Fl. Chr. Nielsen: Tørklæde-trusler mod velpolstrede banker

Forleden fik jeg en venlig mail fra banken. De fortalte, at min lokale afdeling nu flytter til nabobyen. Nej, de skrev ikke, at afdelingen derfor bliver nedlagt, og heller ikke, at nabobyens og min egen afdeling skal smækkes sammen til én sandwich. Det optimistiske nysprog var et desperat forsøg på at bilde mig ind, at jeg har vældig godt af en cykeltur på fem kilometer frem for én, når jeg skal forhandle min kassekredit.

Nedlæggelse af bankfilialer har indtil nu fremkaldt et billede af bankløse udkants-landsbyer, hvor gamle mænd og koner hver den første sætter sig op i morgenens rutebil for at trille ind til købstaden efter deres folkepension. Ved solnedgang vender de krumryggede hjem med den økonomiske tak for et langt arbejdsliv. Vel at mærke beskåret med et fast månedligt gebyr til banken.

Men nu har filial-barberingen også holdt sit indtog i storbyer. Og hvis jeg lukker øjnene godt i, kan jeg for mig se den pinagtige politiske forestilling, der indledte både rundbarberingen og gebyrindtoget.

Den havde premiere i januar 2013. Danske Bank meddelte dengang, at kunder med et forretningsomfang på mindre end trekvart million kroner for fremtiden skulle betale et fast gebyr for at bruge banken.

Bankgebyrer og nedlagte filialer henføres derimod til det, som kaldes udviklingen og den nødvendige ”polstring,” til den fri konkurrence og vigtigheden af en bonus til de af ansvaret tyngede chefer.

Fl. Chr. Nielsen

Læs mere: Danske banker brugt til at hvidvaske milliarder

Daværende erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF) mumlede en spag protest og brugte elastikudtrykket ”rimelige vilkår.” Den socialdemokratiske erhvervsordfører Benny Engelbrecht krævede et politisk indgreb, men Danske Bank fik ubetinget sin vilje.

Således forført kan Folketinget igen hengive sig til det anderledes rungende folkekrav, som gælder de 28 milliarder, indvandrere årligt siges at koste os, og som Dansk Folkeparti kalder en trussel mod velfærdsstaten.

Flemming Chr. Nielsen

Regeringen Helle Thorning-Schmidt, der indtil februar 2014 bestod af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti, faldt på knæ og greb ikke ind.

Tilhængere af det fiktive fænomen, der hedder fri konkurrence, henviste til, at det jo stod forbrugerne frit for at flytte til en bank uden månedlige gebyrer, men fiktionen afslørede sig omgående, og i dag er det i praksis umuligt inden for en dagsrejse at hitte en gebyrfri bank. Den enes gode idé smittede de andre, og modsat de krumbøjede pensionister, der står ud af rutebilen, kunne de 10 største bankers aktionærer ranke ryggen. Deres samlede udbytte i 2016 var ifølge Jyllands-Posten på 27,5 milliarder kroner, eller rundt regnet samme beløb som kunderne i de 16 største banker ifølge TV2 betalte i gebyrer, nemlig 26,5 milliarder.

Gebyr-undskyldningen var ellers, at bankerne skulle ”polstres,” så de kunne modstå en finanskrise som den i 2008.

På den måde sejrer nysproget igen. Det var ikke bankerne, der blev polstret, men aktionærerne, der kunne iklæde sig tykke vinterpelse.

Hvis vi nu forestiller os, at alle var besat af det ideelle samfundssind, kunne tvangsgebyrerne selvsagt afskaffes og erstattes med en blikdåse på skranken: ”Giv en skærv til bankens polstring.”

Eventuelt suppleret med årlige husstandsindsamlinger, hvor bankens funktionærer ringer på døren søndag formiddag, og det hele afsluttes med et hypnotisk gallashow på tv. Akkurat som når andre samfundsnyttige institutioner som Dansk Flygtningehjælp, Røde Kors, Kræftens Bekæmpelse osv. gør alle seerøjne våde, og de pelsklædte godvilligt erlægger en million eller to til børns og andre ulykkeliges redning.

Godgørenheden kunne tilsvarende udvides til de samfundsnyttige banker.

Men vi lever ikke i det ideelle samfund, hvad der er grunden til, at vi har politiske partier, som med passende lovgivning skal holde de værste udskejelser i skak.

Hvilket gør det ekstra parodisk, at netop en SF-minister i 2013 åbnede gebyr-ballet med et knæfald for bankernes nødvendige polstring. Kunne hun dog ikke alternativt have foreslået et lillebitte statsligt pengeinstitut i det lokale pizzerias bagbutik, hvor fattigfolk og jævnt bemidlede gratis kunne ordne deres minimale bank-forretninger?

Læs mere: Træt af hvidvaskning og skattely? Skift bank!

Den påkrævede sikkerhed mod røverier og overfald, sorte penge og illegal arbejdskraft er jo elimineret i kraft af en Venstre-ministers aktuelle opfordring til alle om at anmelde uregelmæssigheder i pizzeriaers baglokaler.

Men gebyrfri banker blev aldrig et folkekrav. I ærbødighed for pengenes religiøse magt slugte folket den bitre pille, hvad folket næppe ville have gjort, hvis det pludselig blev mødt med et gebyrkrav fra alle supermarkeder. Den situation ville føre til en landsomfattende sultestrejke og regeringsindgreb allerede ved den første sultemartyrs død.

Bankgebyrer og nedlagte filialer henføres derimod til det, som kaldes udviklingen og den nødvendige ”polstring,” til den fri konkurrence og vigtigheden af en bonus til de af ansvaret tyngede chefer.

Således forført kan Folketinget igen hengive sig til det anderledes rungende folkekrav, som gælder de 28 milliarder, indvandrere årligt siges at koste os, og som Dansk Folkeparti kalder en trussel mod velfærdsstaten.

Sjovt nok svarer beløbet ganske nøje til de 16 største bankers årlige gebyrer, men gebyrerne giver ikke anledning til daglige politiske oratorier på Christiansborg. Folketingets oratorier er forbeholdt den fiktive trussel med det evige omkvæd: ”Herre, befri os for de muslimske tørklæder.”

Og tro mig: det samstemmige oratorium overdøves aldrig af grinet i bankens direktionslokaler, mens de morer sig over Johan Herman Wessels fortælling om for smed at rette bager.

.......

 Flemming Chr. Nielsen (1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.