Debat

Forsker: Politikerne er mindst lige så hæderlige som befolkningen

DEBAT: Politikere fanges i den moderne medievirkelighed i en spiral af kynisme og brutalitet. Det er nødvendigt at se nærmere på demokratiets mekanismer og revurdere nærhedsprincippet, skriver seniorrådgiver emeritus Hans Meltofte, Aarhus Universitet.

Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Altinget
Signe Løntoft
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Hans Meltofte
Dr. scient. og seniorrådgiver emeritus ved Aarhus Universitet

Medierne gør som ’den fjerde statsmagt’ en stor indsats for at holde politikere og andre beslutningstagere fra at praktisere alt for meget dobbeltmoral, magtmisbrug og kynisme. Den nidkære hudfletning af politikere er imidlertid samtidig med til at skabe en virkelighed i politik, som får de fleste almindelige mennesker til at betakke sig. Resultatet er, at kun de mest hårdhudede typer deltager på topniveau i styringen af samfundet. Medier og politikere er dermed fanget i en selvforstærkende proces af kynisme og brutalitet. Og befolkningen spiller med, ikke mindst på de sociale medier.

Almindelige menneskers dobbeltstandarder
Alle kan enes om at rakke ned på beslutningstagerne, men hvordan forholder det sig lige med den almene befolknings intelligens og hæderlighed? Min egen erfaring gennem et langt liv er, at mellem en tredjedel og halvdelen af befolkningen gladeligt deltager i alskens småsvindel og bedrageri, hvad enten der er tale om sort arbejde, socialt bedrageri eller anden skattefusk, eller det drejer sig om dagligdags relationer mellem mennesker. Det hører vi meget lidt om i medierne, selvom det er en alvorlig trussel mod solidariteten i samfundet. Og når det sker, er det som regel velhavende menneskers skatteskjul eller lignende, men det er jo ikke moralsk set værre end ’almindelige’ menneskers fusk og bedrageri.

Et oplagt eksempel på almindelige mennesker dobbeltstandarder er den konstante – og berettigede – klage over utilstrækkelig offentlig service og urimelige afgørelser, som mange af de samme mennesker dog belejligt ’glemmer’, når de på valgdagen sætter kryds ved partier, der lover dem skattelettelser. Når en journalist holder mikrofonen hen foran en mor, der klager over nedlæggelse af den lokale daginstitution eller skole, hvorfor er næste spørgsmål så ikke: ”Stemte du på et parti, der lovede skattelettelser ved sidste valg?”

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Spørgsmålet er, om vi mennesker overhovedet er begavede nok til at styre en så kompliceret verden som den, vi har bygget op. Demokrati er ingen garanti for intelligente beslutninger. Historien er fuld af eksempler på det modsatte – senest for eksempel med valgene af tvivlsomme typer som Berlusconi, Putin og Trump til nogle af verdens mest magtfulde positioner. Som Winston Churchill er citeret for at have sagt: ”Democracy is the worst form of government, except for all the others.”

Nærhedsprincippets udfordringer
I stedet for at bilde sig selv og andre ind, at demokrati på det nærmeste er helligt, burde vi diskutere, hvordan vi får demokratiet til at fungere, så de værste tåbeligheder undgås. Og her slipper vi ikke udenom at diskutere nærhedsprincippet versus armslængdeprincippet. Om det siger demokratiforsker Mogens Herman Hansen i Dagbladet Information 29. juli: ”Skal demokrati være demokratisk, skal der være en tæt forbindelse mellem dem, der beslutter, og dem, der besluttes for.” Jeg kunne lige så godt påstå det modsatte!

Modsat hvad man dagligt kan få indtryk af ved middagsbordene og rundt om på arbejdspladserne, er politikere mindst lige så hæderlige – og selvfølgelig langt bedre begavede – end befolkningen som helhed. 

