Usikker asylproces skader traumatiserede børn

Af Edith Montgomery
Seniorforsker ved DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur

Europarådets menneskerettighedskommissær, Nils Muiznieks, rettede i sin rapport af 24. marts 2014 en hård kritik af dansk behandling af asylbørn. Kritikken gik på, at Danmark ikke tager tilstrækkeligt hensyn til børnene i sager om asyl og indvandring.

Tidligere er Danmarks behandling af asylbørn ligeledes blevet kritiseret i FN’s børnekomités eksamination af, hvordan Danmark lever op til kravene i børnekonventionen (senest i 2011).

Vi har fra en række nationale og internationale forskningsprojekter dokumentation for, at asylbørn har det psykisk dårligt ved ankomsten til Danmark.

Gør mere skade end gavn
Vi ved, at risikoen for psykisk sygdom øges, når børnene skal opholde sig i lang tid i asylcentrene, og at de specielt påvirkes, når de i længere tid lever under vanskelige og stressende forhold uden den nødvendige støtte.

Desuden bliver de indirekte påvirket negativt gennem forældrenes reaktioner. Når forældrene får flere psykiske problemer, får børnene det også. Med andre ord: problemet er blevet grundigt belyst. Det kan derfor undre, at der stadigvæk ikke er gjort mere ud af at bringe praksis i orden.

For resultatet er, at børn med store psykiske problemer i form af angst, tristhed, hyppige grådanfald, søvnbesvær, mareridt, isolationstendens og aggressiv adfærd ikke får asyl, og at børn, der har opnået en væsentlig tilknytning til Danmark, sendes hjem til et land, hvor de vil have svært ved at klare sig.

Vi ved, at risikoen for psykisk sygdom øges, når børnene skal opholde sig i lang tid i asylcentrene, og at de specielt påvirkes, når de i længere tid lever under vanskelige og stressende forhold uden den nødvendige støtte.

Edith Montgomery
Seniorforsker, Dansk Institut Mod Tortur

Børn, der lider af psykiske symptomer, har svært ved at koncentrere sig, de får svært ved indlæring, og deres fortsatte udvikling forstyrres. Det har store konsekvenser for deres fremtid, uanset om den ligger i Danmark eller i hjemlandet.

Men hvad er der så gjort? Nogle ændringer har de sidste år givet børnene lidt bedre forhold. Behandlingstiden for asylansøgninger er forkortet; Visse asylsøgende og afviste familier kan flytte udenfor asylcentrene, mens de venter; Det er i nogle sager blevet nemmere for børn at søge om familiesammenføring; Og i sager om afslag af forlængelse af humanitær opholdstilladelse (til forældrene) kan sagen appelleres til udlændingestyrelsen, som også ser på barnets tarv i bedømmelsen.

Børn bliver ikke inddraget i asylsager
Men det helt grundlæggende er der ikke gjort noget ved. Udlændingestyrelsen inddrager stadig ikke børnenes oplevelser og reaktioner systematisk i behandlingen af familiens asylsag.

Uledsagede flygtningebørn kan udvises, når de fylder 18 år, hvis de ikke opfylder kriterierne for at få asyl. De skal altså måske leve flere år i Danmark i usikkerhed, utryghed og angst for fremtiden.

Asylprocessen kan i sig selv udgøre en risikofaktor for traumatiserede børn, hvis den trækker ud, eller familien får afslag og ikke kan sendes tilbage. Truslen om hjemsendelse til det sted, hvor overgrebene fandt sted, kan være en stor belastning for børn og unge.

Typiske psykiske sygdomme hos børn, der kræver behandling og indsats for eksempel i form af ekstra pædagogisk støtte og specialundervisning, såsom autisme, tæller ikke med ved vurdering af humanitært ophold til familien.

For dansk til sit hjemland
Desuden tages der ikke systematisk hensyn til barnets tilknytning til landet, når familien sendes tilbage. For eksempel kan det være sådan, at dansk er blevet barnets hovedsprog, og det kan være ude af stand til at læse sit modersmål, hvilket gør fortsat skolegang i hjemlandet umulig. 

Hvad bør der gøres? Hele asylsystemet bør gennemgås systematisk i lyset af børnekonventionen. Udlændingestyrelsen bør sørge for, at børnenes situation undersøges systematisk i behandling af asylsager og ansøgninger om humanitært ophold, og ledetråden bør være barnets tarv (som krævet i børnekonventionen).

Regeringen bør sætte en grænse for, hvor længe børn kan opholde sig i Danmark uden at være sikret opholdstilladelse. Uledsagede flygtningebørn bør ikke kunne leve på ’tålt ophold’ for derefter at sendes ud ved det fyldte 18. år. Ved udsendelser af børn og familier bør myndighederne sørge for, at barnets tarv er den primære overvejelse. De bør for eksempel sikre sig, at barnets liv ikke risikerer at gå i stå i hjemlandet, fordi det er ’blevet for dansk’.