Første gang siden 1834: Danmark uden gæld i udenlandsk valuta

ØKONOMI: For første gang i 183 år har Danmark ikke gæld i fremmed valuta. En festdag for sund og ansvarlig finanspolitik, lyder det fra finansministeren.

Foto: Dado Ruvic/Scanpix.dk
Amalie Bjerre Christensen

I dag betaler Danmark sit sidste afdrag på 1,5 milliarder amerikanske dollars.

Dermed befinder den danske økonomi sig nu i en historisk situation, hvor staten for første gang siden 1834 ikke har gæld i udenlandsk valuta.

”Det er en historisk begivenhed, at Danmark nu er helt uden gæld i fremmed valuta. Det viser, hvor stor tillid vi har fået opbygget i udlandet til dansk økonomi og fastkurspolitikken. Det er en festdag for sund og ansvarlig finanspolitik, og mange finansministre har gjort en indsats for, at vi er nået hertil,” siger finansminister Kristian Jensen (V) i en pressemeddelelse.

Fortsat gæld i danske kroner
Når Danmark har haft gæld i udenlandsk valuta, har det været for at garantere en passende valutareserve, som bruges til at gennemføre landets fastkurspolitik.

Fakta
Danmark optog første gang et statslån i fremmed valuta i 1757. Dengang lånte Danmark, hvad der svarer til en halv million rigsdaler i Amsterdam og Hamborg.

Det vides dog ikke med sikkerhed, om Danmark har været uden gæld i fremmed valuta mellem 1757 og 1834. Imidlertid fastslås det, at Danmark ikke har været uden gæld i udenlandsk valuta siden 1834.

Kilde: Finansministeriet

Den danske valutareserve er på nuværende tidspunkt så stor, at det ikke er nødvendigt at optage lån i anden valuta. Derimod har valutareserven betydet, at Danmark har været i stand til at betale af på gælden i udenlandsk valuta, som altså nu er afviklet.

Ifølge finansministeren er det vigtigt, at begivenheden ikke bliver set som en mulighed for at hvile på laurbærrene:

Hvis vi ikke håndterer denne udfordring, risikerer vi at slå ødelæggende huller i udlandets tillid til dansk økonomi.

Kristian Jensen (V)
Finansminister

”Gældsafviklingen skal ikke være en sovepude. Fra 2030 har vi udsigt til mere end 20 år med store offentlige underskud, fordi store fødselsårgange forlader arbejdsmarked, og mindre årgange kommer ind. Hvis vi ikke håndterer denne udfordring, risikerer vi at slå ødelæggende huller i udlandets tillid til dansk økonomi,” siger Kristian Jensen.

Danmark har stadig gæld i danske kroner. Ved årsskiftet udgjorde gælden cirka 650 milliarder kroner, hvilket svarer til næsten 32 procent af bruttonationalproduktet, BNP. Af den gæld ejer udenlandske investorer omtrent 40 procent, oplyser Finansministeriet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kristian Jensen

Direktør, Green Power Denmark, fhv. udenrigsminister, MF og næstformand for Venstre
bankassistent (Unibank Lemvig 1993)

0:000:00