Elk Horn er en småby langt ude på prærien i Iowa, USA, og forleden fik den mig til at knibe en tåre. Tåren trillede, da Danmarks Radio genudsendte en reportage fra Elk Horn, for byen blev grundlagt af danske udvandrere for 120 år siden, og minsandten om ikke de ca. 600 indbyggere i Elk Horn stadig har en åndelig hjertestarter, der holder danske traditioner i hævd:

Æbleskiver og medisterpølse, årlig Tivoli-fest og en vindmølle fra Nørre Snede.

Sådan en tåre, der udløses af præriens danske kulturarv, skal man bestemt ikke vrænge ad. Det nationale bor dybt i vore hjerter og må bestemt være noget specielt for os danskere. I hvert fald er sentimentale drømme om det tabte hjemland ikke noget, vi accepterer hos udlændinge, der slår sig ned i vores land.

Hvis de fejrer en aparte højtid, tager en særlig beklædningsgenstand om hovedet, beder en udansk bøn eller snakker sammen på deres barndoms malabariske sprog, så er Fanden eller hans tvillingesøster Forargelse løs.

Hellere end sådan en fælles spændetrøje af en danskhedskanon kunne nogen måske ønske sig lidt mere af det FRISIND, der måtte nøjes med en beskeden 8. plads i kanonen.

Flemming Chr. Nielsen

De udanske har med integrationsministerens ord ikke ”fået Danmark ind under huden.” Men bortset fra uhyggelige associationer om Danmark som noget i retning af en skovflåt, der med biddet siddende inde under huden på én kan give anledning til både hjernehinde- og nervebetændelse, kan det i sig selv være farligt at få et land boret ind under huden.

Se bare på de to teenagepiger i reportagen fra Elk Horn. De var skyld i, at min nationale tåre hurtigt tørrede ud, for de følte sig som livstidsfanger i et frilandsmuseum:

”Vindmøllen er ikke spændende. Vi glor på den hver evig eneste dag. Og dér er Havfruen. Skal vi ikke hellere brænde noget gummi af?”

I Elk Horn får du masser af danskhed ind under huden. Når du står ud af sengen om morgenen, kigger du lige ind i en vindmølle. Når du går i skole, har du vindmøllen som skytsengel ved din højre side. Hvis du vil ud og brænde gummi af, får du et bebrejdende blik fra vindmøllens klapper og krøjeværk.

Sådan omtrent er det med Danmarkskanonen, som vist er nr. 8 eller 9 i rækken af nationale kanoner. Den er som at sidde på kirkebænken med en salme så uendelig lang, at du diskret vender blad for at kigge efter, om der stadig er mange, mange vers på næste side.

Mandag blev resultatet af Danmarkskanon-konkurrencen offentliggjort. Sejren var vores, omtrent som havde der været tale om en fodboldkamp med kun et hjemmehold og ingen modstander. I alt scorede vi 10 mål, og spændingen blev udløst med VELFÆRDSSAMFUNDET som det afgørende mål. Kommentatorer i nationalsport vil også hæfte sig ved fremragende driblinger omkring FRIHED, TILLID og ned til DEN KRISTNE KULTURARV, der i skarp konkurrence med HYGGE akkurat kneb sig ind på resultattavlens 10. plads.

Altså masser af grunde til at råbe hurra. ”Det Danmark. Det kanon. Det sejt.”

Kanonholdets træner var denne gang forhenværende kultur- og kirkeminister Bertel Haarder, som har al mulig årsag til at være glad og taknemmelig på hjemmeholdets vegne. Alligevel citeres han i Berlingske Tidende for en løjerlig udtalelse om Danmarkskanonen. Kanonen henvender sig nemlig ikke kun til det sejrende hold, men – siger den tidligere minister – ”Jeg håber også, at den kommende udgave af indfødsretprøven kan inspireres af den her liste.”

Og så føjer Bertel Haarder til, at ét afgørende spørgsmål bør stilles til folk, der kommer udefra:

”Må man for eksempel her i landet gøre nar af Gud og Jesus og statsministeren og dronningen?”

Skriv for Guds skyld Ja. Ellers bliver du aldrig en rigtig dansker. Du skal have ind under huden, at hos os består gummiafbrænding i retten til hån, spot og latterliggørelse.

Hellere end sådan en fælles spændetrøje af en danskhedskanon kunne nogen måske ønske sig lidt mere af det FRISIND, der måtte nøjes med en beskeden 8. plads i kanonen og se sig overgået af bl. a. FORENINGSLIV OG FRIVILLIGHED.

Men Frisind er unægtelig også en slags femtekolonne-ord eller det femte hjul til en vogn. Som regel ilde anbragt, til overs, unyttigt, noget upassende. Efter ordet Frisind følger næsten altid et men…

Ikke desto mindre optrådte ordet Frisind engang uden det dementerende danske men… Da den legendariske og nu afdøde mediekanon Jørgen Schleimann for et kvart århundrede siden blev ansat som chefredaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten, havde han nemlig med sig et motto, der dagligt blev slået op i avisens kolofon som en lystavle og en ånds-kanon:

'FRISIND ER ANDET OG MERE END FRISIND BLANDT LIGESINDEDE.'

Der er en farlig dobbelthed i sætningen om Frisind. Umiddelbart er det jo noget, vi alle er tilhængere af. Danmarkskanonen ligger badet i jubel og Frisind og skåltaler. Selvsagt går vi ind for det hele. Kun et utaknemmeligt barn kan nære afsky for Velfærdssamfundet, Sproget, Kulturarven etc., men Frisindets prøve skal for alvor aflægges den dag, vi er blandt ikke-LIGESINDEDE. Accepterer vi nu også deres frihed og deres sind?

Se igen på de to teenagepiger i den danske Elk Horn-oase på verdens store prærie. Skal de dukke hovedet for de snurrende hjul og fryde sig over den museale vindmølle? Eller rækker vort frisind til, at nogen brænder gummi af?

”Herfra min verden går” skrev H. C. Andersen. Men HERTIL min verden går, det skrev han aldrig.