Debat

Forfatter: Islamister og islamkritikere er hinandens spejlbillede

DEBAT: Islamister og islamkritikere, der selvsagt opfatter sig som hinandens modstandere, er i mange tilfælde hinandens spejlbilleder. Begge parter tror, at censur fører til et lykkeligere samfund, skriver forfatter Egon Clausen.

Islamister og islamkritikere er lige primitive, når de tror, at selvcensur fører til et lykkeligere samfund, skriver forfatter Egon Clausen. 
Islamister og islamkritikere er lige primitive, når de tror, at selvcensur fører til et lykkeligere samfund, skriver forfatter Egon Clausen. 
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Egon Clausen
Forfatter og medlem af forretningsudvalget i Dansk Kunstnerråd

Fordi der er tale om en tro, er både islamisterne og islamkritikerne immune over for saglige indvendinger og historiske kendsgerninger.

Egon Clausen
Forfatter og medlem af forretningsudvalget i Dansk Kunstnerråd

Islam truer den kunstneriske frihed. Sådan lyder det fra Dansk Folkeparti og omegn, og det skal nok passe.

Fakta
Kunstneres ytringsfrihed er med digitaliseringen og globaliseringen for alvor kommet på dagsordenen de seneste år. Ikke mindst efter angrebet på det franske satiremagasin Charlie Hebdo, som nu har lagt satire om profeten Muhammed på hylden.

Altinget spørger et nyt hold af debattører: Er den kunstneriske ytringsfrihed truet? Er censur og selvcensur en del af hverdagen som kunstner? Og går der en grænse for ytringsfrihed?
Deltag i debatten!

Sen dit indlæg til [email protected] 

Den kunstneriske ytringsfrihed vil nemlig altid være truet. Det er en del af dens væsen, og enhver, der afslører en løgn eller som påpeger religiøse svindelnumre, løber en forventelig risiko for, at nogen vil lukke munden på ham eller hende, og der er mange forskellige måder at gøre det på. Nogle metoder er mere primitive end andre.

Islamister og islamkritikere er lige primitive
De islamister, der tror, at de ved hjælp af terror og trusler om vold kan forhindre kunstnere i at udtrykke sig frit, hører hjemme i den primitive del. Deres krav om censur og andre former for begrænsning af ytringsfrihed viser, at de ikke har forstået, hvordan et frit, demokratisk samfund fungerer. De står dog ikke alene.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

De såkaldte islamkritikere virker såmænd lige så primitive, når de vil ”lukke anti-demokratiske moskeer og udvise de mennesker, der ikke vil være en del af demokratiet,” som Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti skriver på Altinget 22. september.

Han tror åbenbart, at det vil gavne tryghedsfølelsen i samfundet, hvis ytringsfriheden begrænses.

Det principielle i denne tankegang vil enhver islamist kunne nikke bifaldende til. Sagen er, at de to parter, der uden tvivl opfatter sig som hinandens modstandere, i virkeligheden er hinandens spejlbilleder. Begge drømmer om en fremtid, hvor fred og tryghed hersker, og begge tror, at vejen til dette paradis er brolagt med taleforbud.

Der er tale om tro
Det er værd at gøre opmærksom på de religiøse overtoner i dette. Det er alt sammen noget, de tror. Der er ingen historiske eksempler på, at censur fører til et lykkeligere samfund. Det modsatte er faktisk tilfældet, men netop fordi der er tale om en tro, er både islamisterne og islamkritikerne immune over for saglige indvendinger og historiske kendsgerninger.

Troen har givet dem et bundløst kar at øse af, så de bliver ved og ved. Islamisterne råber, at Allah er stor, og de danske islamkritikere tror dem på ordet og råber desperat, at ytringsfriheden er truet. Det har de såmænd ret i.

For tiden foregår der således en markant undertrykkele af offentligt ansattes ytringsfrihed. Det er bare ikke den, islamkritikerne henviser til, og vi skal da heller ikke bagatellisere det forhold, at den islamiske terrorist er villig til at bruge mord og vold. Den slags er vi ikke vant til her i landet, og nogle skræmte sjæle tror, at dansk kultur er ved at gå til grunde. Det sker ikke.

Pragmatisk forsvar af ytringsfrihed
Dansk kultur kan ikke så let løbes over ende, hverken af førmoderne fundamentalister eller af folk med islam på hjernen, og man kan godt forsvare ytringsfriheden og være pragmatisk på en og samme tid.

Når danske dagblade eksempelvis ikke vil genoptrykke Muhammedteg­ningerne, sker det af hensyn til medarbejder­nes sikkerhed. Den slags skal de have lov til at gøre uden at blive beskyldt for at gå islami­sternes ærinde, og det kan vi sagtens holde til. Dansk kultur er nemlig stærk. Den tåler intern kritik og giver plads til den livsvigtige dialog.

I den sammenhæng spiller kunsten en særlig rolle, for det kunstneriske udtryk rummer ofte et alternativt blik, der giver plads til modsi­gelse, eftertanke og indsigter, som nogle måske endda vil finde provokerende. Sådan skal det være, for det er kun den kunst, der er harmløs, der kan have sin ytringsfrihed i fred.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00