Flemming Chr. Nielsen: Åh, hvor jeg dog savner Sovjetunionen!

KLUMME: Efter Berlinmurens fald rettede dele af det anti-marxistiske borgerskab ulykkeligvis deres nu frisatte kampgejst mod 'de fremmede', skriver Flemming Chr. Nielsen, der her præsenterer en etisk genopretningsplan for borgerskabet.

Forleden læste jeg i Berlingske den konservative Rasmus Jarlovs automatord – ja, for de må virkelig være trukket i en sprogautomat: ”Det ville være en berigelse for Danmark, hvis vi overhovedet ikke havde nogen fra Mellemøsten.”

Om Naser Khader i den krænkende anledning udfordrede Jarlov til natlig duel ved Frihedsstøtten på Vesterbro, kan jeg ikke vide, men de mangfoldige automatvarianter af udelukkelse, nedgøren og ydmygelse er bestemt ikke forbeholdt Søren Papes parti.

Hele den borgerlige fløj inklusive Socialdemokraterne er som konkurrerende lystfiskere på samme åbred: ”Min krog er større end din. Min orm er federe end din. Jeg fanger derfor flere stemmer end dig.”

Men før jeg kvit og frit forærer de konservative et lystfiskergrej, der med rimelig garanti kan få de siksakkende vælgerfisk – måske indbefattet mig selv – til at strømme ind i partiet, må jeg minde de konservative og andre borgerlige partier om en glorværdig fortid, der brat sluttede med Berlin-murens fald i november 1989.

Nogle uger efter Sovjetblokkens sammenbrud mødte jeg en gammel ven i toget. Jeg kendte ham som en mand, der havde forsvaret humanistiske idealer, menneskerettigheder og ytringsfrihed. Altid skrev han artikler og kronikker om de hæslige og menneskefjendske tilstande, der herskede bag Jerntæppet.

Jeg opfattede ham som modig og uforfærdet, for han lagde aldrig fingrene imellem, når han kritiserede den marxistiske ideologi og den såkaldt ”realiserede socialisme”. Selvfølgelig havde han af den grund skaffet sig fjender på den danske venstrefløj, men med konservativ stolthed bar han den jævnlige tilsvining af sin person. Hans svar var altid en hyldest til de europæiske og humanistiske ideer, som for ham var uantastelige.

Men den aften i toget så han ikke spor kampberedt ud. Han virkede udmattet, og jeg bildte mig ind, at der var kommet en antydning af tics i hans før så besindige ansigt.

Uvilkårligt fik jeg den tanke, at han nok var ulykkelig over, at vor fælles sovjetfjende var afgået ved døden, og at millioner af mennesker i Østeuropa nu jublede over deres nyvundne frihed. Han kunne skrive en kronik eller to om, at ondskab og nederdrægtighed var jaget på flugt, men ellers måtte han se i øjnene, at der ikke var mere at kæmpe for, og at hans supplerende indtægtskilde som kronikør og foredragsholder var tørret ud.

Sagt i korthed havde han ikke længere socialismen og kommunismen som boksebold. Men ivrige sportsfolk har det med at holde ud og ikke give op, så min gamle ven fandt sig ret hurtigt en ny sportsgren, hvori han kunne boltre sig. Hans fjendebillede blev de indvandrere og flygtninge, der nåede ind over grænsen til Danmark, og han gav sig til at analysere deres rænkespil.

Hvor det engang var marxisterne, der ville oversvømme de vestlige demokratier med forrædere og fundamentalister med terrorister, spioner og femtekolonne-folk, blev det nu ”de fremmede,” der var ude på at invadere vort humanistiske og frihedselskende samfund.

Han havde fået et nyt og årelangt tema for sin debat.

Jævnligt funderer jeg over hans udvikling. Han er for mig blevet et symbol på en galop mod afgrunden i vort samfund. Borgerligt og konservativt tænkende mennesker, som i Jerntæppets tidsalder hædrede humanisme og frisind som urokkeligt tankegods, der modstod ethvert djævelsk attack fra onde kommunistiske kræfter, ja, de samme borgerlige modstandsfolk har nu opgivet alt det, som de engang kaldte umisteligt. Ord som pladderhumanisme, menneskerettighedspjat og godhedsindustri er blevet mainstream-begreber.

