Flemming Chr. Nielsen: Nationens hykleri om de "pædofile" flygtninge

Det lyder vældig heroisk, når Venstres udlændingeordfører Marcus Knuth slår fast, at såkaldte barnebrude og pædofile flygtninge ikke hører hjemme i Danmark, og at ”i dette spørgsmål kommer moral over loven.”

Men ak! Det er hul trommesals-heroisme, for pt. vil ingen i dette land anfægte de stolte ord, der klinger som en fædrelandssang på prosa eller som Grundtvig omsat til nu-dansk: ”Dine fjender tillands er og fjenderne hans.” Begribeligvis vil vi ikke i et kristent land tillade pædofile fjender og voldtagne småpiger.

Eller vil vi? Og er vores resolutte modvilje lige nu og for tiden bare en tilfældig krusning i en moral så elastisk, at hvert eneste årti vil hævde, at netop dens moral står over loven? Eller at lov altid bygger på moral?

Personlighed og integritet er meget ofte ikke andet end tomhed, der er sat på stylter, så den tager sig drabelig ud. En tids moralske kompas er mælkebøttefnug, der driver for vinden. Snart hid, snart did. Engang var det udtryk for gedigen kristelig moral at brænde hekse, drive slavehandel og sætte børn i fængsel på livstid.

Bemærkelsesværdigt er det ud fra en nutidsbetragtning, at hele 125 af Folketingets daværende medlemmer stemte ja til, at danskerne var i deres fulde ret til at købe porno med småbørn.

Flemming Chr. Nielsen

Men det er så længe siden, og vi er blevet klogere og mere civiliserede og humane, vil nogen indvende. Alt det hører til i en fjern fortid, som ingen ønsker tilbage. Demokrati og kristendom og oplysning har gjort os anderledes kultiverede. Vi er ikke middelalder og formørkethed. Vi har fået folkestyre og folkemøder, højskoler og endnu højere læreanstalter. Vi er en alenhøjt udviklet nation.

Vor regering og Marcus Knuth er altså ikke drivende mælkebøttefnug. At insinuere den slags er en perfid fornærmelse. En hån uden lige, for skulder ved skulder har vi altid stået vagt mod pædofilt ugræs, der driver over hegnet.

Samme sommer kunne han købe sig en rød Mercedes, der holdt ved kantstenen og udstrålede pædofil profitmaksimering.

Flemming Chr. Nielsen

Men lad os kaste et blik på vort folkestyres holdning til forsvarsløse mindreårige bare i årene fra 1969 til 1980. Det lyder næsten som i går, og så nutidigt er det, at en senior-MF’er som Bertel Haarder sågar i den periode blev folketingsmedlem og i 1980 kun var to års hanefjed fra sin første ministerpost.

Den 30. maj 1969 frigav Folketinget den såkaldte billedporno, herunder børnepornografien. Lovforslaget var fremsat af den daværende VKR-regerings justitsminister, den konservative Knud Thestrup, der personligt ivrede for at gøre køb af billedporno tilladt for alle over 16 år. Og bemærkelsesværdigt er det ud fra en nutidsbetragtning, at hele 125 af Folketingets daværende medlemmer stemte ja til, at danskerne var i deres fulde ret til at købe porno med småbørn. Kun 25 medlemmer stemte imod. Resten var ligeglade.

Ingen som helst væmmelse stod afmalet i de 125 folketings-ansigter. De brugte ikke ord som afskyelig, gemen, sygelig, horribel, for de havde fuld tillid til deres tidsbestemte moralske kompas.

I forhandlingerne blev det ikke så meget som antydet, at børnepornoens frigivelse kunne være udtryk for et gement menneskesyn. Den konservative Ellen Strange Petersen ytrede dog sin utryghed ved tanken om, hvordan det skulle gå ”de unge, der medvirker til optagelserne.” Men hun var også den eneste, som strejfede det misbrug, pornobranchen nu havde Folketingets tilladelse til at udsætte børn (og barnebrude) for.

Jo, foruden Ellen Strange Petersen protesterede børne- og overlægen Inge Krogh. Hun blev først i 1973 medlem af Folketinget for Kristeligt Folkeparti, men allerede fra 1969 bekæmpede hun – omtrent med tab af sin borgerlige anseelse – den lov, der (indtil 1980) tillod seksuel ydmygelse af børn. Hun blev hånet i medierne og latterliggjort i DR-satireprogrammet Hov-Hov. Den samlede nation slog sig på lårene af grin over Inge Krogh.

Var den tids danskere da mere indskrænkede og umoralske end nutidens? Nej, men det, som kaldes skændigt i dag, kaldtes ikke skændigt i går – og omvendt.

Hvis justitsministeren i 2017 havde heddet Knud Thestrup, ville han have raset mod sådan noget som barnebrude og pædofile asylansøgere. Hvis justitsministeren i 1969 havde heddet Søren Pape, ville han med samme fynd og klem have forsvaret film og fotos med børn udsat for det ekstreme. Det ville såmænd også Venstres Marcus Knuth, hvis han dengang havde været sit partis ordfører i sagen.

For mælkebøttefnug er og forbliver vi. Vores moral er hjemløs. Den er tidsåndens offer. Den melder altid Hus Forbi.

Da børnepornoen sammen med alt det andet blev frigivet, boede jeg på anden sal i Mejlgade 82 B, Århus C. I stueetagen lå en lille trangbrystet bladkiosk, som var lukkedøden nær. Men den 30. maj 1969 indtraf miraklet. Takket være Knud Thestrup og Folketingets majoritet kunne kioskejeren herefter udstille sin børneporno m. m. i vinduet. Kunder kredsede nat og dag om hans butik med Lolita Sex, og han måtte udvide. Pakkeposten ankom dagligt til Mejlgade med hans varer på paller, og samme sommer kunne han købe sig en rød Mercedes, der holdt ved kantstenen og udstrålede pædofil profitmaksimering.

Kun Inge Krogh og hendes Kristelige Folkeparti viste deres småtskårne forargelse. Alle vi andre hyldede det danske frisind.

Så lidt som Marcus Knuth og konsorter i dag anede vi dengang, hvor flygtige vore holdninger er, at en forbrydelse i én generation mødes af et skuldertræk, i den næste af regeringens strengeste fordømmelse.

Vi er ikke andet end tomme hylstre, hvori tidsånden hælder, hvad der passer den. I 1969 et forlorent politisk frisind. I 2017 en lige så forloren klunkestil med overlæssede pegefingre rettet mod det, der kaldes barnebrude og pædofile bagmænd.

.......

Flemming Chr. Nielsen (født 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.