbønder og arbejdsmænd over de arbejdssky elementer, der formodedes at drive den af i fattighuset, ligge os andre til byrde og stjæle og skabe utryghed, og de forargede bukkede og smiskede imens for herremænd og fabrikanter, af hvem deres udkomme og rimelige trivsel afhang. Som os hakkede de nedad, og de takkede opad. Det hører til vores kulturarv, at vi deler hakkeorden med hønsegården. Aggressionen rettes mod de allerede fjerløse, ikke mod de kalkunsk udseende på øverste pind.

Derfor skal vi ikke tage det så tungt, når erhvervs- og vækstministeren er ”rystet” over Danske Bank. Hans rystelse er ikke tænkt som noget, der skal oprøre befolkningen. Tværtimod skal den lægge en dæmper på kamphaner og -høner. Anderledes når en politiker er ”rystet” over en flygtning eller en tigger. Så skal det give anledning til en folkelig kædereaktion og med Guds hjælp endnu et vælgerskred.

 ------

Flemming Chr. Nielsen (født 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.