Vælgerne tror ikke på valgløfter

LØFTEBRUD: Blot 16 procent af danskerne stoler på, hvad politikerne siger under valgkampen. Både Peter Skaarup og Pernille Skipper efterlyser tidligere tiders kontraktpolitik, mens Maja Panduro mener, at det handler om Lars Løkke Rasmusssens fravær af politiske udmeldinger.

Meningernes om Foghs eftermæle er mange. Men uomtvisteligt er det, at politikerleden siden hans regeringstid er mere end fordoblet. Nu efterlyser flere politikere, at vi vender tilbage til tidligere tiders kontraktpolitik.
Meningernes om Foghs eftermæle er mange. Men uomtvisteligt er det, at politikerleden siden hans regeringstid er mere end fordoblet. Nu efterlyser flere politikere, at vi vender tilbage til tidligere tiders kontraktpolitik.
Klaus Ulrik Mortensen

Er ens erklærede mål at få socialdemokraterne op i det røde felt, behøver man blot antyde ordet “løftebrud”.

Det viste sidste måneds batalje mellem transportminister Magnus Heunicke og TV 2 Fyn med al tydelighed. Her kom journalisten for skade at beskylde ministeren for et udokumenteret løftebrud, og da kameraet var slukket – troede han – fortalte han så journalisten, hvad han tænkte om den sag.

Det er derfor ikke svært at gætte, hvilket ord der som det første kommer ud af munden på Peter Skaarup, når man spørger ham, hvorfor en så stor del af vælgerne ikke stoler på, hvad der bliver sagt i valgkampen.

En undersøgelse, som Norstat har lavet for Altinget, viser, at vælgernes tillid til politikerne er rekordlav. Samtidig viser en anden undersøgelse, at vælgerne heller ikke tror på politikernes valgløfter. Blot 16 procent svarer, at de stoler på, hvad politikerne siger i valgkampen, mens 71 procent ikke stoler på sandhedsværdien af talestrømmen.

Fakta
Spørgsmålet lød:

"Er du enig eller uenig i følgende udsagn: Jeg stoler ikke på det, politikerne siger i valgkampen."
  • Enig
  • Uenig
  • Ved ikke
Meningsmålingen er foretaget på Norstats internetpanel for Altinget blandt 1000 svarpersoner fra et repræsentativt udsnit af befolkningen over 18 år. Data er vægtede efter Altingets seneste gennemsnit af meningsmålinger, så de også er politisk repræsentative. Svarene er indsamlet i perioden 28. maj -1. juni 2015.

Kilde: Norstat

Mest grelt forholder det sig hos Dansk Folkepartis vælgere. Her svarer hele 84 procent, at de ikke stoler på politikernes løfter.

Jeg er ikke i tvivl om, at Foghs kontraktpolitik var en afgørende årsag til, at tilliden til politikerne for 10 år siden var langt højere end i dag.

Peter Skaarup
Gruppeformand, DF

Altinget spørger Peter Skaarup, hvorfor han tror, at DF tiltrækker så mange skeptiske vælgere.

“Det handler om, at vi siger tingene rent ud. Og at vi arbejder efter devisen om, at der er overensstemmelse mellem det, man siger, og det, man gør,” siger han.

Og tilføjer så:

“Her så vælgerne, at den røde regering gik til valg på en række løfter, som aldrig blev indfriet. Man brød næsten alle store løfter, som blev givet før valget, og det betyder, at folk i dag er utroligt skeptiske over for, hvad politikerne siger,” mener han.

DF: Løkkes personsager har skadet tillid
Er det så baggrunden for, at DF i lang tid har stået stærkt i målinger?

“Der har været en stor utilfredshed, og der har vi samlet nogle af vælgerne op. Folk har ikke haft tillid til regeringen, men heller ikke til alternativet, og mange af de vælgere, som lige efter valget angav at ville stemme på Venstre, svarer nu, at de vil sætte kryds ved os,” siger han.

Siger du dermed også, at Lars Løkke Rasmussens personsager er skyld i den manglende tillid til politikernes gøren og laden?

“Jeg tror, at det har haft betydning, at der har været en række træls enkeltsager. Man kan så diskutere, hvorvidt de er blevet overgjort i medierne, men det har bestemt haft en betydning.”

Gruppeformanden drømmer sig et øjeblik tilbage til Anders Fogh Rasmussens kontraktpolitik. Her gik man til valg på en række faste punkter, og når de så blev opfyldt, kunne man sætte flueben på sin liste.

“Jeg er ikke i tvivl om, at Foghs kontraktpolitik var en afgørende årsag til, at tilliden til politikerne for 10 år siden var langt højere end i dag,” siger Peter Skaarup.

