Fl. Chr. Nielsen: Ripenserne og liberale nymarxisters blinde burka-raseri

I en paradisisk fortid, hvor danskerne aldrig diskuterede tørklæder og manglende håndtryk, var jeg af undervisningsminister Bertel Haarder inviteret til seminar på Sorø Akademi. Ikke for mine blå øjnes skyld, men fordi den daværende Schlüter-regering gerne ville stå sig godt med den avis, hvor jeg var ansat som lederskribent. Hvad seminaret handlede om, har jeg glemt, men jeg kan huske en ganske bestemt rygepause.

I pausen stod ”vi liberale” og skraldgrinede ude i en korridor. Latteren og røgen bølgede op under taget og ud på akademiets grønne plæner, for aldrig havde vi da hørt mage til sludder som de marxistiske ungdomsoprøreres idiotiske og evigt gentagne påstand om, at den danske arbejderklasse var undertrykt.

Hvis nogle indvendte, at masser af danske arbejdsmænd jo havde både parcelhus, farve-TV og egen bil og i øvrigt blev smækfornærmede, hvis nogle opfattede dem som undertrykte, så tyede marxisterne til deres endnu mere tåbelige argument: Arbejderklassen var slet ikke klar over, at den var undertrykt. Den var et offer for sin egen falske bevidsthed. Det var et slogan, Karl Marx engang havde hittet på, og det betød, at arbejderne havde fået en forvrænget forståelse af deres ulykkelige situation. De var viljeløse ofre for den herskende borgerlige ideologi, som det nu gjaldt om at gennemskue og kaste på historiens mødding.

Kun på den måde kunne arbejderklassen frigøres fra sine lænker.

... så tyede marxisterne til deres endnu mere tåbelige argument: Arbejderklassen var slet ikke klar over, at den var undertrykt. Den var et offer for sin egen falske bevidsthed.

Flemming Chr. Nielsen

Kan nogen fortænke ”vi liberale” i at bryde ud i højrøstet latter?

Men farcer har det med at gentage sig selv. Marxisterne er nu stort set forsvundet fra den offentlige debat, eller rettere har de engang så liberale iklædt sig de aflagte marxistiske gevandter. Og i dag tør ingen skraldgrine over liberale påfund – ikke engang i en rygepause.

Jo, de muslimske kvinder, der går med tørklæde og ikke vil give hånd til mænd, er selvfølgelig undertrykte, og når mange af dem alligevel har karriere, globalt udsyn og egen uddannelse og bliver stiktossede, hvis nogle opfatter dem som undertrykte, så skyldes det, at de slet ikke er klar over, at de er det.

De er underlagt deres egen falske bevidsthed og har fået en forvrænget forståelse af deres ulykkelige situation. De er viljeløse ofre for den herskende islamiske ideologi, som det nu drejer sig om at gennemskue og kaste ud af det frisindede Danmark.

Kun på den måde kan de muslimske kvinder frigøres fra deres tørklæder og andre undertrykkende adfærdsformer.

Kan nogen fortænke de liberale i at se lige så alvorsfulde og idealistiske ud som fortidens marxister?

Men at debattere arbejderklasse eller tørklædekvinder, formynderi og forvaltning af andres liv er som at slå vand på gæs. Det preller af. Så lad os til afveksling kigge på den kulturarv og de danske værdier, som for nylig blev sømmet fast til en danmarkskanon. Hvis du allerede har glemt den, så fastslog den i kort resumé, hvad der skal anses for dansk og dejligt.

Tillad mig derfor at referere den måske danskeste og dejligste historie, jeg er stødt på i vor fælles kulturarv.

Den handler om kvinder i det 16.  og 17. århundredes Ribe. Uvist hvorfor havde de fået det indfald, at de ville gå med deres kåber over hovedet som en burka, en niqab eller et tørklæde, men der blev omgående udstedt en alvorsfuld bekendtgørelse om, at det var strengt forbudt, og begrundelsen var uhyre moderne. Når de nemlig var formummede, kunne ingen vide, om de var afvigere med ondt i sinde. Myndighederne allierede sig derfor med borgerskabets standsbevidste fruer, der aldrig selv gik med burka, og som datidens Pia Kjærsgaard, Inger Støjberg, Marie Krarup m.fl. bakkede fruerne naturligvis op om den tids nej-til-noget-om-hovedet: ”Det kunne lige passe andet.”

