Grøndahl: Et fredet skrummel

KLUMME: Fortalerne for Vikingeskibsmuseets åndløse arkitektur kæmper nu en paradoksal kamp for at bevare den menneskefjendske bygning, der netop symboliserer et brud med tanken om bevarelse og eftermæle, skriver Jens Chr. Grøndahl.

Det er en gammel morsomhed, at lægernes fejltagelser bliver skaffet af vejen, mens arkitekternes bliver stående. Indtil den dag nogen forbarmer sig. Det er vel de færreste bygninger, der gennem historien har fået lov bare at forfalde lige så langsomt. De fleste er brændt eller gået til i krige, hvis de ikke simpelthen er blevet revet ned, fordi man havde brug for noget andet. Andre er blevet fredet, så de kan stå som vartegn for deres tid.

Når det gælder offentlige bygninger, er beslutningen fælles, hvad enten der skal rives eller fredes. I begge tilfælde må der skabes konsensus, og for fredningernes vedkommende er det ikke nok at blive enige om at bevare den ene eller den anden bygning. Der skal også opnås enighed om kriterierne for, hvad der er værd at bevare.

En aktuel sag rejser nogle mere overordnede spørgsmål om fredning af nyere arkitektur. Det handler om Vikingeskibsmuseet, som stormen Bodil var hård ved. Vandskaderne har gjort, at personalet for at kunne bevare og beskytte samlingerne har anmodet om en affredning af bygningen med henblik på en gennemgribende renovering.

Det har Det Særlige Bygningssyn afvist, og kulturministeren skal nu træffe den endelige afgørelse. Men hvordan i alverden er det skrummel nogen sinde blevet fredet?

Fredningen af Vikingeskibsmuseet er fra 1997, og dengang var begrundelsen, at ”bygningen ved sin helhedskarakter og landskabelige placering repræsenterer de fremragende arkitektoniske værdier, der kan begrunde en fredning af bygningsværket.” (Altinget 2. marts 2017).

Citatet er et eksempel på den faglige mumbo-jumbo, som arkitekter er så dygtige til. En ny bygning kunne jo få den samme landskabelige placering. Beliggenheden er ikke en egenskab ved en bygning, selv ikke når arkitekturen tager bestik af, hvor den ligger, og ”helhedskarakter” er en neutral betegnelse, ikke en arkitektonisk værdi. Lokummet til min bedstemors sommerhus havde også helhedskarakter med sine ormstukne, rødmalede planker.


Man skal formentlig være arkitekt for at se noget bevaringsværdigt i Vikingeskibsmuseet, og dét er problemet. Ideen med en fredning må jo være, at den giver mening uden for en snæver, faglig kreds. At frede er i folkestyret udtryk for en fælles besindelse på den arkitektoniske kulturarv, som det er vores ansvar at værne om og give videre til kommende generationer.

Dansk Folkepartis kulturordfører Axel Ahrendtsen vil med et lovforslag gøre det nemmere at rive fredede bygninger ned, hvis de rummer samlinger af kulturarv. Vikingeskibene skal reddes, men det kan ikke passe, at deres aktuelle betonramme skal omgærdes med den samme reverens.

Læs mere: DF vil gøre det nemmere at rive fredede kulturbygninger ned

Nærmere bestemt skal fredningen af bygninger opført efter Første Verdenskrig kunne ophæves. ”Det store syndefald i arkitekturen sker efter Første Verdenskrig, hvor betonen for alvor får sit indtog,” udtaler Alex Ahrendtsen til Altinget med reference til modernismen inden for arkitekturen.

Formanden for Det Særlige Bygningssyn Lars Juel Thiis er uenig. ”Den moderne arkitektur provokerer,” siger han, men ”vi er i vores tid ikke kvalificerede til at danne en dom over moderne arkitektur. Kultur skal vurderes på afstand, og det tager mange årtier at finde ud af, om et byggeri bare er en del af et modelune, eller om det i virkeligheden har den tidløse karakter, som karakteriserer de fredede bygninger i Danmark.”

Alex Ahrendtsen var ikke sen til at anholde selvmodsigelsen i Lars Juel Thiis’ argument. Hvis det tager så mange år at finde ud af, om en bygning er bevaringsværdig, må man vel vente tilsvarende længe med at frede?

”Der gik ikke engang 30 år, før de valgte at frede vikingeskibshallen,” udtaler han og fortsætter: ”Årsagen til, at de havde så travlt med det, er jo netop, fordi de har haft en særlig ideologisk interesse i at bevare den moderne, brutalistiske stil.”


Ideologi eller tidløshed? Der går nok det meste af et århundrede, før vi ved, hvad der er hvad. Måske skal bygninger stå deres prøve på samme måde som de store havskildpadders yngel, der udklækkes på land for at starte kapløbet mod det frelsende bølgeslag.

Hvis folk om hundrede år synes, at der stadig er noget ved et hus, har det bevist, at det ikke bare var udslag af en arkitekts fikse ideer. Fredninger i utide bidrager ikke til sansen for tidløshed, tværtimod risikerer de at undergrave respekten for de eksperter, der har bemyndigelse til at frede.

Man kan desuden spørge, om det ikke er lidt paradoksalt at frede et arkitektonisk sprog, der skal forestille at indvarsle det nye. Er det ikke at ville sætte fremtiden på museum, før den er begyndt? Giver modernismen mening, hvis fredning skal være dens redning?

