Fl. Chr. Nielsen: Med rotterne som natligt selskab i Teheran

Den 24-årige Vahid Vaziri har i næsten to år levet som illegal flygtning i Iran. Suppleret med bidrag fra frivillige sender den pensionerede advokat Lise Lomholt penge til Vahid, så han kan holde sig fysisk i live, mens han skjuler sig i Teheran.

Vahid og hans lillebror Aboli kom oprindeligt til Danmark i 2010, da de var 17 og 10 år. De var alene og blev af fagfolk karakteriseret som psykisk skrøbelige, men efter fem år i Danmark fik de afslag på asyl og i juni 2015 sat på et fly til Kabul, Afghanistan.

Humanitære organisationer advarede forgæves, for den ældste af drengene var plaget af angstanfald, og den yngste havde selvskadende adfærd. Og i Kabul, hvor de ingen kendte, ramte tragedien dem omgående. Aboli blev slået ihjel (formentlig af Taleban), og Vahid flygtede derefter til Iran.

I dansk embedsmandssprog hedder det derfor, at der er indtrådt ”nye omstændigheder” i Vahids liv. Alligevel gav Integrationsministeriet ham i oktober 2015 afslag på humanitært ophold i Danmark. Ministeriet tilføjede dog, at en kopi af afslaget var videresendt til Flygtningenævnet med henblik på en eventuel fortsat sagsbehandling. Begrundelsen var de nye omstændigheder, altså lillebroderens død og Vahids flugt til Iran.

Denne langtids-sadisme burde harme enhver.

Fl. Chr. Nielsen

Måske ligger akterne stadig i en vindueskarm, hvor de hjemsøges af støv og døde fluer. Det ser ikke ud til, at en menneskehånd har rørt dem.

Vahid Vaziri er blevet ét af utallige symboler på, at de uønskede sendes ud til det kaos, de engang flygtede fra. Vi hører kun om dem, når medierne opsporer de mørklagte sager, når privatpersoner magter at protestere, eller når de uønskede også er uønskede i det land, de beordres til.

Måske ligger akterne stadig i en vindueskarm, hvor de hjemsøges af støv og døde fluer. Det ser ikke ud til, at en menneskehånd har rørt dem.

Flemming Chr. Nielsen

Men tilsyneladende har sagen om den omflakkende Vahid, denne Mellemøstens Ahasverus (synonymt med begrebet 'den evige jøde', red.), fået den skæbne, som nu engang tilfalder besværlige papirer. De registreres i andre papirer og synker ned i fælles glemsel. I hvert fald er der nu gået næsten to år, uden at Flygtningenævnet har foretaget en fornyet sagsbehandling.

Denne langtids-sadisme burde harme enhver. For gad vide, om forsinkelsen også var sket, hvis Vahid havde været en synlig ”byrde” i Danmark og ikke et spøgelse i det fjerne.

Hverken opgivenhed eller knyttede næver har effekt. Det har knap nok en henvendelse til de politisk ansvarlige, men da jeg som mange andre har fulgt sagen om Vahid og set filmen fra hans skjulested i Teheran, hvor han om natten ikke har andet selskab end rotterne, ja så skrev jeg til samtlige partiers integrationsordførere.

Jeg skrev venligt og høfligt, skitserede i korthed sagen som den tegner sig i medierne og gjorde opmærksom på, at pensioneret advokat Lise Lomholt var Vahids kontaktperson i de fem år, han opnåede at bo i Danmark, og at hun for 14 måneder siden søgte Flygtningenævnet om en genoptagelse af hans sag, jævnfør ”de nye omstændigheder”. Jeg skrev også, at Lise Lomholt endnu ikke har fået et svar fra Flygtningenævnet.

Læseren kan gætte sig til, hvad der er sket siden mit brev af 5. juni.

Jo, integrationsordførerne fra Enhedslisten, Alternativet og De Radikale svarede hurtigt og præcist, at de ville spørge integrationsministeren, om Flygtningenævnet har taget stilling til en eventuel genoptagelse af Vahid Vaziris sag og hvis ikke, hvornår det så kan forventes at ske? En af ordførerne tilføjede endda som orientering, at der normalt er fire ugers svarfrist på udvalgsspørgsmål, men at der på grund af sommerferien godt kan gå længere tid.

Fra de tre regeringspartiers ordførere kun tavshed. Heller ingen reaktion fra Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti.

Det kan jeg som borger kun undre mig over. Hvis jeg havde spurgt Venstre om det urimelige i et stærkt forsinket gødskningsreglement eller De Konservative om endnu mere akutte straffe til romaer, der tigger, havde jeg sikkert fået et beredvilligt hastesvar.

Tøvende vover jeg altså den konklusion, at de borgerlige partier ser rødt, når medmenneskelighed bliver politisk plagsom. Medmenneskelighed er som at vifte med et rødt tørklæde for næsen af en tyr.

I magthaversproget hedder det, at vi ikke har råd og ikke kan holde til ”flygtningepresset”. Og det sprog er uhyre smitsomt. For længst er både Socialdemokratiet og SF bukket under for smitten. Og lidelsen kureres ikke af kønne lejlighedstaler som den, statsministeren holdt sankthansaften, og hvori han gjorde bålenes varme til et symbol på ”den menneskelige varme, vi alle har i os”.

Og sådan går det til, at seks politiske partier med tavshed besvarer en spagfærdig henvendelse om snarest at vurdere, hvorvidt Vahid Vaziri kan få udskiftet sit rotte-exil i Teheran med en humanitær opholdstilladelse i Danmark.

En hurtig genbehandling af hans sag opfattes som uinteressant for såkaldt ’borgerlige’ vælgere. For dem og deres 144 repræsentanter i Folketinget er Vahid allerede væk og dermed ude af tanke, ude af politik.

...........

Flemming Chr. Nielsen (født 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.