Desværre hjalp det ikke en døjt. Endnu flere jævne kvinder i Ribe gav sig til at gå med kåben over hovedet. I den mundering mødte de sågar op til bryllup og barnedåb, så datidens nærpoliti blev beordret til at rive kåberne af hovedet på de undertrykte og afkræve dem en bøde på én rigsdaler. Lige lidt nyttede det, og opildnet af den tids Naser Khader, Martin Henriksen og Marcus Knuth blev bøden sat op til ti rigsdaler: ”Vi skal ikke tolerere den slags.”

Heldigvis gav datidens internationale konflikter burka-kvinderne en smule fred, men da de sidste fjendtlige tropper havde forladt Ribe, tog myndighederne igen kampen op mod fjenden i vor egen lejr.

Nu var det præsterne i Ribe, der krævede skrappe midler taget i brug (én af dem må bestemt have heddet Søren Krarup). De klagede nemlig over, at når de tilhyllede kvinder gik til alters, kunne præsten ikke finde munden på dem og give dem oblaten. Og endnu værre var det, hvis de offentligt skulle skrifte, for med kåben over hovedet bortfaldt jo en væsentlig del af straffen, for de kunne ikke mærke menighedens forargede blikke dybt ind i sjælen.

Dansk Folkeparti, Venstre og Det konservative Folkeparti – nej undskyld: datidens magthavere – svarede præsterne, at de kunne regne med enhver tænkelig assistance. Skånselsløst ville der blive slået ned på de forvorpne og deres falske og ukristelige bevidsthed.

Se, det er jo en fuldt moderne reportage om oprør mod et pyntet og renset, fejet og luget Danmark, om en revolte, der stod på i et helt århundrede og ikke lod sig kue, og om kvinder, der blev forfulgt som afvigere og normbrydere, men svarede igen med en skraldlatter.

Men der er aldrig udstedt så meget som et frimærke med de ripensiske kvinder. De hyldes ikke på Venstres og DF's landsmøder. Der skrives ikke kronikker og debatindlæg om dem.

Jamen det hele er nok også noget, du selv har fundet på. Det er en rygepause-skrøne. Du lyver værre end Kellyanne Conway med hendes ”alternative fakta”. Selvfølgelig gik kvinderne i Ribe ikke med burka. Naturligvis fandtes der ikke dengang moderne, frie og selvstændigt tænkende politikere som Marcus Knuth, Pia Kjærsgaard, Naser Khader og Inger Støjberg. 

Jo, bestemt. Kvindeoprøret i Ribe er velbevidnet. Med solide kildehenvisninger fortæller kulturhistorikeren Troels-Lund derom i sit værk om danskernes dagligliv i det 16. århundrede.

Og Troels-Lund var en respekteret historiker. Han var Søren Kierkegaards halvnevø og både dr.phil. og kongelig ordenshistoriograf, men han havde den særhed, at han især interesserede sig for det udeladte, det fortrængte og det tilsandede i kulturarven. Lyslevende og skrattende genopstår derfor i hans bog den horrible sag om kvindeundertrykkelsen i Ribe.

Derimod skriver han ikke om alt det, som er harmoni, hjemstavn og forloren tryghed, for af det trug drikker kun politikere. Dér fås det, som lige nu og i denne folketingssamling defineres som nationalt kildevand.

Men hvad enten der er tale om kulturarv kontra tørklæder, danskhed kontra håndtryk, så er det sundt og frigørende at se sin kulturarv udsat for historiens hånlatter og for farcens evige gentagelse.

Herefter forestiller jeg mig altid Marcus Knuth i knækort kappe med ærmehuller og Inger Støjberg iført korset og krinoline. Pludder og pudder.

.......

Flemming Chr. Nielsen (født 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.