Formand i Mjølnerparken: "Islam repræsenterer et problem"

Da Søren Dalsgaard tilbage i 2011 var spritny beboer i Mjølnerparken, blev han indimellem mødt af tilråb, når han cyklede hjem om aftenen. Unge knægte af anden etnisk herkomst samlede sig i klynger og antydede, at han var civilbetjent.

“Kommer du nu og tjekker os igen?” råbte de efter den nye beboer i kvarteret. Fordi de ikke i deres vildeste fantasi kunne forestille sig, at den blege mand på cykel var deres nabo, genbo eller underbo.

Omkring seks år senere er Altinget taget til Mjølnerparken for at tale med Søren Dalsgaard, som ikke længere er et fremmedelement i beboerområdet med det blakkede ry. I dag er han beboerformand i Mjølnerparken, som er en del af det civile murstenskonglomerat Lejerbo. 

I lange perioder har området, der er på den officielle ghettoliste, været et sort får i koncernen, dem, som helst ville passe sig selv. Men noget er ved at ændre sig. Derfor har Altinget bedt om et interview med beboerformanden.  

Fra starten er forventningen, at Søren Dalsgaard vil tage boligparken i forsvar, være en anelse i defensiven. Samt at han vil abonnere på fortællingen om, at integrationsproblemerne i Mjølnerparken overdrives af sensationshungrende medier.

“Det gør de måske også nogle gange, men jeg er på den anden side heller ikke nogen halal-hippie,” siger han dog meget tidligt og sætter efterfølgende trumf på.

“Islam repræsenterer et problem. Ikke kun radikale islamister, men islam som ideologi. Og det, synes jeg, er en snak, som vi ikke har,” siger han.

Dalsgaard lægger ikke skjul på, at hans kristne værdigrundlag skinner igennem i hans analyse. Det skal vi nok vende tilbage til.

Folk manglede tillid
Først skal vi dog lige se på nogle af de integrationsudfordringer, Søren er stødt på i sin hverdag i Mjølnerparken.

“Noget af det mest slående har været skepsissen, som jeg mødte i starten. På mange måder har der været en mur mellem Mjølnerparken og omverdenen,” siger han.

Den højt besungne tillid i det danske samfund har haft store problemer med at vinde indpas i Mjølnerparken. Beboerne har været utrygge ved konstruktionen. Mange har tænkt, at de betaler husleje måned efter måned, for at der er nogle magtfulde personer, der kan rage til sig.

“Der er nogle fordomme om, at dem, som sidder tættere på magtens tinde, har nogle privilegier,” siger Søren Dalsgaard og fortsætter:

“Mange har tænkt; nu har vi betalt husleje i så og så mange år, men bygningerne står her jo allerede, og I er ikke kommet og har ordnet vores vinduer. Ergo Lejerbo stikker pengene i sin egen lomme.”

Han stødte også på en del problemer i starten af sin formandstid, der blev indledt i 2013.

“Der var en mistillid over for folk udefra, som ville komme og gøre sig kloge på hverdagen i Mjølnerparken. Man ville gerne løse problemerne internt,” husker han.

Man har dog forsøgt at ændre kurs, og Søren Dalsgaard har været med til at reetablere dialogen med myndighederne og resten af Lejerbo-familien. Og det ser ud til, at indsatsen har båret frugt.

I starten af året blev Mjølnerparken udsat for noget så sjældent som positiv pressedækning. Her skrev blandt andet Politiken, at andelen af beboere i Mjølnerparken uden tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet er faldet fra 70 til 43 procent, mens andelen af beboere med en dom nu for første gang er under 3 procent. Alligevel er alt ikke fryd og gammen.

Lyssky aktiviteter i kældergangene
Eksempelvis er kældergangene under boligblokkene en konstant hovedpine.

“De opleves som utrygge, fordi der gennem tiden har været rigtig meget uhensigtsmæssig ophold dernede. Der er kriminelle grupper, folk der laver hærværk, tisser, skider og ryger hash."

De mørke og lange gange er ideelle for unge med hang til lyssky aktiviteter. 

“Man kan fise ind ad det ene hul og ud af det andet. Der er rigtig mange gange og smuthuller i Mjølnerparken, som det er bygget nu,” forklarer Søren Dalsgaard.

Bestyrelsen har været i dialog med myndighederne for at løse problemet og har efter anbefaling fra politiet besluttet, at kældrene lukkes af om natten, indtil den kommende ombygning af Mjølnerparken er færdig. Man vil gerne holde uønskede elementer væk.

På mange måder har der været en mur mellem Mjølnerparken og omverdenen.

Søren Dalsgaard
Beboerformand, Mjølnerparken

“Hvis man er en tidligere beboer, som gerne vil bevare sin tilknytning til Mjølnerparken, så kan man tage ophold forskellige steder i kælderen,” siger han.

Terrorangreb har forpestet debatten
Og en 22-årig mand havde for et par år siden bevaret sin tilknytning til Mjølnerparken, selvom han ikke havde boet der i mere end et årti. Hans navn var Omar El-Hussein, manden, der i februar 2015 udførte terroraktioner ved Krudttønden og den jødiske synagoge i Krystalgade i København. 

