Debat: Flertal bør fjerne unfair konkurrence for netmedier

DEBAT: Til august ventes der indgået politisk aftale om en mindre omfordeling af den statslige støtte til medierne. Chefredaktørerne for Altinget.dk og Avisen.dk frygter, at ambitionerne svigter politikerne.

Desværre er der stor risiko for, at det politiske mod svigter, og at der tages et alt for lille skridt væk fra en mediestøtte, der er dybt konkurrenceforvridende for kommercielle, fritstående netmedier som vores.

Rasmus Nielsen & Rasmus Emborg
Chefredaktører

Af Rasmus Nielsen, udgiver og ansv.chefredaktør, Altinget.dk

og Rasmus Emborg, ansv.chefredaktør og adm.direktør, Avisen.dk

Netmedierne har for længst overhalet papiraviserne på listen over danskernes foretrukne nyhedskilde. Det stiller krav til både mediebranchen og mediepolitikerne om at fremme udviklingen af kvalitetsjournalistik og forretningsideer på de digitale platforme.

Efter mange års politisk passivitet er der nu endelig stemning for en ny fordeling af en del af mediestøtten. Det betyder blandt andet, at netmedier får adgang til støtte – forhåbentlig med virkning fra starten af næste år. Men desværre er der stor risiko for, at det politiske mod svigter, og at der tages et alt for lille skridt væk fra en mediestøtte, der er dybt konkurrenceforvridende for kommercielle, fritstående netmedier som vores.

Altinget.dk og Avisen.dk er i daglig konkurrence med netmedier, som bag sig har mediehuse, der ud over driftsstøtte modtager støtte i form af den såkaldte nulmoms. Det betyder, at de ikke betaler moms af deres avissalg. Denne støtte har en samlet årlig værdi på næsten en milliard kroner og vil trods en mindre regulering stadig bidrage markant til udvikling af nye netportaler og aflønning af journalister, der også skriver til dagbladenes netaviser.

Desuden er vi udsat for konkurrence fra den licensfinansierede dr.dk. Og den ulige konkurrence forstærkes af, at mediehusene samtidig har offentligt støttede medier – aviserne og DR’s tv- og radiokanaler – til at reklamere og dermed skabe trafik til deres netportaler.

Et af hovedformålene med at gøre en del af mediestøtten uafhængig af, hvilken platform et medie udkommer på, er netop at sikre kommercielle, fritstående netmedier lige konkurrence med mediehuse, der nyder fordele af nulmoms og licens.

Det erkender hele mediebranchen, inklusive avisudgiverne. Derfor er det også et helt enigt mediestøtteudvalg – under ledelse af tidligere finansminister Henning Dyremose og med repræsentanter for hele mediebranchen – der i et oplæg til kulturministeren har anbefalet en supplerende støtte til fritstående netmedier.

Der er reelt tale om, at en supplementsordning for mindre landsdækkende aviser – Information og Kristeligt Dagblad – tilpasses den teknologiske udvikling og udvides til også at omfatte fritstående netmedier, der bidrager til demokratioplysning og udgives på et kommercielt grundlag. Det er en ordning, der er af vital betydning for disse mediers muligheder for at udvikle sig og dermed sikre en mangfoldighed i mediebilledet.

Alligevel er de samme politikere, der ønsker at styrke innovation og hjælpe nye medier med at få grund under fødderne, tilsyneladende parate til at droppe en udvidet supplementsordning. Det er hverken logisk eller visionært – og vil utvivlsomt betyde færre nye medieprojekter. Samtidig vil det betyde, at Altinget.dk og Avisen.dk formentlig bliver de to medier, der forholdsmæssigt får nedsat deres mediestøtte allermest i forhold til Dyremose-udvalgets anbefalinger.

Det virker teknologisk tilbageskuende at forbeholde en supplementsordning alene for trykte aviser. Så hvis mediepolitikerne virkelig ønsker at sætte skub i medieudviklingen, bør de ikke sidde forslaget om en udvidet ordning overhørig.

Debatindlægget fra vores egen verden var optaget i Politiken 3. juni 2012.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rasmus Nielsen

Formand for Alrow Media, udgiver af Altinget i Danmark, Norge og Sverige samt Mandag Morgen
journalist (Danmarks Journalisthøjskole 1983)

Rasmus Emborg

Redaktionsdirektør, Watch Medier og JP/Politikens Erhvervsmedier
journalist (DJH 1995)

0:000:00