Frederiksen klar til kroning

Da partilederen på valgnatten trådte tilbage, rettede mange blikket mod Mette Frederiksen. 

Året var 2005, og Mogens Lykketoft og Socialdemokratene havde tabt valget. Frederiksen var den gang 27 år og mente selv, at hun var for ung. 

Torsdag nat trådte endnu en S-formand tilbage. Og nu er der ikke længere tvivl: Det er Mette Frederiksens tur.

Alt peger på, at kronprinsessen skal krones. 

Jeg har måttet sande, at det er lettere i teorien end i praksis at have faste holdninger.

Mette Frederiksen (S)

Patos og flammetaler
Mette Frederiksen har en lang historie bag sig som Socialdemokrat. Partiets arv og kerneværdier har hun haft med fra barndommen i en arbejderfamilie i Aalborg. Faren var typograf og moderen pædagog, og Mette Frederiksen meldte sig allerede som 14-årig ind i DSU som den fjerde generation i en familie af aktive socialdemokrater.

Fra begyndelsen af sin politiske karriere blev hun udpeget som et stort talent. Hun blev især kendt for at holde ideologiske flammetaler med stor patos. Men de gav hende også fjender. Selv i hendes eget parti mente flere, at hun nogle gange svingede så meget med de ideologiske faner, at hun var ved at miste jordforbindelsen.

Hendes udfarende og idealistiske stil gav hende flere øgenavne på Christiansborg. Især blandt Venstre-folk kom hun til at gå under navnet ”Skrigeskinken”, mens hun blandt nogle partifæller blev kaldt ”Svend Auken med bryster”.

Endte i ingenmandsland
Da Mette Frederiksens mentor Mogens Lykketoft tabte valget som S-formand i 2005 holdt han på valgnatten en bevæget afskedstale på Jazzhouse i København, hvor hun lod tårerne få frit løb (se foto nedenfor). Mogens Lykketoft forsøgte som nævnt bagefter at få hende kørt i stilling til formandsposten, men hun mente, det var for tidligt.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Kristian Juul Pedersen/Scanpix.

Hun valgte i stedet at stemme på Frank Jensen ved formandsvalget i 2005, som blev vundet af Helle Thorning-Schmidt. Derefter røg Mette Frederiksen ud på lidt af et sidespor i folketingsgruppen, hvor hun var endt i en slags ingenmandsland.

Hun havde ikke støttet Thorning i formandsopgøret, og hun var heller ikke i kridthuset på partiets venstrefløj. Selvom hun havde stemt på Frank Jensen, var denne fløj skuffet over, at hun ikke gik aktivt ind i kampen for at få ham valgt. 

I stedet dannede Mette Frederiksen nogle år senere sin egen kaffeklub i partiet, kendt som ”Netværket”, der politisk lå et sted midt imellem partiets gamle Auken- og Nyrup-fløj.

Det er dog først efter valget i 2011, at denne kaffeklub har fået en magtfuld position i partiet. Og det er først i kraft af sin tid og sine præstationer som minister, at hun er rykket helt frem til den nuværende position som uantastet kronprinsesse.   

Erkender holdningsskift
Set udefra kan Mette Frederiksen nærmest fremstå som to vidt forskellige politikere. Før hun blev minister i 2011, gav hun den gas som en ivrig oppositionspolitiker, der revsede VK-regeringen for at føre en social uansvarlig politik.

Efter valget i 2011 kom hun selv til at stå i spidsen for nogle barske reformer. Og siden har hun gjort det til en særlig disciplin at argumentere for, at det er for de arbejdsløses egen skyld, når regeringen tager penge fra dem.

På nogle områder, har hun selv erkendt, at hun har skiftet holdning. I efteråret 2005 foreslog hun i et interview i Berlingske, at man burde give 20.000 til 30.000 af de svageste kontanthjælpsmodtagere førtidspension, i stedet for formålsløst at ”piske dem i beskæftigelse”.

Som minister strammede hun i stedet kravene til at få tildelt en førtidspension. Om den kovending har hun siden sagt:

”De mange møder, jeg har haft med unge mennesker på førtidspension, bekræfter mig i, at jeg tog fejl dengang. Fordi der ikke er noget menneske, især hvis det er ungt, der får et rigere liv af at være passiv,” sagde hun i et interview med Clement Kjersgaard på DR sidste år. 

”Måske har vi som socialdemokrater været for optagede af at give mennesker noget at leve af i stedet for noget at leve for,” supplerede Mette Frederiksen.

Strammeren
Mette Frederiksen har senest været Danmarks justitsminister. En post som hun med dæmpet begejstring overtog fra Karen Hækkerup. Som justitsminister har Mette Frederiksen stået i spidsen for at stramme rets- og flygtningepolitikken, hvor hun blandt andet gennemførte den stramning af asyl-reglerne, som statsministeren gennem valgkampen stolt har kaldt den første i 12 år.

Og så har Frederiksen også været på en hård opgave med håndtering af terrorangrebet i København i februar.

Inden da bestred Frederiksen jobbet som beskæftigelsesminister, som statsministeren tildelte hende efter valgsejren i 2011. Før hun blev minister, var hun kendt som en idealistisk forkæmper for de socialt dårligst stillede. Siden har hun som beskæftigelsesminister stået i spidsen for markante reformer, der har taget penge og rettigheder fra syge og arbejdsløse.

