Flemming Chr. Nielsen: Åh, hvor jeg dog savner Sovjetunionen!

Forleden læste jeg i Berlingske den konservative Rasmus Jarlovs automatord – ja, for de må virkelig være trukket i en sprogautomat: ”Det ville være en berigelse for Danmark, hvis vi overhovedet ikke havde nogen fra Mellemøsten.”

Om Naser Khader i den krænkende anledning udfordrede Jarlov til natlig duel ved Frihedsstøtten på Vesterbro, kan jeg ikke vide, men de mangfoldige automatvarianter af udelukkelse, nedgøren og ydmygelse er bestemt ikke forbeholdt Søren Papes parti.

Hele den borgerlige fløj inklusive Socialdemokraterne er som konkurrerende lystfiskere på samme åbred: ”Min krog er større end din. Min orm er federe end din. Jeg fanger derfor flere stemmer end dig.”

Men før jeg kvit og frit forærer de konservative et lystfiskergrej, der med rimelig garanti kan få de siksakkende vælgerfisk – måske indbefattet mig selv – til at strømme ind i partiet, må jeg minde de konservative og andre borgerlige partier om en glorværdig fortid, der brat sluttede med Berlin-murens fald i november 1989.

Gør derfor Det Konservative Folkeparti til Ny Alliances afløser i et borgerligt klima, der giver os kvalme i den bestandige konkurrence om at lægge sig på populismens bund.

Flemming Chr. Nielsen

Nogle uger efter Sovjetblokkens sammenbrud mødte jeg en gammel ven i toget. Jeg kendte ham som en mand, der havde forsvaret humanistiske idealer, menneskerettigheder og ytringsfrihed. Altid skrev han artikler og kronikker om de hæslige og menneskefjendske tilstande, der herskede bag Jerntæppet.

Jeg opfattede ham som modig og uforfærdet, for han lagde aldrig fingrene imellem, når han kritiserede den marxistiske ideologi og den såkaldt ”realiserede socialisme”. Selvfølgelig havde han af den grund skaffet sig fjender på den danske venstrefløj, men med konservativ stolthed bar han den jævnlige tilsvining af sin person. Hans svar var altid en hyldest til de europæiske og humanistiske ideer, som for ham var uantastelige.

Hvor det engang var marxisterne, der ville oversvømme de vestlige demokratier med forrædere og fundamentalister, med terrorister, spioner og femtekolonne-folk, blev det nu ”de fremmede,” der var ude på at invadere vort humanistiske og frihedselskende samfund.

Flemming Chr. Nielsen

Men den aften i toget så han ikke spor kampberedt ud. Han virkede udmattet, og jeg bildte mig ind, at der var kommet en antydning af tics i hans før så besindige ansigt.

Uvilkårligt fik jeg den tanke, at han nok var ulykkelig over, at vor fælles sovjetfjende var afgået ved døden, og at millioner af mennesker i Østeuropa nu jublede over deres nyvundne frihed. Han kunne skrive en kronik eller to om, at ondskab og nederdrægtighed var jaget på flugt, men ellers måtte han se i øjnene, at der ikke var mere at kæmpe for, og at hans supplerende indtægtskilde som kronikør og foredragsholder var tørret ud.

Sagt i korthed havde han ikke længere socialismen og kommunismen som boksebold. Men ivrige sportsfolk har det med at holde ud og ikke give op, så min gamle ven fandt sig ret hurtigt en ny sportsgren, hvori han kunne boltre sig. Hans fjendebillede blev de indvandrere og flygtninge, der nåede ind over grænsen til Danmark, og han gav sig til at analysere deres rænkespil.

Hvor det engang var marxisterne, der ville oversvømme de vestlige demokratier med forrædere og fundamentalister med terrorister, spioner og femtekolonne-folk, blev det nu ”de fremmede,” der var ude på at invadere vort humanistiske og frihedselskende samfund.

Han havde fået et nyt og årelangt tema for sin debat.

Jævnligt funderer jeg over hans udvikling. Han er for mig blevet et symbol på en galop mod afgrunden i vort samfund. Borgerligt og konservativt tænkende mennesker, som i Jerntæppets tidsalder hædrede humanisme og frisind som urokkeligt tankegods, der modstod ethvert djævelsk attack fra onde kommunistiske kræfter, ja, de samme borgerlige modstandsfolk har nu opgivet alt det, som de engang kaldte umisteligt. Ord som pladderhumanisme, menneskerettighedspjat og godhedsindustri er blevet mainstream-begreber.