Men dengang kunne vi ophidses over den daglige brutalitet i Østblokken, hvor fængselsfanger og deporterede folkefjender (nogle af dem ærkekriminelle) ikke fik så meget som en beskeden julegave.

Vi rørtes til tårer, når vore aviser skrev om en familie, som det var lykkedes at flygte ud i friheden, og vi beundrede den mor, som under flugten havde held til i det skjulte at medbringe en arvet guldring.

Med en gysen lyttede vi til beretninger om, at skolebørn fik gratis kage, når bedemænd som Erich Honecker fyldte rundt. Vantro hørte vi om anti-socialistiske hadprædikanter (Alexander Solsjenitsyn m. fl.), hvis blotte eksistens var tålt, men som var tvunget til at henslæbe deres liv under Sibiriens utålelige forhold.

Og værst af alt: De halv- og heldemente magthavere holdt timelange automattaler, hvori de takkede folket for dets beredthed og dets utrættelige kamp imod de anti-demokratiske kræfter i både øst og vest, der havde til hensigt at nedbryde den tyske demokratiske stat.

Det totalitære indhold er i dag blevet let genkendeligt fællesgods hos danske partier, der som de konservative har svigtet fortidens idealer, og deres årelange stemmefiskeri helt ned i politisk slam og mudder er et grimt syn. Men fat mod, Søren Pape. Her får du ganske gratis en opskrift på succes.

Behold gerne den konservative treenighed, der hedder Gud, Konge og Fædreland. Supplér den med anstændighed. Slås ihærdigt for gamle konservative dyder og dannelsesidealer. Kæmp for universiteternes og lærdommens uendelige betydning for et frit samfund (der er råd til det, nu hvor Nationalbanken peger på en kommende højkonjunktur).

Læs mere: Pape henter Politiken-journalist som særlig rådgiver

Tal med respekt om og til de svage, hvad enten de er fanger eller flygtninge. Afvis enhver stank af fremmedhad. Fremvis vor danske solidaritet og humanisme. Vær for stor til smålighed.

Du vil svare, at generøsitet er der ikke stemmer og politisk fremdrift i, for vælgerne vil hellere høre om pisk og elektroniske lænker, om vand og brød, om udvisning og tålt ophold.

Men lad mig så minde dig om et parti, der for ikke ret mange år siden gav alle vi frustrerede vælgere et fristed, hvor vi med stolthed kunne opholde os. Partiet hed Ny Alliance. Det blev for netop ti år siden stiftet af Anders Samuelsen, Naser Khader og Gitte Seeberg.

11 pct. af alle danskere ville ifølge meningsmålinger i maj 2007 stemme på Ny Alliance, der havde sat sig som mål at gøre op med Dansk Folkepartis fremmedhad. Måske husker du det sejrsstolte slagord, der hed ”Nok er nok!”

Desværre gik der orm og magtkampe i partiet, men dem kender du så rigeligt fra dit eget partis historie, og du vil vide, hvordan de undgås.

Gør derfor Det Konservative Folkeparti til Ny Alliances afløser i et borgerligt klima, der giver os kvalme i den bestandige konkurrence om at lægge sig på populismens bund.

Deltag ikke i den permanente fornærethed, der lukker alle døre. Afvis de små og fikse, lumpne og giftige udfald mod flygtninge, arbejdsløse, bistandsklienter, studerende, fattigfolk, psykisk syge, alle de nålestik, der minder os om konformismen i Sovjetimperiet.

Der vokser ingen forårsblomster i det hul, som de konservative lader sig suge ned i, men du har chancen, før vi skuffede halv-, små- og helborgerlige vælgere for evigt deponerer vores stemme hos Enhedslisten eller Alternativet. Du giver os ikke andre muligheder.

Alle de borgerlige idealer og den borgerlige modstandsvilje forsvandt sammen med Sovjetunionens undergang. Måske var det alt sammen bare snak og attitude, men hvis det alligevel var ærligt ment, så lad det genopstå. Hvis ikke, skal vi i de næste mange år gå hjemløse rundt og sukke: ”Åh, hvor jeg dog savner Sovjetunionen!”

