Friluftsrådet: Grundejere slipper af sted med ulovlige afspærringer

Af Lars Mortensen
Formand i Friluftsrådet

Det står ikke godt til med folks muligheder for adgang til naturen og det åbne land, hvis man tager et blik ud i virkeligheden.

Dels er der mange enkeltstående eksempler på, at grundejere spærrer en sti, nedlægger en markvej, sætter hegn og ulovlige skilte op både i det åbne land, i skove og naturområder og langs kysten.

Dels ser vi eksempler på, at offentlighedens adgang ikke prioriteres i politiske forslag og beslutninger. Jeg behøver bare at nævne randzonerne, ny lov om kystsikring, salg af offentlige skove. Samlet set betyder det, at kampen for at sikre befolkningens adgang til naturen er en ongoing process – både hver gang der laves ny lovgivning, og på den helt konkrete håndhævelse af reglerne.

Masser af muligheder for bedre lovgrundlag
Langs kysten er der for eksempel ikke brug for væsentligt bedre adgangsmuligheder, her skal reglerne ”bare” håndhæves og fortsat sikres ved hver eneste indgriben i kysterne, hvad enten det er turismeudvikling eller kystsikring, der er på dagsordenen.

Det gælder derimod ikke i skovene og i det åbne land. Her er der dels mange eksempler på, at man kan tillade færdsel, uden at det går ud over produktionsinteresser eller naturbeskyttelsesinteresser. Dels er der ikke sket forbedringer af lovgrundlaget for adgang, selvom vi har haft en samfundsudvikling, der i praksis lukker store dele af landskabet af. Der er masser af muligheder for at forbedre lovgrundlaget og forvaltningen - og når man som privat ejer får offentlige tilskud til et område, er det kun rimeligt at betale tilbage til samfundet i form af at give folk lov til at gå en tur og opleve det.

Det store problem opstår, når nogle borgere synes, de har en eksklusiv ret til et fælles naturområde og lukker andre ude. Og at de får politisk opbakning til det.

Lars Mortensen
Formand i Friluftsrådet

Naturen skal ikke være for de få
Hvorfor ikke tillade folk, der bor på landet, at gå langs markerne i læhegn eller markskel eller på arealer, der ikke dyrkes så intensivt? Vi taler jo ikke om horder af mennesker, der larmer og sviner, men en lokalbefolkning, der gerne vil have mulighed for at bevæge sig i den natur, de kan se fra hovedvejen eller stuevinduet. Vi skal respektere den private ejendomsret og kende og overholde reglerne for at færdes i naturen. Ja naturligvis, men det er altså ikke her det store problem gemmer sig. Det store problem opstår, når nogle borgere synes, at de har en eksklusiv ret til et fælles naturområde og lukker andre ude. Og at de får politisk opbakning til det.

I Danmark har vi taget den beslutning, at naturen i høj grad er noget, vi er fælles om at have glæde af. Det er fundamentet for millioner af danskeres aktive friluftsliv i foreninger eller med familie og venner. Vores landskab og natur er ikke – og må aldrig blive – noget, der er forbeholdt nogle få, der kan betale for en eksklusiv ret til det.

Netop det valg er med til at definere, hvad Danmark er. At vi f.eks. ikke har kyster som i Sydeuropa, hvor man skal bo på et dyrt hotel for at have adgang til en strand. Derfor går det simpelthen ikke, at grundejere kommer afsted med at spærre adgangen ulovligt i årevis - og at loven ikke håndhæves af kommunerne eller fortolkes forskelligt afhængig af politiske interesser.

Og helt ærligt, bliver glæden over at bade i havet, nyde solnedgangen eller gå en tur i det åbne landskab mindre af, at man deler den med andre?