Men dengang kunne vi ophidses over den daglige brutalitet i Østblokken, hvor fængselsfanger og deporterede folkefjender (nogle af dem ærkekriminelle) ikke fik så meget som en beskeden julegave.

Vi rørtes til tårer, når vore aviser skrev om en familie, som det var lykkedes at flygte ud i friheden, og vi beundrede den mor, som under flugten havde held til i det skjulte at medbringe en arvet guldring.

Med en gysen lyttede vi til beretninger om, at skolebørn fik gratis kage, når bedemænd som Erich Honecker fyldte rundt. Vantro hørte vi om anti-socialistiske hadprædikanter (Alexander Solsjenitsyn m. fl.), hvis blotte eksistens var tålt, men som var tvunget til at henslæbe deres liv under Sibiriens utålelige forhold.

Og værst af alt: De halv- og heldemente magthavere holdt timelange automattaler, hvori de takkede folket for dets beredthed og dets utrættelige kamp imod de anti-demokratiske kræfter i både øst og vest, der havde til hensigt at nedbryde den tyske demokratiske stat.

Det totalitære indhold er i dag blevet let genkendeligt fællesgods hos danske partier, der som de konservative har svigtet fortidens idealer, og deres årelange stemmefiskeri helt ned i politisk slam og mudder er et grimt syn. Men fat mod, Søren Pape. Her får du ganske gratis en opskrift på succes.

Behold gerne den konservative treenighed, der hedder Gud, Konge og Fædreland. Supplér den med anstændighed. Slås ihærdigt for gamle konservative dyder og dannelsesidealer. Kæmp for universiteternes og lærdommens uendelige betydning for et frit samfund (der er råd til det, nu hvor Nationalbanken peger på en kommende højkonjunktur).

Læs mere: Pape henter Politiken-journalist som særlig rådgiver

Tal med respekt om og til de svage, hvad enten de er fanger eller flygtninge. Afvis enhver stank af fremmedhad. Fremvis vor danske solidaritet og humanisme. Vær for stor til smålighed.

Du vil svare, at generøsitet er der ikke stemmer og politisk fremdrift i, for vælgerne vil hellere høre om pisk og elektroniske lænker, om vand og brød, om udvisning og tålt ophold.

Men lad mig så minde dig om et parti, der for ikke ret mange år siden gav alle vi frustrerede vælgere et fristed, hvor vi med stolthed kunne opholde os. Partiet hed Ny Alliance. Det blev for netop ti år siden stiftet af Anders Samuelsen, Naser Khader og Gitte Seeberg.

11 pct. af alle danskere ville ifølge meningsmålinger i maj 2007 stemme på Ny Alliance, der havde sat sig som mål at gøre op med Dansk Folkepartis fremmedhad. Måske husker du det sejrsstolte slagord, der hed ”Nok er nok!”

Desværre gik der orm og magtkampe i partiet, men dem kender du så rigeligt fra dit eget partis historie, og du vil vide, hvordan de undgås.

Gør derfor Det Konservative Folkeparti til Ny Alliances afløser i et borgerligt klima, der giver os kvalme i den bestandige konkurrence om at lægge sig på populismens bund.

Deltag ikke i den permanente fornærethed, der lukker alle døre. Afvis de små og fikse, lumpne og giftige udfald mod flygtninge, arbejdsløse, bistandsklienter, studerende, fattigfolk, psykisk syge, alle de nålestik, der minder os om konformismen i Sovjetimperiet.

Der vokser ingen forårsblomster i det hul, som de konservative lader sig suge ned i, men du har chancen, før vi skuffede halv-, små- og helborgerlige vælgere for evigt deponerer vores stemme hos Enhedslisten eller Alternativet. Du giver os ikke andre muligheder.

Alle de borgerlige idealer og den borgerlige modstandsvilje forsvandt sammen med Sovjetunionens undergang. Måske var det alt sammen bare snak og attitude, men hvis det alligevel var ærligt ment, så lad det genopstå. Hvis ikke, skal vi i de næste mange år gå hjemløse rundt og sukke: ”Åh, hvor jeg dog savner Sovjetunionen!”

Ikke for unionens grusomhed, men for de idealer, grusomheden i trods og kontrast holdt levende hos os.

......

Flemming Chr. Nielsen (1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.