Ikke for unionens grusomhed, men for de idealer, grusomheden i trods og kontrast holdt levende hos os.

......

Flemming Chr. Nielsen (1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Kristian Danholm: Er Mads Langer parat til at miste alt? Kristian Danholm: Er Mads Langer parat til at miste alt? Næste artikel Henrik Dahl: Naive høge i Den Nye Verdensuorden Henrik Dahl: Naive høge i Den Nye Verdensuorden
  • Anmeld

    Jens Voldby Crumlin

    Tiltrængt opråb om borgerlig anstændighed

    Straffer vi som samfund for at få hævn eller for at forhindre selvtægt? Er formålet, at det skal gøre ondt på den straffede – eller er det at forhindre, at gerningsmanden begår ny kriminalitet?
    Det siger noget både om regeringen og om landets tilstand, at vi har en justitsminister, som uden at blinke afviser forskning og sagkundskab på sit eget område. Citater fra:
    http://www.arbejderen.dk/leder/humanisme-og-straf

  • Anmeld

    Hellmut Toftdahl · mag. art.

    Filosofisk boldpil uden en mur

    Der findes folk, der tænker, som tennisspillere spiller bold: Man skal have en modspiller for at kunne "holde bolden i luften".
    Som børn spillede vi gerne bold med os selv op mod en mur. Det var sådan Berlinmuren fungerede for vores borgerlige "debattanter" (debattør er for ambitiøst et udtryk).
    Man kan også spille bold med sig selv uden både modspiller og mur. Det kaldes at jonglere, og så kan man endda have mange bolde i luften på en gang, og man vinder, hver gang man præsterer lidt mere. Søren Kierkegaard kaldte det "dialektisk Tænkning" eller "Bevidsthedens Elasticitet"
    Vi mangler i den grad i dag filosofiske jonglører, der kan holde hjernen klar, tungen lige i munden og tænke selv uden såvel Berlinmur, Jerntæppe som Trump, lePen og Angela Merkel at spille sig op imod. Det er altsammen blot eksempler på "Udvorteshedens Spektakel", politisk fægtekunst uden substans, mens verden drukner i overbefolkning, militær oprustnng og global storkapitalistisk nedsmeltning.

  • Anmeld

    Ole Gerstrøm · Økonom, Tidl. MF

    ... et ondt menneske

    Ak ja, Flemming Chr. Nielsen hylder fortsat for de idealer, som Sovjetunionen holdt levende så længe det varede.
    Det var deportationer, sult, folkemord, gulag, natlige arrestationer, KGB-fængslinger, tortur, vilkårlige henrettelser, kvoter for henrettelser af samfundsgrupper, undertrykkelse af religioner, statskontrol med nyhedsformidling, politisk diktatur, meningsdiktatur, økonomisk vanvid, almindelig elendighed og meget mere.
    Flemming Chr. Nielsen må være et ondt menneske.

  • Anmeld

    Christian X

    Den nye mur kommer

    Den kommer mod syd - og du skal nok få de kontraster, som du ønsker.

    Læs statistik og reflekter fordomsfrit:

    http://www.dst.dk/da/Statistik/nyt/NytHtml?cid=20403

    http://jyllands-posten.dk/livsstil/ECE9439196/hver-femte-nyfoedt-i-danmark-har-udenlandske-roedder/

    Prisen for indvandringen er så stor, at intet regerings parti har turdet gøre regning op. Norge har gjort et konservativt forsøg på at opgøre nogle af de målbare omkostninger, resultatet blev: 62 mia. norske kroner om året:

    https://www.regjeringen.no/no/dep/jd/org/styre-rad-og-utval/innstillinger/innstillinger-fra-utvalg/innstillinger-2017/utvalg-om-langsiktige-konsekvenser-av-hoy-innvandring/id2468501/

    Den løbske befolkningstilvækst vil kun forstærke problemerne:

    http://www.dr.dk/nyheder/viden/miljoe/naesten-11-milliarder-mennesker-i-2100

    Historien og biologien er fyldt med dokumentation om, hvad der sker, når en population bliver for stor i forhold til ressourcerne. Ressourcemanglen vil medføre hungersnød, tørst, krige og/eller sygdomme. Det vil medføre flugt til bedre græsgange, hvor mønstret risikerer at gentage sig.