Retorisk sværvægter
Det blev under Frederiksen langt sværere at få førtidspension for unge, og ydelserne for folk i fleksjob er sat ned, og for unge på kontanthjælp er den næsten blevet halveret.

Men hendes retoriske evner er i særklasse efter dansk målestok. Som den måske eneste S-minister formåede hun at forsvare regeringens reformer på en måde, så hun stadig lød som en socialdemokrat.

Derfor slap hun forbløffende helskindet fra opgaven som beskæftigelsesminister, hvor hun ellers på forhånd havde alle odds imod sig. Med hendes image var det svært for de fleste at se, hvordan hun skulle gennemføre de mange barske reformer i regeringsgrundlaget uden at miste sin troværdighed.

Hun mistede da også noget troværdighed og opbakning hos dele af venstrefløjen, men i dag appellerer hun meget bredere både internt i sit eget parti og hen over midten til borgerlige vælgere.

Frederiksens teser
Ifølge flere kilder begyndte Mette Frederiksens politiske rejse mod en mere pragmatisk kurs dog langt før, at folketingsvalget i 2011 gav hende adgang til bagsædet af en ministerbil. 

I 2008 stod Mette Frederiksen således frem med ti politiske teser udarbejdet af en gruppe unge socialdemokrater med hende selv i spidsen. En af teserne bar overskriften, at pligter er vigtigere end rettigheder. Og herunder står, at flere skal yde mere, og at enhver skal arbejde og forsøge sig selv, og ingen må forvente mere fra fællesskabet, end det er nødvendigt. Under et andet punkt står, at skatten på arbejde skal sænkes.

Allerede her viser Mette Frederiksen altså nogle holdninger, som ikke harmonerer helt med det image, hun ellers havde fået opbygget på daværende tidspunkt.

Stærk til at bygge relationer
Enhedslistens nyvalgte folketingsmedlem Pelle Dragsted har tidligere til Altinget peget på, at Mette Frederiksens har en force, der er vigtig for en toppolitiker: 

”Hendes styrke er også relationsopbygning. Hun er dygtig til at inddrage folk og holde kontakten. Vi står langt fra hinanden politisk, og hun har stået bag de værste af regeringens reformer set med vores øjne. Men når det gælder tillid og samarbejdsrelationer, så har vi et langt bedre forhold til Mette Frederiksen end til den øvrige regeringstop,” sagde Pelle Dragsted i sommeren 2014.

Det er ikke kun på venstrefløjen, at Mette Frederiksen har været dygtig til at opbygge relationer. Hendes forhold til politikerne i de borgerlige partier har ændret sig markant, efter at hun blev minister.

Før 2011 kunne flere af VK-regeringens ministre ikke døje synet af Mette Frederiksen i et forhandlingslokale. Så var der næsten dømt dårlig stemning på forhånd, og forhandlingerne var dømt til at gå i hårdknude.

Dengang mente borgerlige ministre ligefrem, at det var nemmere at forhandle med SF, hvis det var Mette Frederiksen, der repræsenterede S. Sådan er det ikke mere.

God forhandlingsleder
Som beskæftigelsesminister kørte hun et tæt reformparløb med Venstre. Når forhandlingerne spidsede til, arrangerede hun hulemøder med Venstres finansordfører Peter Christensen uden embedsmænd til stede.  

Her talte de to sig ind på hinanden, så S og V kunne nå frem til en fælles forståelse, så vejen til en aftale var banet.

”Hun er en af de ministre, som jeg har haft nemmest ved at lave aftaler med. Hun har et godt blik for, at alle skal have noget med fra forhandlingsbordet. Man kan også mærke mennesket Mette, når man forhandler. Hun er ikke nogen robot, og det sætter jeg stor pris på. Hun vil noget med politik. Det burde være en selvfølge her på Christiansborg, men det er det desværre ikke,” sagde Peter Christensen i 2014.

Skolevalg ramte troværdigheden
På et punkt har Mette Frederiksen uomtvisteligt skiftet holdning. Også så meget, at hendes politiske troværdighed led skade. Det skete i 2010, da hendes datter skulle begynde i skole, og valget faldt på en privatskole i stedet for den lokale folkeskole i Ballerup.

Tidligere havde Frederiksen ellers tordnet imod forældre, der valgte folkeskolen fra.

”Det nytter simpelthen ikke, at forældre med overskudsbørn sender deres børn i privatskole så snart, der er problemer i folkeskolen,” skrev hun i et indlæg under overskriften ”Alle skal tage medansvar for folkeskolen” i 2005.  

Den sag gjorde ondt på troværdigheden. Næste valg kom først halvandet år senere, men sagen var ikke glemt. Hun fik ganske vist flotte 21.000 personlige stemmer, men det var en markant tilbagegang i forhold til de godt 27.000, hun fik i 2007.

Til Jyllands-Posten sagde Mette Frederiksen senere, at beslutningen om at indskrive sit eget barn i en privatskole ikke var et udtryk for dobbeltmoral.

”Men jeg har måttet sande, at det er lettere i teorien end i praksis at have faste holdninger.”

Dele af denne artikel bygger på et portræt af Mette Frederiksen, der blev bragt 21. august 2014, og som er skrevet af journalist Jørgen Skadhede.