Forhandlingens mestre

En håndfuld toppolitikere kommer til at tegne det politiske efterår: de centrale forhandlere.

Når der krydses politiske klinger bag lukkede døre, er det ikke medietække eller skarpe replikker, som er afgørende.

Forhandlerne skal forsøge at hive politiske sejre i hus uden at ødelægge mulighederne for at nå en aftale. Og med et persongalleri af dygtige, erfarne, men også utålmodige og temperamentsfulde forhandlere er resultaterne ikke givet på forhånd for mindretalsregeringen.

Hvis regeringen holder sine løfter, skal der forhandles en hel stribe meget store aftaler på plads. De kommende måneder står på skatteforhandlinger, udlændingestramninger, økonomisk 2025-plan, afskaffelse af PSO-afgiften, et nyt system for ejendomsvurderinger og finanslov.

Altinget har talt med en række kilder, der kender og har forhandlet med de centrale ordførere. Her kan du læse om de vigtigste.

Regeringen: Den gamle ræv
Finansminister Claus Hjort Frederiksen har enorm forhandlingserfaring med at lave store reformer. Som tidligere finansminister stod han i spidsen for efterlønsreformen og genopretningspakken.

Claus Hjort Frederiksen er en meget old school forhandler. Han tror på gode relationer, og alle, der er i rum med Claus Hjort Frederiksen, ved, at han står 100 procent ved det, der bliver givet hånd på. Han begynder ikke at ryste på hånden, fordi der kommer internt pres fra Venstres egne rækker.

Han har et rigtig godt forhold til DF og Radikale og har lavet mange aftaler med blandt andre Kristian Thulesen Dahl (DF). De to har stor respekt for hinanden – noget, som kommer til at blive afgørende, hvis regeringen skal igennem sit politiske efterår.

Claus Hjort Frederiksen er enormt god til at sende politiske signaler på samme frekvens som statsministeren. Det så man, da han var højre hånd for Fogh, men også nu for Lars Løkke Rasmussen. Der kommer sjældent ubehagelige overraskelser, når Claus Hjort forhandler, men han har ikke været helt så driftsikker på det sidste.

Den store test for Claus Hjort Frederiksen bliver ifølge Altingets kilder, om han kan acceptere den træghed, der kan være i de øvrige partier, som lurer på hinanden. Spørgsmålet er, om finansministeren har tålmodigheden, der skal til, når han er en politiker, der er vant til et vist tempo.

Claus Hjort Frederiksen ved dog også godt, at han til efteråret skal sørge for, at det er de andre, der får plads. Sådan er vilkårene for en mindretalsregering. Hvis reformerne skal på plads, så kan Venstreregeringen ikke fylde for meget.

Liberal Alliance: Netværkeren
Simon Emil Ammitzbøll er kendt som ekstremt pragmatisk og med stor forståelse for det politiske spil. Han ved, at hvis man skal lande forhandlinger, skal man være klar til at give sig på visse punkter. Han udtrykker stor ringeagt for folk, der kommer til forhandlinger og blot kræver ind.

Han kan ofte forstå andres behov, før de selv formulerer dem. Han samler alle trådene og trækker samtidig i dem.

Det er Simon Emil Ammitzbøll, der kommer til at styre Liberal Alliances forhandlinger til efteråret. Ole Birk Olesen kommer i kraft af sit finansordførerskab til at sidde med ved bordet, men Simon Emil Ammitzbøll kommer til at sidde for bordenden. Han er en mere smidig forhandler end kantede Ole Birk Olesen, hvilket meget vel kan være grunden til, at Simon Emil Ammitzbøll står i forreste række.

Når man sender Simon Emil Ammitzbøll ind i forhandlinger, har man ifølge Altingets kilder gode kort på hånden, ikke mindst på grund af hans evne til at løsne stemninger op. De andre forhandlere får ofte skuldrene lidt ned, når han er med i lokalet, og man er ikke i tvivl om, at han ikke ønsker at løbe om hjørner med forhandlingspartnerne.

Som gruppeformand og politisk ordfører kører Simon Emil Ammitzbøll sammen med Anders Samuelsen parløb i front for partiet.

Ammitzbøll sætter en dyd i at dyrke sit netværk, hvor han har gode forbindelser i ledelserne hos samtlige partier. Især skatteminister Karsten Lauritzen og Simon Emil Ammitzbøll er tætte, hvilket kan blive en fordel under forhandlingerne.

Temperamentet er hans svaghed. Han kan miste tålmodigheden og blive pirrelig og skingert hidsig – især i udmattede situationer.

Dansk Folkeparti: Loyalisten
René Christensen kommer fra det kommunale miljø, hvilket har rundet ham som politiker og person. I det kommunale miljø søger man ofte løsninger, og DF's topforhandler har båret den meget løsningsorienterede tilgang med sig.

Den kompromissøgende linje er også hans svaghed, lyder karakteristikken. Han vil så gerne have en løsning, at det kan stå i vejen for at få det maksimale ud af en situation.

René Christensen overtog finansordførerposten efter sin nuværende formand i 2013. Han har ikke det mest veludbyggede netværk og sidder heller ikke og hænger ud i Snapstinget på jagt efter gode kontakter. René Christensen er mere en faglig kapacitet end en supernetværker.

