Fornyet amerikansk engagement i Irak og Afghanistan

MELLEMØSTEN: Med nyheder om amerikanske bombeangreb i Irak, en fastfrysning af tropperne i Afghanistan og assistance til Saudi-Arabiens luftangreb på Yemen har det været en dårlig uge for Det Hvide Hus’ strategi om at flytte fokus i amerikansk udenrigspolitik fra Mellemøsten til Asien.

Foto: Pete Souza/Det Hvide Hus
Michelle Arrouas

I tirsdags sagde Obama, at den planlagte tilbagetrækning af amerikanske tropper fra Afghanistan bliver udskudt til næste år. 

Onsdag annoncerede Pentagon, at USA bomber terrorgruppen Islamisk Stat i den irakiske by Tikrit. 

Og i torsdags sagde en talskvinde fra Det Hvide Hus, at USA yder ‘logistisk hjælp og efterretningshjælp’ til Saudi-Arabien, der har lanceret et storstilet luftangreb i Yemen. 

Det har fået flere analytikere til at påpege, at realiteterne i Mellemøsten har givet Obama-administrationens strategi om at skifte det udenrigspolitiske fokus fra Mellemøsten til Asien et knæk den forgangne uge.

“Det har været et par hårde dage for en præsident, der har forpligtet sig på at afslutte to af Amerikas længste krige”, skrev Washington Post, mens New York Times i en analyse skrev, at Obama-administrationens mellemøstpolitik er “et kludetæppe af anstrengte alliancer”, og at mange anklager administrationens politik for at være “drivende for vind og vejr, uden kerneprincipper som anker”.

Vil undgå Afghanistan bliver nyt Irak
På et pressemøde tirsdag med den afghanske præsident Ashraf Ghani sagde Obama med ord, der fik amerikanske medier til at fastslå, at han henviste til situationen i Irak, at fastfrysningen af tropperne har til formål at sikre “at vi ikke er nødt til at respondere i et nødstilfælde, fordi terroristaktiviteter bliver lanceret fra Afghanistan”.

“Vi gør alt, hvad vi kan, for at hjælpe de afghanske sikkerhedsstyrker, sådan at vi ikke bliver nødt til at vende tilbage senere”, sagde Obama på pressemødet.

Det var også her, han annoncerede, at den planlagte tilbagetrækning af 5000 af de resterende 9800 amerikanske tropper vil blive udskudt til næste år. Han fastslog dog, at han stadig er fast besluttet på at have fuldført tilbagetrækningen af amerikanske tropper inden januar 2017.

Balancegang mellem forskellige interesser og konflikter
USA-eksperten Niels Bjerre Poulsen mener ikke, at ugens nyheder om amerikansk engagement i Mellemøsten er udtryk for et skift i politikken eller et formindsket fokus på Asien.

“Ideen om, at USA skal trække sig ud af Mellemøsten og skifte fokus til Asien, har Obama sådan set formået at efterleve så meget som muligt, men det er klart, at der er en masse geopolitiske hensyn, som trækker USA ind i Mellemøsten igen”, siger han.

Niels Bjerre-Poulsen henviser til IS' fremkomst i Irak, de borgerkrigslignende tilstande i Yemen og situationen i Afghanistan og understreger, at fortsat amerikansk engagement i Mellemøsten ikke udelukker et udenrigspolitisk fokus-skift til Asien.

Han mener, at den største udfordring for USA er at balancere mellem de mange interesser i de mange konflikter, der præger regionen, blandt andet den fælles interesse blandt USA og Iran i at nedkæmpe IS, Saudi-Arabien og Irans modstridende interesser i Yemen og forhandlingerne om en atomaftale med Iran.

“Der er en slags uformelt samarbejde med Iran i kampen mod ISIS, og nogle interesser, der skal balanceres der i forhold til Saudi-Arabien, som nu åbent angriber Yemen. At holde balancen i det, der dybest set er en sekterisk krig i Mellemøsten mellem shiiter og sunnier, det er det, det hele drejer sig om”, siger Niels Bjerre-Poulsen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Barack Obama

Fhv. præsident, USA (Demokraterne)
Cand.jur. (Harvard 1991)

0:000:00