Læs artiklen "Historisk få danskere stoler på politikerne" her

Vælger: Ville gerne stole på politikerne
Går man en tur på gaden, som Altinget gjorde det grundlovsdag, møder man da også danskere, som ikke nødvendigvis savner Foghs kontraktpolitik, men savner, at man kan stole på, at politikernes løfter bliver ført ud i livet.

Annelise Sadolin fra Holte har sammen med sin veninde gennem 70 år Helle Münster fra Amager taget plads på kanten af det nye springvand på Kultorvet i København.

“Det er de venstresocialistiske partier, som slet ikke kan stå inde for alt det, som de gerne vil,” siger Annelise Sadolin og efterlyser politikere, som er i bedre stand til at prioritere deres ønsker:

“Ligesom Bjørn Lomborg,” siger hun.

Helle Münster er knap så kritisk over for regeringen.

“Jeg vil gerne stole på det, for det er mit princip at stole på, hvad folk siger. Men jeg kan da godt blive lidt usikker, når de lover for meget i forhold til, hvordan virkeligheden er,” siger hun.

En kamp om magten
Fem meter derfra gemmer Josefine Gregersen på 21 år og Jenne Nesting på 22 år sig bag hver deres par solbriller.

“Efter at jeg har sat mig mere ind i tingene, synes jeg, at der er en kedelig tendens til at fokusere på de forkerte problemer. Man snakker om at tage kortere bade og samle mere pant, selv om problemerne i verden er meget større,” siger Josefine Gregersen.

Hun har ikke noget bud på, hvad politikerne skulle gøre anderledes for at genvinde hendes tillid.

“Der er en dybtliggende mentalitet, som handler om, at man skal til magten, og at det så går ud på at promovere sig selv bedst muligt,” siger hun.

Skipper: Er nødt til at være ærlige
Det er dog ikke kun de højreorienterede vælgere, der har mistet troen på værdien af politikernes ord. Næsthøjest på listen over skeptiske vælgere kommer Enhedslisten med 79 procent.

Og de – altså vælgerne – får fuld opbakning fra næstformand i folketingsgruppen Pernille Skipper.

“Jeg kan godt forstå, at man har mistillid til det politiske system. Historier om politikere, der hæver pensionsalderen, men nægter at pille ved deres egen pension, gør, at folk ikke stoler på dem længere,” siger hun og fortsætter:

“Der er heller ingen tvivl om, at det har gjort en negativ forskel, at regeringen gik til valg på velfærd modsat skattelettelser og så endte med at gøre det stik modsatte af, hvad man lovede.”

Hvordan får I danskerne til at stole på jer igen?

“Man kan kun få folk til at stole på én, hvis man er ærlig. Det handler om at sige, hvad man mener, og så stemme efter det i Folketingssalen. Og hvis alle gjorde det, ville der være mindre politikerlede.”

Men betyder mistilliden ikke også, at der er flere stemmer til et parti som Enhedslisten?

“Jeg er ikke i tvivl om, at politikerleden i befolkningen er voksende. Det er også noget, jeg møder, når jeg er på gaden under valgkampen. Og ja, der er nok flere af dem, som før stemte på Socialdemokratiet og SF, som nu stemmer på os, fordi tilliden til os er større,” siger hun.

Panduro: Løftebrud flytter fokus fra Løkke
Men så stopper enigheden også. Maja Panduro, som er socialdemokratisk politisk ordfører, angriber præmissen om, at Helle Thorning-Schmidts løftebrud skulle have haft betydning for vælgernes tro på politikernes evne til at holde ord.

“Alle målinger viser, at tilliden til Helle er større end tilliden til Lars. Og det hænger jo ikke så godt sammen med ideen om, at løftebrud skulle have gjort en forskel,” siger hun og fortsætter:

“Jeg tror, at mange danskere reagerer på, at man ikke kan få svar ud af Lars Løkke Rasmussen, og så kan han belejligt tale om løftebrud for at flytte fokus væk fra sin mangel på politik.”

Men overrasker det dig, at så få vælgere – 16 procent – stoler på, hvad I siger under valgkampen?

“Jeg synes som udgangspunkt, at man skal gå ud fra, at folk regner med, hvad man siger. Vi bestræber os på at sige, hvad vi mener. Og her tror jeg, at det, som folk ikke kan stole på, er, at de ikke kan få et svar fra Lars Løkke Rasmussen, om hvad Venstres politik er.”

Betyder den manglende tillid, at I kommer med færre valgløfter end ved sidste valg?

“Sidste gang gik vi til valg på vores politik. Det gør vi også denne gang. Medmindre man har 90 mandater, kan man ikke bestemme alting selv. Og det tror jeg, at danskerne har forståelse for. Til gengæld tror jeg ikke, at de har forståelse for, at de ikke kan få at vide, hvad Lars Løkke Rasmussens politik er.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00