Omar El-Hussein blev tidligt på morgenen søndag 16. februar 2015 skudt og dræbt af politiet på Svanevej i det københavnske nordvestkvarter. Men efterforskningen var langt fra slut, og de efterfølgende timer udviklede sig dramatisk i Mjølnerparken, hvor man ledte efter medskyldige.

Hele opgange i Mjølnerparken blev ransaget, og det blev en ubehagelig oplevelse for sagesløse og uskyldige familier.

“Det var ret horrible forhold. Der var krigsflygtninge, som fik rettet geværer mod dem af aktionsstyrker. Jeg ved, at det har været en traumatisk oplevelse for flere af børnene herude,” siger Søren Dalsgaard.

Bortset fra det var det midt i sorgen over den tragiske dag en glad formand, der så, hvordan beboerne tog imod politiet. Søren Dalsgaard lægger ikke skjul på, at det tidligere ikke var noget særsyn, at ordensmagten blev mødt af modstand. Sådan var det ikke denne søndag morgen. Ifølge Søren Dalsgaard var beboerne imødekommende og svarede beredvilligt på politiets spørgsmål. Og der blev såmænd også serveret kaffe til betjentene.

“Jeg synes virkelig, folk håndterede situationen flot,” siger han.

Alligevel var Søren Dalsgaard umådeligt trist i dagene omkring terrorangrebet. Dødsfaldene var tragiske i sig selv, men han bekymrede sig samtidig om efterdønningerne.

“Mjølnerparken var allerede der på vej i en god retning. Derfor blev terrorangrebet en rigtig ærgerlig situation, som lige pludselig kom som et lyn fra en klar himmel. Og det blev måske også en påmindelse om, at selvom der var en positiv udvikling, så er der let til tilbagefald. I hvert fald i enkeltsager,” siger han.

Han frygtede, at integrationsindsatsen og debatten ville blive rykket tilbage til start.

“Og hvis man ser på, hvordan vi efterfølgende har talt om integration, hvor skinger og polariseret debatten er. Ja, så synes jeg jo desværre, at jeg fik ret,” siger Søren Dalsgaard.

"Islam har et statisk kultursyn"
Og så er vi tilbage ved hans analyse af islam. For hvorfor mener den uddannede teolog og beboerformanden, at en af verdens største religioner rummer en iboende problematik?

“Islam har for mig at se et statisk kultursyn. Der er en orientering mod et geografisk centrum, nemlig Mekka i Saudi Arabien. Der er også et sprogligt centrum, fordi arabisk opfattes som en del af selve åbenbaringen og dermed har et guddommeligt præg. Du kan ikke oversætte koranen til andre sprog, for så er det ikke koranen længere,” siger han.

Kravene om, at man ikke må drikke alkohol eller spise svinekød, er også eksempler på, at regler og krav ikke kan forandre sig over tid.

“Der er visse værdier og normer, som jeg betragter som en del af arabisk kultur, som muslimer vil betragte som uforanderlige, fordi det er begrundet i det transcendente. Og det betyder, at nogle af de kulturelt betingede elementer i islam gøres universelt forpligtende. Og det giver problemer, når man bevæger sig ind i et multikulturelt samfund,” siger Søren Dalsgaard.

Hvad tænker beboerne i Mjølnerparken om, at deres formand har det syn på islam?

“Altså, nu er det jo ikke nødvendigvis sådan, jeg formulerer mig i den direkte dialog med folk. Her prøver jeg i stedet at lade mit eget mere pragmatiske syn på kultur og kulturforskelle skinne igennem," siger han.

Men netop fordi han bor i Mjølnerparken, mener han også, at han har mandat til at problematisere islam.

"Jeg synes jo, at der, hvor man er så tæt på hinanden, at man bliver brødre og søstre, så får man også taleret ind i hinandens liv. Det er de mennesker, der er allertættest på dig, som også får lov til at sige et par sandhedsord,” siger han.

Du nævnte tidligere, at debatten om integration var blevet skinger. Men hvad er egentlig forskellen på det, du siger, og så den position, som mange nationalkonservative muslimkritikere står for?

“Når jeg omgås folk, så giver jeg altid mennesker en chance for selv at definere, hvem de er, og hvilken type muslim de er. Blot fordi jeg ser nogle problemer ved islam som ideologi, er der jo ikke nødvendigvis et problem med den enkelte muslim, som blot betragter det som en kulturel identitet. Det er her, man ofte går galt i byen,” siger Søren Dalsgaard.

“Der findes jo masser af muslimer, som ikke ved en pind om islam som trossystem. Og som måske definerer sig selv helt imod grundlæggende islamiske doktriner. Men stadig insisterer på, at de vil blive kaldt muslimer,” siger han.

Søren fik hurtigt sat en stopper for tilråbene tilbage i 2011. En dag stod han af cyklen og spurgte, hvad de havde gang i og forklarede, at han var beboer i området. Så steg respekten, og paraderne blev sænket.

I samme periode blev Søren og hans kæreste kontaktet af to 11-12-årige drenge, mens de kom gående i Mjølnerparken med propfyldte bæreposer. Om ikke de ville have en hånd? Øøøøh, jo tak. 

"Det er jo ikke lige det, man forventer af sådan nogle Nørrebrobørn. Men de var de sødeste og høfligste og bar poserne hele vejen hen til elevatoren," siger han.