Forsker: Partitoppen tager magten

Flere og flere beslutninger træffes af stadig færre personer. Sådan er tendensen inden for de danske partier på tværs af både rød og blå blok.

Professor ved Syddansk Universitet Michael Baggesen Klitgaard arbejder med et forskningsprojekt om partier i Europa, og han ser en klar tendens:

"Når partier første gang kommer i regering, begynder der en strømlining af partiorganisationen, hvor man sørger for, at toppen kan agere relativt uafhængigt af baglandet. Det er sådan set lige meget, om vi taler om SF i Danmark eller De Grønne i Tyskland. Det er nøjagtigt det samme, man ser," siger han.

Forklaringen ligger blandt andet i de politiske indrømmelser, et regeringsparti må give over for sine koalitionskolleger. Det kræver fleksibilitet, og nogle gange må man lade partiprogrammet ligge i skuffen.

Den konflikt, der kan opstå, når baglandsindflydelse og regeringsdeltagelse mødes, så man for eksempel i SF, da baglandsfavoritten Annette Vilhelmsen indtog regeringskontorene efter Villy Søvndal.

"Hende blev det hurtigt problematisk for. I samme øjeblik hun kommer ind i regeringskontoret, bliver hun ramt af at være forpligtet på regeringssamarbejdet, og så har man balladen," siger Michael Baggesen Klitgaard.

Ændrede grundvilkår
Udover krav om duelighed blandt partier med regerings-aspirationer, er den "store forklaring" på centralisering af magt i partierne, ifølge forskeren, at partierne ikke længere repræsenterer bestemte klasser i samfundet.

Det var her ideer til politisk forandring traditionelt kom fra, mens politikerne selv mere optrådte som en slags forlænget arm.

I dag kommer de store partiers vælgere fra mange forskellige samfundslag, er mindre trofaste, og samtidig har partierne mistet mange medlemmer. Dermed er der ikke samme grundlag for at inddrage baglandet som tidligere, pointerer Michael Baggesen Klitgaard.

EL er undtagelsen
Venstre er det af de gamle partier, der er længst fremme i processen, sammen med de to yngre partier; Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Også Konservative har centraliseret magten i toppen, men at det har været en lang proces, illustreres ved, at partiet i sin seneste storhedstid under Poul Schlüter (K) gik tilbage fra 90.000 medlemmer i halvfjerdserne til cirka 30.000 i 1993. 

I den modsatte ende af skalaen placerer forskeren Enhedslisten, hvor udviklingen ikke har været lige så markant.

Her har partiets hovedbestyrelse en stor del af magten, idet alle større beslutninger skal have baglandsrepræsentanternes stempel, inden folketingsgruppen kan handle.

At den struktur er rimelig intakt, mener forskeren, hænger sammen med, at partiet ikke har ambitioner om at komme i regering, men i stedet søger at påvirke regeringernes politik udefra.

Den strategi kan et magtfuldt bagland dog også være med til at vanskeliggøre.

"Partiets top er relativ ufleksibel og er ikke i stand til at reagere med den hastighed, der nogle gange kræves, når der skal laves et forlig," siger Michael Baggesen Klitgaard.

Uhyre stabile
Skoleeksemplet på den moderne centralisering af magten i partierne finder forskeren hos Dansk Folkeparti.

Her er det partitoppen, som har snor i resten af organisationen, og ikke omvendt. Det var tydeligt at se, da partiet udgjorde VK-regeringens parlamentariske grundlag fra 2001 til 2011.

"De fyrede en konservativ minister, når de syntes, det var tid til dét, men de vaklede ikke, og var uhyre stabile," siger han.

Folketingets yngste parti, Liberal Alliance, har på mange måder fulgt Dansk Folkepartis eksempel.

Her har man for nylig ansat en direktør, der skal sikre partiet "maksimal eksekveringskraft", og blandt andet deltage i politikudvikling, lyder det i jobbeskrivelsen.

Atypiske Radikale
Mens de fleste partier formelt kan forpligtes af for eksempel deres landsmøde, stikker Radikale lidt ud fra flokken.

Her er der ingen, der står højere end folketingsgruppen.

Ifølge Michael Baggesen Klitgaard bunder den struktur i partiets historie.

"Radikale har aldrig repræsenteret en stor massiv klasse i samfundet. Hvor Socialdemokraterne har haft et stærkt og formaliseret samarbejde med fagbevægelsen og mobiliseret rigtig mange mennesker, har Radikale aldrig repræsenteret et tilsvarende stort velorganiseret bagland," siger han.

Socialdemokraterne placerer forskeren i en kategori, hvor indflydelsen fra baglandet er svag. Til gengæld er de menige partisoldater mere vant til den position, da partiet har en lang tradition for at gå i regering.

Baglandet slår igen
Selvom tendensen går mod en centralisering af magten i partierne, er det ikke helt sort-hvidt.

Michael Baggesen Klitgaard peger på SF-baglandets succes med at få Annette Vilhelmsen som formand i 2012, og senest Lars Løkke Rasmussens tøj-sag fra foråret som eksempler.

Selvom Venstre er langt fremme i feltet over partier med mest magt i toppen, måtte formand Lars Løkke Rasmussen kæmpe for sit politiske liv på et møde med partiets hovedbestyrelse.

"At han kun overlevede på deres nåde, viser, at der er flere nuancer i denne historie end som så," siger forskeren.

Denne artikel er en del af Altinget : magasin. Læs hele magasinet her.