René Christensen begiver sig aldrig ud ad nogen politisk sti uden først at cleare det med ledelsen. Han er ekstremt loyal. Men som med alle andre DF-ordførere har han det problem, at man ikke altid kan regne med, at ordføreren har mandat til at sige det, han siger.

Det sker, at man har haft utallige møder og gennemgået aftaleteksten udførligt, men at Kristian Thulesen Dahl siger nej, og at DF så alligevel ikke kan gå med til aftalen. De øvrige partier kan ikke med 100 procent sikkerhed vide, hvor DF står på baggrund af en samtale med René Christensen. Han har dog større frirum i forhold til de øvrige DF-ordførere.

Konservative: Den hurtige
Mange års ministererfaring gør Brian Mikkelsen til en yderst rutineret forhandler, der har været i lignende forhandlingssituationer mange gange. Han har et godt netværk i de andre partier – i særdeleshed hos Venstre, hvor han har siddet i regering med mange ledende venstremænd.

Brian Mikkelsen er en meget central forhandler for partiet, der i modsætning til K-formand Søren Pape Poulsen har deltaget i en lang række forhandlinger. Finanslovsforhandlingerne 2015 er formandens eneste forhandlingserfaring, og her spillede Brian Mikkelsen samtidig en ledende rolle.

Han er en type politiker, der er meget optaget af at få landet aftalerne og få tingene til at køre som smurt. Han er dermed ikke en ideologisk forhandler, men meget mere pragmatisk. Det er en anden tilgang end for eksempel Rasmus Jarlov, der er en mere ”alt eller intet-kind of guy”. Der kan godt være urealistiske forventninger i folketingsgruppen til, hvad man kan få af indflydelse for sine relativt få mandater.

Brian Mikkelsen kan dog godt lade sig påvirke af stemninger. Som en ikke særligt ideologisk betinget politiker kan han hurtigt ændre standpunkt – og det måske også for hurtigt.

Et eksempel på Brian Mikkelsens pragmatiske tilgang var i forbindelse med forsvarsforliget i 2012. Her accepterede man med Brian Mikkelsen i spidsen store besparelser på forsvaret i direkte modsætning til partiets principielle holdninger.

Socialdemokraterne: Den usentimentale
Alt afhængig af, hvad Socialdemokraterne vil acceptere til efteråret, kommer Henrik Sass Larsen til at spille en ganske central rolle i forhandlingerne.

Henrik Sass Larsen er højreorienteret på mange af de politiske dagsordener og ikke bange for at tage kontroversielle standpunkter. På trods af en begrænset ministererfaring har han landet mange aftaler som gruppeformand. Han kender spillet ud og ind og har et godt netværk hos de yngre V-ministre som Søren Pind og Peter Christensen.

På den ene side vil Socialdemokraterne gerne med i de store forlig, men der skal også være noget at føre valgkamp på for socialdemokrater til næste valg, så på nogle områder vil han helt sikkert være mindre samarbejdsvillig – for eksempel på skattelettelser.

Henrik Sass Larsen er ikke verdens mest tålmodige menneske. Han vil gerne have lukket forhandlingerne hurtigt og ønsker ikke at diskutere petitesser i en uendelighed. Det er en klar svaghed, for i en forhandlingssituation kan man med fordel trække spillet i langdrag og se tiden arbejde for sig.

Hans styrke er evnen til at læse spillet. Han har et indre socialdemokratisk kompas og ved helt instinktivt, hvor partilinjen skal ligge. Han er en meget usentimental politiker, der er villig til at betale magtens pris i form af kompromiser.

Så længe Socialdemokraterne er en del af spillet, kommer han til at spille en helt central rolle i efterårets forhandlinger.

Radikale: Maratonmanden
Som finansordfører kommer Martin Lidegaard til at spille en stor rolle for Radikale. Sofie Carsten Nielsen og Morten Østergaard vil også være vigtige spillere, men Martin Lidegaard skal gøre benarbejdet.

Han har som tidligere minister og med en lang karriere på Christiansborg i ryggen en stor ballast at trække på i forhold til forhandlinger. Han har et veludbygget netværk både blandt politikere og embedsmænd samt et godt forhold til de andre finansordførere.

Martin Lidegaard er en forhandlertype, der bider sig fast til forhandlingsbordet og satser på at blive og ride stormen af i stedet for at gå tomhændet fra forhandlingslokalet. Han er dygtig til at formulere sine krav og positionere sig helt rigtigt i forhold til at få resultater hjem. Det kunne man se under forhandlingerne om de nye kampfly, hvor Konservative blandt andet gav til grund for, at de forlod forhandlingerne, at Radikale havde fyldt for meget.

Men at låse kæbemusklerne om forhandlingsbordet er også Martin Lidegaards store svaghed, hvor han strækker sig langt for at indgå forlig og ofte går på kompromis med partilinjen. Her kan kampflyene igen nævnes.

Martin Lidegaard er samtidig kendt for ikke at være specielt tålmodig af natur. Et karaktertræk, der sjældent er positivt i forhandlingssituationer.