Hans Meltofte
Dr. scient. og seniorrådgiver emeritus

Det er klart, at når der er en direkte forbindelse mellem, hvor meget borgerne i en kommune er villige til at betale i skat og den service, kommunen kan yde i form af daginstitutioner, skoler og plejehjem, kan nærdemokrati fungere. Men ofte er det nødvendigt med god afstand mellem dem, der regulerer, og dem, der reguleres – det man kunne kalde en form for armslængdeprincip. Fiskeriregulering er et godt eksempel. Et af verdens bedst regulerede fiskerier er i Beringshavet ud for Alaska, hvor alle nyder godt af en bæredygtig forvaltning. Reguleringen er en succes, fordi den foretages så langt væk som i Washington D.C. og ikke i Anchorage. Herhjemme har regeringen for eksempel aldrig magtet at få fiskeriet reguleret ned på et langtidsholdbart niveau. Først da EU blev den ansvarlige myndighed, kom beslutningerne så langt væk fra pressionen fra fiskerihavnene, at det lykkedes at få styr på i det mindste dele af fiskeriet – til fiskernes store og ufatteligt kortsigtede fortrydelse – og opportunistiske politikere greb chancen for at blame ’det forfærdelige bureaukrati i Bryssel’.

Begavede politikere
Modsat hvad man dagligt kan få indtryk af ved middagsbordene og rundt om på arbejdspladserne, er politikere mindst lige så hæderlige – og selvfølgelig langt bedre begavede – end befolkningen som helhed. Det skal de også være. Og i det omfang, de ikke er det, er der kun at sige, at vi selv har valgt dem. Når italienerne igen og igen stemte på Berlusconi, fristes man til at konkludere, at det skyldtes, at de beundrede ham for at være en endnu større svindler end dem selv.

Hele ideen med det repræsentative demokrati er jo, at vi vælger nogle folk, der kan bruge al deres tid og alle deres evner på at sætte sig bedre ind i tingene, end befolkningen som helhed har tid, evner og overskud til. Her i landet er det gået forholdsvis godt, om end der har været ’bump’ på vejen, som da et umodent demokrati provokerede Preussen til krig i 1864, og et ikke mindre ubegavet demokrati gik ind i krigen i Irak i 2003. Ellers har en frugtbar kombination af en veluddannet befolkning, lutheransk arbejdsmoral, dygtige erhvervsledere og socialdemokratisk omfordeling trods alt frembragt et af verdens bedste samfund.

Mediernes ansvar
Spørgsmålet er, om det er nok i fremtiden. Hvor 200 års mere eller mindre statsreguleret kapitalisme har skaffet os et ufatteligt rigt samfund, er det tvivlsomt, om modellen holder til en verden, der trues af stadig større problemer i form af folkevandringer, klimaændringer, naturforarmelse og miljøødelæggelse. Alle synes at være rådvilde. Hvor venstrefløjen ikke kan finde på ret meget andet end at kæmpe for alle de samfundsgoder, vi allerede har opnået, er de liberalistiske partier i fuld gang med at nedbryde disse – under påskud af at ville bevare netop velfærdssamfundet.

Men hvad er alternativet? Kan det lade sig gøre at mobilisere de hæderlige folkelige kræfter, så glasset med positive værdier ikke bare er halvt tomt, men i stedet halvt fuldt? Eller vil kritik i medierne og tilsvining på sociale platforme kvæle initiativerne, så den negative spiral, skitseret i dette indlægs indledning, blot fortsætter nedad?

Da Politiken i starten af sommeren bragte et debatindlæg af tvivlsom lødighed i forhold til den videnskabelige forskning på området, blev det anført til forsvar for indlægget, at redaktionen også bringer ekspertindlæg, og at læseren selv bør vurdere argumenternes lødighed. Men det går ikke altid sådan, at det hele retter sig med valide argumenter. Det er ufatteligt let at kvæle gode initiativer. Medierne har derfor et kæmpe ansvar for at opretholde en rimelig balance mellem det frie ord og et minimum af seriøsitet. Enhver har ret til at kritisere alt og alle, men man har ikke ret til at få det trykt i avisen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Hans Meltofte

Formand for Naturpolitisk Udvalg, Dansk Ornitologisk Forening, ornitolog, dr.scient., seniorrådgiver emeritus, Aarhus Universitet, Research Associate, Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet
Radiomekaniker, radiosondeassistent, dr. scient.

0:000:00