Grøndahl: Er Danmark fyldt?

Tidligere på ugen blev regeringen kritiseret for at tale med to tunger, når det gælder flygtningesituationen. Udadtil opretholder man den humane facade, mens man strammer herhjemme. Sådan lød kritikken i anledning af, at Danmark sammen med resten af FN mandag besluttede at sende flere penge til nærområderne og samtidig sætte kvoterne op.

Det første vil blandt andet betyde, at flygtningelejrenes børn får mulighed for at komme i skole frem for at spilde deres barndom. Det andet betyder, at FN får udvidet sit mandat til at udpege de flygtninge, der fortjener beskyttelse, frem for at det enkelte land selv skal tage stilling til, om en asylansøger er rigtig flygtning eller bare migrant.

Samtidig med FN-beslutningen suspenderede Danmark sin deltagelse i FN's kvoteflygtningeprogram ved at ”skubbe” årets resterende 491 kvoteflygtninge på ubestemt tid. ”Vi er fyldt op,” udtalte Inger Støjberg til Politiken 11. september.

Journalisten spurgte, om de 491 så ville komme i betragtning på et senere tidspunkt, eftersom regeringen jo selv har talt om at udvælge de kvoteflygtninge, der er ”integrerbare”, men det meldte interviewet ikke noget om. Der var jo ikke tale om matematik, replicerede Støjberg, men derimod om politik. Jeg forstår hende sådan, at udtrykket ”fyldt op” ikke skal forstås kvantitativt, men politisk. Danmark er trods alt ikke et målebæger. Godt, at Støjberg slår det fast, men hvordan skal vi så forstå hende? Kan statsministeren mon hjælpe?

Jeg tror ikke, det er antallet af flygtninge, men graden af deres integrationsvilje, der er kriteriet for, hvornår Danmark er fyldt op. 

Jens Christian Grøndahl
Forfatter

”Danmark tager mere end sin rimelige del af asylsøgere i EU,” udtalte Lars Løkke Rasmussen fra New York (Politiken 20.9.) Han forklarede, at vi også må tage hensyn til presset på de lokalsamfund, der modtager flygtningene og skal løse den konkrete integrationsopgave. Han henviste til de millioner af borgere i Danmark og de andre EU-lande, der er bekymrede for, at deres samfund skal krakelere under trykket. Det er dem, der i disse år flytter Europa mod højre og sår tvivl om unionen som fælles projekt. Uanset om deres bekymring er begrundet eller ej, så er den politisk virkelighed.

Det er nok også derfor, Inger Støjberg ikke vil love, at årets resterende 491 kvoteflygtninge får en ny chance i Danmark. De er fanget i et politisk hul, hvor de snart vil forsvinde ud af syne, og det lignede et forsøg på at lukke hullet efter dem, da Løkke i interviewet med Politiken tilføjede, at Danmark, der er på størrelse med staten Maryland, sidste år modtog 21.000 flygtninge. Hvis USA skulle følge vores eksempel og forholdsmæssigt modtage det samme antal, ville man sidste år have taget imod 1,2 mio. i stedet for at nøjes med 70.000.

Løkke kan noget med tal. Det kan jeg ikke, men regnestykkets moralske bogholderi dæmrede selv for mig: Hvis USA kun tager 70.000, og hvis Danmark skulle tage, hvad der svarer til Marylands andel i forhold til USA's samlede indbyggertal … Sådan kan man vende og dreje filosoffen Immanuel Kants princip om, at vi bør handle, så vores handlinger kan ophøjes til universel lov.

På den anden side havde Kant nok aldrig forestillet sig, at princippet kunne bruges til at bringe anstændighedens laveste fællesnævner helt ned i græshøjde. Hvis Inger Støjberg imidlertid har ret i, at flygtningesituationen ikke er et matematisk, men et politisk spørgsmål, hvad nytter det så at gøre op, hvem der tager imod flest flygtninge, og hvem der burde tage flere?

En moralsk diskussion
Når man gør det rigtige, og der er brug for, at man gør mere, kan man så lægge armene over kors, fordi andre ikke har gjort lige så meget? Hvad siger det om vores beredskab som personer og som nation over for medmennesker på flugt?

Vi kommer ikke uden om, at flygtningedebatten er en moralsk diskussion. Derfor må vi også prøve på at skelne mellem skinhellighed og ægte anfægtelse. Rigtig moral bør jo ikke handle om at pudse glorien, hverken for strammere eller venligboere. Moralsk bevidsthed er vel ikke mindst en selvkritisk erkendelse af, at man næsten altid kunne have gjort det bedre.

