Fl. Chr. Nielsen: Vi gøres til børn, når virkeligheden bliver en snuff-film

Hvis en borger henvender sig til medierne med en skattesag, der forekommer ham dybt uretfærdig,  kan han ikke regne med sympatisk omtale og daglig opfølgning. Heller ikke hvis han ligger i krig om et naboskel, og brostenene flyver om ørerne på børn og kvinder.

Svaret vil være en afvisning: ”Desværre. Gå et andet sted hen med din klage.”

Anderledes ser det ud, når det drejer sig om en udvisningssag. Hvis den kommer i avisen, bliver bureaukratiet omgående så eftergivende som mørnet tømmer. Reportagen om de ulykkelige skæbner, der står til udsmidning, fremkalder ikke kun harme hos læserne, men især den myndigheds-reaktion, at der nu er fremkommet nye oplysninger, så sagen vil blive genovervejet.

Eksemplerne står nærmest i kø: For nylig var det historien om den 16-årige Rokhsar, der sammen med sin familie blev udvist til Afghanistan. Men da der blev produceret en film om Rokhsar, og hun dagligt var på forsiden, fik familien alligevel opholdstilladelse med henvisning til barnets tarv.

Da reduceres vi til småbørn i selvsamme skov. Den fjerde statsmagts faderlige hånd er der for at beskytte os mod virkeligheden. Medierne tildeler os et udvalg af skønmalerier frem for de grumme realiteter.

Som om Rokhsars ”tarv” pludselig havde ændret sig.

Eller da en 60-årig amerikansk kvinde efter 32 års ophold i Danmark fik besked på, at hun senest den 9. april skulle forlade landet. Mary Stewart Burgher har i 32 år arbejdet for WHO i Danmark, har en solid pensionsopsparing og bor i en gældfri ejerlejlighed. Udlændingestyrelsen fandt dog ingen ”særlige grunde” til fortsat at give hende opholdstilladelse, men så kom hun i fjernsynet og aviserne, og pludselig fik hun den besked, at hun indtil videre kunne blive i landet, mens hendes ankesag blev gennemgået.

Modsat spærrer vi begærligt gluggerne op, hvis folk torteres i en krimi eller sprænges til konfetti i en krigsfilm. Men vi indbydes til at klemme dem helt i, hvis massakren er døde børn.

Flemming Chr. Nielsen

Og lur mig, om ikke det ender med, at hun uden trusler om udsmidning kan fortsætte sit frivillige arbejde, der rækker fra bestyrelsen i Det Danske Shakespeare Selskab og til en indsats for pårørende til alkoholikere.

Så er alt jo såre godt. Medierne kan igen bryste sig af deres uundværlige rolle som den fjerde statsmagt. Magthaverne bøjer sig. Læserne får deres solstrålehistorie. De ellers udraderede kan ånde lettet op.

Men under skønmaleriet gemmer der sig altid en fortrængt virkelighed. Hvad med dem, der ikke er så fotogene som den 16-årige Rokhsar Sediqi, eller som ikke har viet 32 år af deres liv til en humanitær indsats som Mary Stewart Burgher? Hvad med de fysisk eller psykisk invaliderede, der ikke kan stilles frem som indbydende salgsvarer på avisens forsider? Hvad med dem, der ikke fra naturens hånd er charmerende udrustet?

Læs mere: Samuelsen: Det her kan blive Trumps 9/11

Hvis de er ”hvide” uønskede, kan de anonymt bestille en enkeltbillet til et andet civiliseret land. Hvis de er ”brune", bliver de i nattemørke, bag aflåste døre og om nødvendigt i håndjern m. m. ført ind i et fly til død og undergang.

Kan medierne så med rette henvise til deres altid ukorrumperede og aldrig svigtende livtag med virkeligheden, selv hvor den fremviser sin iskulde og umenneskelighed, sin dæmoni og djævelskab? Nej, mediernes kærlighed til æstetik og koreografi, stilistik og skønmaleri gælder ikke alene i udvisningssager, hvor de alt for knuste og fornedrede ikke får adgang til rampelyset, men må gemme deres elendighed og smerte i kulissens mørke.

Næsten dagligt formaner TV-studieværter deres publikum om, at nu kommer der nogle grimme billeder og en række scener, der kan vække anstød. Bogstavelig talt forledes vi på den måde til at lukke øjnene for livets modbydeligheder – og gad vide, om advarslen ville ophøre,  hvis landet var besat, og skrigene fra de lemlæstede eller deporterede lød lige uden for stuevinduet.

Modsat spærrer vi begærligt gluggerne op, hvis folk torteres i en krimi eller sprænges til konfetti i en krigsfilm. Men vi indbydes til at klemme dem helt, hvis massakren er døde børn, der skyller i land, forvredne og tilsølede lig i en ørken eller – ja, en udvist, der ikke er medie-æstetisk. Når virkeligheden afslører sig som snuff (snuff er et slangudtryk for døds-pornografi), kryber medierne i skjul, og de inviterer deres kunder til at reagere med samme fortrængning.

Fotografen Jan Grarup var for nogle dage siden gæst i Deadline. Med sig havde han en fotoserie fra den såkaldte Islamiske Stat. Det blev oplyst, at en række trykte medier havde afvist at offentliggøre hans billed-dokumentation, der var for makaber og stødende, men Deadline ”valgte” (det er et journalistisk yndingsord) alligevel med synlig stolthed og som et bevis på uforfærdethed at præsentere seerne for et begrænset og ikke alt for skræmmende indblik – ledsaget af den monotone advarsel: ”Nogle af disse billeder er meget stærke, men de mest brutale har vi udeladt.”

På den måde umyndiggøres vi i forhold til den virkelighed, hvori vi er parthavere. Reelt bliver vi af medierne omdefineret til en slags bistandsklienter, der står udenfor. Medierne afgør, hvad vi kan tilkomme – ikke af penge, men af indsigt.

Det gælder fra det æstetisk bestemte fravalg af udvisningstruede, der ikke magter at danse efter manuskriptet, og til den retoucherede gengivelse af menneskeheden, når den forvandles til rovdyr i den globale skov.

Da reduceres vi til småbørn i selvsamme skov. Den fjerde statsmagts faderlige hånd er der for at beskytte os mod virkeligheden. Medierne tildeler os et udvalg af skønmalerier frem for de grumme realiteter.

......

Flemming Chr. Nielsen (1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.