I virkeligheden fik Georgien tildelt sin kandidatstatus på trods – og ikke som følge af – dets tilpasning til de europæiske krav, som reelt har været temmelig mangelfuld. En udstrakt arm fra EU-Kommissionen ikke mindst foranlediget af, at Ukraine og Moldova ved samme lejlighed fik startet deciderede optagelsesforhandlinger med EU.

For de sidste tre-fire år har den georgiske regering ageret meget tøvende netop i forhold til de europæiske pejlemærker demokrati og retsstat, og har i stedet skubbet Georgien mere i retning af Moskva og Beijing end Bruxelles.

Georgiens oligarkstyre

Den georgiske regering ledes på papiret af premierminister Irakli Kobakhidze, som i februar afløste Irakli Gharibashvili (premierminister i 2013-2015 og igen i 2021-2024).

Men bagved står Georgiens stærke mand, oligarken Bidzina Ivanisjvili, også kendt som Boris Grigorjevitj Ivanisjvili, der i de vilde 1990'ere opbyggede sin rigdom i Rusland blandt andet gennem oprettelsen af den russiske bank Rossisjkii Kredit, som han solgte med stor fortjeneste tilbage i 2012.

Den georgiske regering læner sig i stigende grad mere op ad Rusland og Kina end op ad Vesten.

Jørgen Staun
Ph.d. og lektor, Forsvarsakademiet

Ivanisjvili vendte i december sidste år tilbage til aktiv politik som "æresformand" og styrer nu også formelt "Georgiens Drøm".

Partiet var oprindeligt en koalition af kræfter, der havde det til fælles, at de var modstandere af præsident Mikhail Saakasjvili, som havde ledt landet i krig mod Rusland i 2008.

I dag er Georgiens Drøm, eller "Ruslands Drøm", som oppositionen spydigt kalder partiet på grund af dets tilnærmelse til Rusland, reelt et fasttømret og topstyret parti.

Drømmekoalitionen har siddet på magten siden 2012. Men hvor de ved valget i 2020 officielt fik 48 procent af stemmerne, står de i en nylig meningsmåling fra november sidste år kun til 25 procent af stemmerne – hvilket har fået nogle analytikere til at hævde, at det reelle mål med fremmedagent-loven, ikke blot er at stække oppositionen, hvor nogle partier får støtte fra USA, men også ramme uafhængige meningsmålingsinstitutter og valgobservatører, så det bliver lettere at snyde ved parlamentsvalget den 24. oktober i år.

Spiller på flere heste

Udenrigspolitisk har mange argumenteret for, at Georgien siden 2012 har ført en såkaldt "hedging strategi", hvor regeringen i et eller andet omfang har forsøgt at udligne de forskellige stormagters pres ved at spille dem ud mod hinanden.

En småstats hedging-strategi kan kort defineres som en udenrigspolitisk strategi, der forsøger at udligne risici og usikkerhed ved at forfølge flere, ofte modstridende politiske muligheder på én gang, med det formål at skabe gensidigt modvirkende effekter, som så "udligner" hinanden.

Målet er, at småstaten får mere handlerum.

Den georgiske regering læner sig dog i stigende grad mere op ad Rusland og Kina end op ad Vesten, så reelt synes landet at være skiftet til en tilpasningspolitik overfor Rusland.

Det er også kendt som "Finlandisering" efter den tilpasningspolitik, Finland førte overfor Sovjetunionen under Den Kolde Krig.

"Regeringen har bare forsøgt at undgå at blive trukket ind i en militær konflikt med Rusland," siger Vladimir Papava fra Rondeli Foundation – en lille, selverklæret uafhængig tænketank, der ligger få gader bag parlamentet i Tbilisis centrum – i et interview med undertegnede.

"De sagde ja til visafri rejse til Moskva. Det var de nødt til. Hvis ikke, de havde sagt ja, var de blevet presset til det," hævder han.

"Vi husker udmærket, hvad der skete under og efter krigen i 2008," siger han med henvisning til den korte femdages krig med Rusland i 2008.

"Dengang var der ingen, der kom os til hjælp. Og der var ingen diskussion af økonomiske sanktioner mod Rusland fra EU's og USA's side".

"Vi ved, at Rusland er vores fjende. Det er klart."

"Det okkuperer 20 procent af vores land. Men samtidig er det vores nabo. Og de går ikke væk."