Der er noget forhekset over diskussionen, og jeg er selv splittet. Jeg synes, at Inger Støjberg forplumrer tingene – formentlig af frygt for folkestemningen – når hun siger, at Danmark er fyldt op, samtidig med at hun afviser at sætte tal på vores kapacitet. Hun ignorerer i øvrigt helt, at behovet for beskyttelse er en humanitær realitet, uanset hvor mange flygtninge vi har plads til.

På den anden side ønsker jeg ikke at se én eneste mandlig flygtning i Danmark, der mener, at det er kvinders ansvar at skåne den maskuline seksualitet for at føle sig fristet over evne. Hvis man har mistet sit hjem og med nød og næppe reddet livet, og hvis man får tilbuddet om en ny tilværelse i det danske velfærdssamfund, må man tage den kulturkamp med sig selv og sin libido. Selvopgøret med de patriarkalske tvangstanker må være den første modydelse, det første tegn på, at man vil det samfund, man er kommet til.

Vil man derimod både have beskyttelse og beholde sit traditionelle, mellemøstlige kvindesyn, mener jeg ikke, at Danmark behøver at føle sig forpligtet. Måske var det en meget god idé med de annoncer, Støjberg fik indrykket under stor ståhej. Blot skulle der have stået noget om frisind, ligestilling og verdslighed frem for en lang advarsel om, hvor uvenlige og afvisende vi er.

Jeg tror ikke, det er antallet af flygtninge, men graden af deres integrationsvilje, der er kriteriet for, hvornår Danmark er fyldt op. Egentlig er det slet ikke os, der afgør spørgsmålet. Det gør flygtningene selv. Vi kan kun give dem muligheden for at vise, at de ud over at ville beskyttelsen og velfærdsgoderne også vil os, det danske samfund, med alt, hvad det indebærer af udfordringer til deres medbragte adfærdsmønstre, værdier og forestillinger.

Det er jo ikke os, der skal integreres. Kulturmødet er i heldigste fald en sluse, hvor inkompatible forestillinger om køn og religion krænges af. Det kan tage en generation, men varer det to generationer, forhindres integrationen af parallelsamfund og – på den anden side af ghettoens mure – en voksende mistillid til ”de fremmede”.

Hvad siger borgmestrene
Det virkede befriende pragmatisk, da Socialdemokraternes udlændinge- og integrationsordfører, Dan Jørgensen, for ikke så længe siden foreslog, at man simpelthen spørger landets borgmestre, hvor mange flygtninge de selv mener, at de kan integrere om året med alt, hvad det indebærer af boliger, sundhed, uddannelse osv. Statsministeren har jo ret i, at kommunerne kommer under pres, når flygtningekrisen udmønter sig i, at en stor skare mennesker med en helt anden baggrund pludselig skal masseres ind i lokalsamfundet.

Men hvad skal borgmesteren svare, og hvordan skal hun eller han nå frem til sit svar? Det er nok muligt at besvare Dan Jørgensens spørgsmål rent logistisk, kvantitativt og økonomisk, men vil det være fyldestgørende? Der er jo også et kulturelt svar, og uden dét kan vi ikke tage politisk stilling til Inger Støjbergs påstand om, at vi er fyldt op.

Borgmesteren må kaste et blik ud over gruppen af indbyggere med ”anden etnisk herkomst end dansk”. Nogle bor i ghettoer, vender ryggen til det danske samfund, hengiver sig til religiøse og politiske forestillinger, som er uforenelige med demokratiet, og er i det hele taget omvandrende argumenter for, at Inger Støjberg har ret.

Andre er derimod så velintegrerede, at kun deres udseende og anderledes navne får dem til at skille sig ud, og det virker stødende – på dem og på mig – at tage dem til indtægt for nogen som helst vurdering af, hvor mange ”fremmede” Danmark kan absorbere. De er jo netop ikke fremmede mere.

Jeg tror, at Danmark er mere elastisk, end Inger Støjberg giver udtryk for, men jeg er ikke blind for, at elastikken på et tidspunkt kan springe. Problemet med vores tilgang til flygtningespørgsmålet – og grunden til, at vi ikke kommer nærmere et svar – er, at både strammere og slappere taler om flygtningene som anonyme, passive genstande for henholdsvis mistænkeliggørelse eller medfølelse. Ikke som aktører, der med deres handlinger, deres værdier, deres forhåbninger og deres motivation eller mangel på samme selv rummer det bedste og eneste svar på, om Danmark har nået bristepunktet.

Måske skulle vi meget tidligere møde dem i øjenhøjde og simpelthen stille dem alle de svære spørgsmål frem for at tro, vi kan svare på deres vegne.

...

Jens Christian Grøndahl skriver fast klummen 'En anden vinkel' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.