Flemming Chr. Nielsen: Mellem knive, kanyler og kvaksalvere

Ganske vist har vi haft en sommer, der burde afsvale de allerhedeste gemytter. Alligevel kører udlændingedebatten som en politisk evighedsmaskine, der kan gøre enhver elbil-fabrikant misundelig. Den udmatter alle andre emner, også et indtil videre stort set fortrængt problem, som tilmed en dag risikerer at tage livet af os.

Det slog mig med rædsel, da jeg forleden måtte på skadestuen med noget så beskedent som en akut opsvulmet lilletå. Den læge, der undersøgte tåen, foreslog en indledende røntgenundersøgelse, men så fandt en sygeplejerske på at gribe fat i tåen og kigge under den. De to enedes derefter om, at jeg havde trådt på et rustent søm, og dets sølle rester lod sig hurtigt fjerne.

Hvorfor så min rædsel? Jo, hvad nu, hvis det havde været noget langt værre? Hvad nu, hvis den opsvulmede tå havde været et symptom på en mere omfattende lidelse? På podagra? Diabetes? En livstruende blodsygdom?

Og hvad nu, hvis den læge, der skulle diagnosticere et mere alvorligt tilfælde – ja, læseren må undskylde, men vi læser jo alle sammen aviser og ser tv og kan konstatere, at nu og da sker der de mest uhyggelige fejltagelser, så hvad nu, hvis den pågældende og påståede læge havde snydt sig til sin eksamen som cand.med.?

Selvfølgelig er politikerne gjort opmærksomme på problemet. Og for overskuelighedens skyld (og vel for ikke at skræmme hypokondere) lader de, som om eksamenssnyd især er udbredt i folkeskolen og gymnasiet.

Flemming Chr. Nielsen

I mit hypokondriske gemyt mindedes jeg en lang række skandaler, herunder at der på danske hospitaler kan indsnige sig kvaksalvere med tvivlsomme papirer og trods dem ubegrænset adgang til knive og kanyler. Åbenbart også folk, som ikke kan tolke et røntgenbillede, men heldigvis beroliges jeg af, at læger nu er begyndt at anmelde blakkede ”kolleger” til Sundhedsstyrelsen.

Læseren vil sikkert forstå den uhygge, der greb mig, og at den ikke er grundløs, lader sig let konstatere. I Berlingske læste jeg, at man nu sågar kan købe sig til 12-taller på universitetet. Man henvender sig blot til et firma, der hedder FixMinOpgave, og derfra får man leveret en fuldt ud professionel afhandling. Man kan også ved en skriftlig eksamen og via nettet alliere sig med en gusten fagmand eller professor, hvis besvarelse man så afleverer som sin egen.

Men det særlige ved fup og fiduser er, at de sjældent lader sig inddæmme. De starter i underskoven, men hastigt breder de sig til toppen af de højeste træer.

Flemming Chr. Nielsen

Selvfølgelig er politikerne gjort opmærksomme på problemet. Og for overskuelighedens skyld (og vel for ikke at skræmme hypokondere) lader de, som om eksamenssnyd især er udbredt i folkeskolen og gymnasiet. Og hvis det opdages, udsættes eleven for at blive bortvist. Men det særlige ved fup og fiduser er, at de sjældent lader sig inddæmme. De starter i underskoven, men hastigt breder de sig til toppen af de højeste træer – altså her til uddannelsessystemets absolutte overbygning, de fornemme universiteter, hvor der forskes og uddannes, testes og vurderes, eksperimenteres og tolkes.

Men dagligt med den gambling, at FixMinOpgave og andre Bjørnebander underminerer alle de smukke intentioner.

Dér på skadestuen gik det op for mig, hvordan vi efterhånden med livet som indsats lever i en verden baseret på falsk tillid og troen på, at en påstået højere uddannelse er en videnskabelig garant for noget som helst. Lad gå med, at en teolog mod betaling kan få sin testamente-forståelse fixet hos et firma. Eller at en litterat eller historiker kan afskrive sit speciale fra en af alle andre glemt bog. Selv med et uægte eksamensbevis risikerer vi i de tilfælde ikke stort andet, end at teologen eller humanisten optræder som skråsikker fagmand i en fjernsynsudsendelse eller med et lige så skråsikkert debatindlæg i en avis.

Anderledes forholder det sig den dag, du på en båre trilles ind på operationsstuen eller liggende i en hospitalsseng beses af en læge med en fixet eksamen i netop din sygdom. Da vil du bande over, at du ikke i tide forsøgte at råbe sendrægtige politikere op.

Er der da særlige årsager til, at den evige udlændingedebat skygger for langt mere nødvendige politiske indgreb mod for eksempel de her skitserede muligheder for snyd og bedrag? Beklageligvis ser det sådan ud. Et er at begå fysisk tyveri. Så er der ingen vaklen i straffen. Vi har fængsler og arresthuse til de formastelige. Men gælder det åndeligt tyveri, bliver vi usikre, skønt det at købe, hæle eller hugge en anden persons opgave, en anden persons tekst, en anden persons åndelige fortjeneste er fuldt ud lige så tyvagtigt og røverisk.

Socialister og slige folk vil svare, at i et kapitalistisk samfund vogtes der ubønhørligt over den fysiske ejendomsret, men da et kapitalistisk samfund ikke ved, hvad ånd er, evner det kun at famle sig frem, når forbrydelsen drejer sig om åndeligt tyveri.

Jeg er tilbøjelig til at give socialisterne ret. For længst burde loven være indrettet, så der i fængslerne også gøres plads til åndelige tyveknægte. At tilegne sig en andens åndelige ejendom adskiller sig ikke fra at stjæle vedkommendes fladskærm.

Om ikke før så vil læseren indse det, hvis min egen skræk over en opsvulmet lilletå bliver hans eller hendes personlige problem. Tør du da med de snigende eksempler stole på, at din forhåbentlige redningsmand nu virkelig ærligt og redeligt har erhvervet sin eksamen?

---

Flemming Chr. Nielsen (født 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.