Fl. Chr. Nielsen: ”Sig Fædreland. Sig Luther. Ellers er du ikke én af os.”

Det har vakt opsigt, at professor Uffe Østergaard i et interview med Jyllands-Posten forlanger, at herboende muslimer skal assimileres til lutheranere. Ikke nødvendigvis til troende kristne, men til nogen, ”der ser arbejdet som livets mening.”

”Ellers er vi på den,” siger han, og for at sætte trumf på kravet tilføjer Berlingske i sit referat, at Østergaard er en ”anerkendt” professor.

Det er altså ikke en klovn, der fremsætter en mening. Det er en værdsat forsker. Og Uffe Østergaards udsagn ligger i smuk forlængelse af DF’eren Marie Krarups ønske om at iværksætte en luthersk mission blandt danske muslimer. Belært af sin far – ”kun kristne er rigtige danskere” – vil hun kopiere den Indre Mission, som nutidens TV-seere bedst kender fra filmatiseringen af Hans Kirks roman ”Fiskerne.”

Talen er ikke om den missionsbefaling, som engang drev missionærer ud blandt kannibaler. Nej, de politiske missionærer har deres liv for kært til at missionere i Den islamiske Stat. Vist puttes de ikke i gryden, men de får hovedet kappet.

Den tidehvervske Dansk Folkeparti-mission bliver på den facon et ekko af lige så formørkede imamers. Den er en eddikesvamp og fremkalder kun en ukristelig væmmelse.

Flemming Chr. Nielsen

Men bag smukke ord lurer hykleriet, for lad os nu forestille os, at Østergaard og Krarup får omvendt én eller flere snese muslimer til et arbejdsomt luthersk livssyn. Det vil omgående fra Marie Krarups parti afstedkomme et permanent tankepoliti: ”Det er en falsk omvendelse, som skal sikre vedkommende imod at blive udvist til et muslimsk land, hvor lutheri er en forbrydelse.”

Af samme grund foreslog Bertel Haarder (V), da han inden regeringsomdannelsen var kirke- og kulturminister, at ingen muslim må konvertere, før hans eller hendes asylsag er færdigbehandlet. Med andre ord risikerer en forhenværende muslim, at den lutherske (arbejds)dåb af bureaukratiske grunde skal udsættes i årtier. Men uvist hvorfor greb Bertel Haarder ikke ind og løste den kristne knude med et forslag om at primsigne ex-muslimen.

Eksemplerne på kainsmærkning er så lang som udsalgskøen i en større provinsby.

Flemming Chr. Nielsen

Det er ellers en smuk gammel skik, for hvad vil det sige at blive primsignet? Jo, du er endnu ikke rigtig kristen, men såkaldt katekumen, hvilket betyder, at du er under oplæring, og at en kristen gerne må være på arbejdshold med dig, men ikke ligefrem skal gnubbe sig op og ned ad dig.

Som læseren vil forstå, er det politisk-lutherske taskenspilleri afsindigt kompliceret og ikke baseret på tro og tillid, men på mistro og mistillid. Men selv vore hedenske vikingeforfædre blev primsignet, så fænomenet burde være værdsat blandt yndere af dansk kulturarv.

Alligevel smager det af noget forbigangent og hører til samme kategori som begrebet danskhed, der også signalerer et antikveret stammetilhørsforhold.

Ifølge Martin Henriksen (DF) er det i vor specielle stamme særdeles tvivlsomt, om formanden for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning er dansker, for nok hedder han Jens Philip til fornavn, men efternavnet Yazdani lugter fælt af noget muslimsk. Henriksens partifælle Susanne Eilersen kalder tilsvarende den danske landsholdsspiller Nadia Nadim for ”udlænding,” og eksemplerne på kainsmærkning er så lang som udsalgskøen i en større provinsby.

Alliancen mellem danskhed og flittigt lutheri har selvsagt heller ingen hjemmel i Det Nye Testamente. Den burde lige så lidt have hjemmel i et demokratisk samfund, for den særlige stammetro vil aldrig opfatte en muslim-mistænkt med et udansk efternavn som en rigtig dansker og dermed som en rigtig arbejdsom lutheraner.

Og tror du ikke på det, så bemærk venligst, at politikere næsten aldrig omtaler os som borgerne, men som DANSKERNE – ledsaget af den ekskluderende tilføjelse: ”Det synes VI danskere ikke …”

Men hvad rager det luthersk-nationale pindehuggeri det offentlige rum? Jo, du kan dårligt åbne en avis eller se en debat i fjernsynet uden at blive indbildt, at de fremmede ikke VIL vores kristne og danske kultur, at de har en perverteret religion og bizarre skikke, der strider mod julepynt og påskebryg og overarbejde og hvad ellers sømmer sig for et kerneluthersk værdisæt. De bør derfor drives til døbefonten og i resten af livet have tankepolitiets ånde i nakken.

Den tidehvervske Dansk Folkeparti-mission bliver på den facon et ekko af lige så formørkede imamers. Den er en eddikesvamp og fremkalder kun en ukristelig væmmelse.

Og som en selvfølge, der knap bemærkes af vore sløvede sanser, bliver den bestandige medie-kanonade imod de u-danskes eksistens til en smitsom sygdom. Den har for længst inficeret det politiske landskab, og magthavernes plus-ord i George Orwells roman 1984 har besat vort sprog. Sig Fædreland. Sig Luther. Ellers er du ikke én af os.

Assimilation og lutheri er konformisme og ensretning. Det er en lammelse, der reducerer alt til laveste fællesnævner, til frygt og underkastelse, for hvem tør efter masseomvendelse og tankepoliti omgås en afviger, som ifølge landets ypperste politiske intelligens er u-dansk og uden lutherske værdier?

Tør du – hvis du for eksempel er automekaniker – have en doven hedning liggende som læredreng under en folkevogn, når du for de samme penge kan lønne en født og flittig lutheraner? Og får du sved på panden ved tanken om, at hedningens kone går med burka og ikke er gravid med en omvendelse? Gad vide, om du ikke selv skulle have en rem af den slappe hedenske hud.

Med en professor og en forsvarsordfører fra Dansk Folkeparti som korsfarere går lutheri og stammelov nu hånd i hånd.

Eller for at repetere den anerkendte professor: ”Hvis vi ikke gør muslimerne lutherske, er vi på den.”

Udskift to af ordene, og du har en islamisk hadprædikant.

-------

Flemming Chr. Nielsen (1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.