Flemming Chr. Nielsen: På Nørrebro bor vel de vanvittige?

Forleden sad jeg i min bil på Nørrebro og ventede på et barnebarn, som jeg havde lovet at køre til svømning. Det trak ud, før han kom ned fra lejligheden, for børn har ikke samme tidsopfattelse som vi voksne lutheranere, der har lært, at tid er penge.

En af gadens småhandlende stod imens i sin butiksdør og spejdede efter kunder. Jeg lagde mærke til, at han også kastede diskrete blikke hen imod mig i bilen, og at der efterhånden opstod en vis uro hos ham. Han kiggede nervøst ned ad gaden, og da en mand nærmede sig, gjorde han pludselig et for mig ukendt tegn med hånden. Da manden ikke reagerede, satte vor forretningsdrivende i trav og fik antastet den anden, der lynhurtigt var væk igen.

Der var ingen tvivl om, hvad der foregik. De to skulle afvikle en ulovlig handel, men den blev forpurret, fordi jeg i en halv time havde siddet dér i bilen og lignet en civil politibetjent i tjeneste.

Den lille oplevelse kunne nemt have forført mig til den overbevisning, at så er det nok sandt, hvad politikere fortæller om Nørrebro. At kvarteret er lovløst, farligt, fortabt, ghettoiseret og fjendsk, og at bander af alle slags regerer og dominerer. At du risikerer når som helst at få en kugle i hovedet eller blive slået ned af indvandrerdrenge. At i moskéerne opfordrer hadprædikanter til mord på vantro, og at de udruger terrorister og syrienkrigere. At kvinder går med tørklæde og det, som værre er.

Er det da en lejlighed for potentielt vanvittige? Nej, kun i jeres hjernespind er Nørrebro en dansk variant af et Aleppo i Syrien eller et Mosul i Irak.

Flemming Chr. Nielsen

”Nørrebro er tabt,” konkluderer Pernille Vermund fra partiet Nye Borgerlige. Og i lighed med den sagnkonge, med hvem hun deler efternavn, forærer hun sværdet Skræp – ikke til sin søn, men til Pia Kjærsgaard, der som Folketingets formand og med sit nyerhvervede Skræp i hånden udtaler: ”Nej, vi skal tage kampen op.”

Imens vurderer integrationsministeren på politisk syns- og skønsforretning et par ny-udklækkede studenter, og hun opfatter dem som nogle, der ”hænger ud dagen lang”. Omtrent i samme åndedrag opfordrer hun os til at ”anmelde pizzabagere med underlige baglokaler”.

For ingen ofrer vel frivilligt millioner af kroner på højrisikoen for at se sig selv og sin familie blive skudt, tævet, hjernevasket, tvangskonverteret og med evig udsigt til ikke andet end tilhyllede kvinder og dæmonisk udseende muslimer?

Flemming Chr. Nielsen

Som lovlydig borger i min bil burde jeg altså straks have grebet ud efter mobiltelefonen og tilkaldt ordensmagten, så vi sammen kunne få ryddet op i den banditbule og anholdt den nervøse forretningsmand med hash-pakkerne.

Hvorfor undlod jeg det så? Forklaringen er ikke, at jeg tilhører den gruppe borgere, som Pernille Vermund og konsorter kalder for ”venstrefløjen eller De Radikale”. Såmænd heller ikke, at jeg er tilhænger af mangfoldighed eller dyrker ”fantasien om det multikulturelle paradis”.

Men jeg skal ikke afvise, at jeg i resten af denne kommentar kunne have fundet på at argumentere for mere pladderhumanisme, flere menneskerettigheder, større tolerance og frisind, mindre indædthed. Det ville dog have været som at slå vand på gæs, et udtryk, der dels kommer af, at gæs normalt er så flommefede, at de ryster vandet af sig, og dels af, at gæs sædvanligvis regnes for tungnemme og dumstædige.

Nej, jeg har et anderledes slagkraftigt argument, som uundgåeligt må gøre indtryk på (små)borgerlige politikere, for det er et argument, der handler om PENGE, og PENGE er for dem noget af det mest håndgribelige og magtfulde, der findes i denne verden.

Gå derfor ind på Google og søg efter Nørrebro, ejendomsmægler, lejligheder til salg og lignende. Eller hvis du er politiker, så stil dig med dine sikkerhedsvagter i en rundkreds af beredte betjente og iført skudsikker vest sammen med mig og mit barnebarn foran en ejendomsmæglers udstillingsvindue i Nørrebros berygtede Superkile.

Lad dig eskortere hen til næste mæglervindue og det næste igen og oplev dacapo, hvordan du spiler øjnene op ved synet af alle de lejligheder, som udbydes på både indre og ydre Nørrebro. ”Salget stiger støt måned for måned,” skriver en mægler på sin hjemmeside.

Det eneste, du vil finde dybt beklageligt, er, at ejer- og andelslejligheder koster det samme som i andre af vor hovedstads bydele.

Men spørg dernæst dig selv, om det på Nørrebro kan stå bare kvart så slemt til, som du og dine ’skræmte’ kolleger hævder? Hvis I har ret, hvad er så forklaringen på, at medborgere med blot en smule ædruelighed i behold drømmer om og vil betale de enorme summer for ejerlejligheder og andelsboliger i fjendeland på Nørrebro?

Forklaringen er, at I bærer ved til en myte. At I dehumaniserer et kvarter, hvori der bor mennesker og hvori der leves en almindelig dagligdag.

En mæglerudstilling gjorde mig for eksempel forelsket i en treværelses lejlighed i Heimdalsgade. Den ligger foruroligende tæt på den ’berygtede’ Røde Plads og et par hundrede meter fra Mjølnerparken. Den er på 133 kvadratmeter, og salgsprisen er 5,5 millioner kroner.

Er det da en lejlighed for potentielt vanvittige? Nej, kun i jeres hjernespind er Nørrebro en dansk variant af et Aleppo i Syrien eller et Mosul i Irak.

En ’pladderhumanistisk’ prædiken vil ikke ændre på jeres opfattelse, men gad vide, om I ikke sædvanen tro lader jer overbevise af pengenes magt.

For ingen ofrer vel frivilligt millioner af kroner på højrisikoen for at se sig selv og sin familie blive skudt, tævet, hjernevasket, tvangskonverteret og med evig udsigt til ikke andet end tilhyllede kvinder og dæmonisk udseende muslimer.

Tror I det, lever I som politikere i et parallelsamfund hinsides rækkevidde.

-------

Flemming Chr. Nielsen (1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.