Formanden for Det Særlige Bygningssyn bygger sin argumentation på en præmis, der i sig selv har været fredet alt for længe: ”Den moderne arkitektur provokerer.” Så er diskussionen jo egentlig slut, ikke sandt? Provokation har siden modernismens gennembrud været et absolut plusord, hvorimod den kunst, der forsømmer at provokere, gerne anses for at være bagstræberisk og uinteressant.

Tankegangen er elitær på den dårlige måde, fordi den reducerer publikum til benovede, indskrænkede søvngængere, der trænger til at blive rusket vågne af den mere avancerede kunstner.

Som selvforståelse og kriterium kan rollen som provokatør ligefrem give anledning til en bagvendt form for magtudøvelse. Stik imod den hedengangne dannelseskultur, der havde publikums intelligens og følsomhed som sin stiltiende forudsætning.

Problemet med det tyvende århundredes kunst og arkitektur har været, at modernismen ikke klarede transformationen fra provokation til konvention. Bauhaus affødte arkitektoniske mesterværker, men eftersnakkerne har ikke bidraget med andet end depressionsfremkaldende trøstesløshed.

Et posthus eller karrébyggeri fra 1800-tallet vil som regel have mere charme og atmosfære end de skotøjsæsker, arkitekturen i efterkrigstiden har plastret verden til med, godt hjulpet af totalitært tænkende byplanlæggere. Det var dengang, selv socialdemokrater talte om at fremelske Det Nye Menneske.

Hverken charme eller atmosfære er et parameter på arkitektskolerne. Det har i generationer været med arkitekturen som med den modernistiske kompositionsmusik: harmoni og skønhed var forbudt. Virkeligheden er bare, at en lille melodisnedker, der plagierer Schumann, giver mere oplevelse fra sig end en akademisk andendivisionskomponist, der efteraber Pierre Boulez.

Som åndsretning og æstetisk norm viste modernismens tilsyneladende styrke sig at være dens allerstørste svaghed. Fordi den baserede sig på brud frem for kontinuitet var den ude af stand til at lade sig befrugte af vitaliteten i den overleverede tradition.

I århundreder havde traditionens kreative genfortolkning været kunstnernes kald, hvad enten de var store eller små. Nu handlede det om at nulstille formsproget. Glemme fortiden og kun se fremad.

Men det kræver et talent af titaniske dimensioner at starte fra bunden hver gang. Især når det udtryksregister, man har til rådighed, er så reduceret og endda har reduktionen som metode og mål.

Modernismen virker kun, når den er genial, og geniernes antal har altid været begrænset.


Selv genier kan have en dårlig dag, eller endnu værre: Der kan komme en dag, hvor det viser sig, at deres genialitet var opreklameret. Et eksempel er Jean Nouvel, der fik betroet den nationale opgave at tegne en ny koncertbygning til DR som erstatning for Vilhelm Lauritsens indbydende – og modernistiske – koncerthus tegnet i 1930’erne.  

Resultatet ligner kasbaen i Mekka, her iklædt en blå presenning, hvor det vist var meningen, at man skulle mødes af æggende videoinstallationer, når man en stormfuld vinteraften kæmper sig vej fra metrostationen hen mod det musehul med svingdør, som samtlige 1.800 publikummer skal igennem.

Læs mere: Verden vil grine ad os, hvis vi ikke redder vikingeskibene

Dét er jo samtidsarkitekturens tilbagevendende svaghed, når det gælder monumentalt kulturbyggeri. Man har så svært ved at skabe adgangsforhold, tage imod, byde velkommen. For eksempel i form af et trappeforløb som dem, der siden Akropolis har stemt sindet og fortalt den ankommende, at nu skal du opleve noget særligt. Et brud på hverdagen, en vertikal dimension af ånd, oplevelse, fest.

Festligt må det jo heller ikke være. Når koncertgæsten i DR Byen har mast sig gennem hullet, står hun i en uhyggelig betongrotte af forvirrende halvmørke. Det er så kuldslået i sin firsernostalgiske flirt med det ”rå”, at man bliver helt ked af det. Hvorfor må man ikke glæde sig til Mozart og Mahler?

Oppe i bygningen venter endnu en prøvelse. Nu skal vi nemlig alle sammen op ad en enkelt rulletrappe mage til dem i Magasin – så meget for håbet om en pause fra den prosaiske hverdag – indtil vi i en løbegang flankeret af krydsfinerplader som forvirrede kalve forsøger at finde vej til vores pladser. Her må fast udstationerede medarbejdere stå og vise vej, fordi arkitekturen ikke selv formår at kommunikere.

Skal man endnu længere op, gælder det om at dukke sig. På Koncerthusets trapper kan man løbe panden mod betonen for 1,4 milliarder, hvis man er så uheldig at være bare en anelse over middelhøjde.

Indenfor i salen belønnes anstrengelserne af en akustik, der rigtigt nok er enestående, om end grottestemningen nu tager en direkte vammel og natklubagtig drejning. I øvrigt skal man være færøsk søpapegøje for ikke at blive svimmel på de stejle terrasser. Eller tage de ekstra lange spenderbukser på og investere i en plads på gulvet.

Adgangsforholdene i DRs koncertbygning er en hån mod koncertgængerne og skatteyderne, men behøver det være så grimt, bare fordi det har været dyrt?

Alex Ahrendtsen skal ikke have utak for med sit lovforslag at lægge op til en bredere diskussion af provokationen som dogme og åndsforladtheden som æstetisk program.

.......

Jens Christian Grøndahl skriver fast klummen 'En anden vinkel' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Grøndahl: Den stuerene idyl Grøndahl: Den stuerene idyl Næste artikel Grøndahl: Tyrkisk peber Grøndahl: Tyrkisk peber