    Det bliver kun værre, hvis vi gør, som vi plejer - fornægter det.

    Hvis det Konservative Folkeparti skal bestå, skal det værne om ordentlighed i Danmark. Det starter ved den danske grænse.

    De konservative har forsømt deres vigtigste opgave; at være dem der trækker grænsen - især overfor al laissez faire liberalisme.



  • Anmeld

    Kirsten Kjellerup

    @Ole Gerstrøm

    Skulle du ikke lige læse klummen, inden du kommenterer på den? For det har du da tydeligvis ikke gjort!

  • Anmeld

    Benny Bjerregaard

    Omvendt....

    ..kan det vel siges at "marxisterne" hyldede noget der brød sammen. Nu har de så kastet sig over noget nyt - bekymrende !

  • Anmeld

    Regula Maltry · pens. lærer

    Fjendebilleder

    Mennesket i almindelighed skal altid have et fjendebillede at hugge ned på. Det vil sige de fleste vælgere, uden evne og lyst til selvstændig tænkning, tror på det, de samfunds-styrede og betalte medier udråber som fjende: En gang var det Sovjet-unionen, i dag er det de 'fremmede', indvandrerne, islam, ISIS o.s.v.
    Hvad, hvis man nu en gang prøvede at tænke selv!
    Hverken i Sovjet-Unionen eller i Mellemøstens Islam er alting bare slemt.
    Hvad, hvis vi prøvede at lære af hinanden, tage det gode og forkaste det hæslige fra enhver ideologi.
    I S.U. var alle lige, alle havde ret til at spise sig mætte, til uddannelse, til sygepleje, ingen var milliardær ved siden af hjemløse gade-tiggere.
    Det havde vi brug for at komme tilbage til i Vesten. Okay, der var hård forfølgelse af politisk U-enige og politikere som snød sig til mere lighed end de havde ret til. Det kan vi så forkaste.
    Det gode ved Islam skal vi først finde ud af, men der er sikkert noget. Måske mere ærbarhed end det 'seksuel frigjorte' vesten, som er kommet for langt !?
    Men lad os finde tilbage til det gode, til SOLIDARITET, til kærlighed med vores medmennesker i stedet for den egoistiske, industrialiserede 'noget for noget-mentalitet' vi er havnet i.

  • Anmeld

    Søren Ferling

    Dette lille stykke er seriøst misforstået...

    Sovjets modstandere var ikke et videre aktivt segment.
    Det var derimod Vestens modstandere, der mistede deres alternativ med Murens fald.
    De overførte deres rutinemæssige alliancer med Vestens fjender til islam.
    Sovjets modstandere er i dag mere aktive, fordi indvandringen er en langt større trussel end Sovjet nogensinde var.
    Vestens modstandere er forsøger sig til stadighed med fantasier om at indvandringsmodstandere tidligere var ivrige modparter til Sovjet og at de har skiftet jøderne ud med muslimerne. Dette sidste er vildt anakronistisk.
    Vestens modstandere, venstrefløjen forstår ikke stort, fordi de aldrig kigger indad, men kun udad, hvor de kan pege på alle de forkerte mennesker.
    Det er seriøst hjælpeløst.

  • Anmeld

    Thomas Krag · Debattør

    Sovjetunionen var god for os

    Jeg savner også Sovjetunionen. Den var en spejling af vores vestlige samfund, et forsøg på at virkeliggøre en fristende utopi der - alle virkeliggørelsens gruopvækkende konsekvenser til trods - betød, at vi i vesten måtte gøre os umage. Umage med at gøre vores samfund stærke, umage med at sikre, at der blev taget hånd om samfundets svageste, så det billede af vesten, Sovjetunionen tegnede, blev gjort til skamme. Da Sovjetunionens kollaps var en realitet, var det som om, vi holdt op med at gøre os umage, og at billedet af, hvad det var for en slags samfund, vi arbejdede for, fortonede sig. Det var givetvis ikke ret sjovt at leve på murens sovjet-side. Men klart sjovere at leve på vest-siden, så længe muren var der.