Grøndahl: Europas dilemma

I februar tilbragte jeg nogle dage på Lampedusa. Øen er på størrelse med Anholt og ligger tættere på Afrika end på Sicilien. Jeg var taget derned for at samle indtryk og tale med nogle af de europæere, der i bogstaveligste forstand har stået med flygtningetragedien i armene. Resultat er blevet et essay i bogform, der udkom tidligere på ugen.

Bogen fik sin titel under en samtale, jeg havde i Rom med en italiensk forfatterkollega. ”Lampedusa er Europas ambassade,” sagde han. Det lille øsamfund repræsenterer efter hans mening det bedste ved Europa: respekten og omsorgen for hvert eneste menneskeliv, uanset kultur eller baggrund. Efter at have mødt en håndfuld af øens godt 5.000 indbyggere må jeg give ham ret. Overalt oplevede jeg det samme elementære menneskelige beredskab, hvad enten jeg talte med øens præst, borgmesterens talsmand eller de aktivister, der arbejder frivilligt for at hjælpe og støtte.

Men jeg mødte også den samme hovedrystende frustration. Hvis blot Europas lande havde formået at stå sammen og fordele flygtningene mellem sig, ville krisen ikke være eskaleret. Eller have kostet så forfærdelig mange liv. På Lampedusa koncentrerer man sig om at tage imod. Som borgmesterens medarbejder sagde: ”Det er statens grænser, ikke vores.”

På øens kirkegård så jeg de anonyme grave, hvor nogle af de druknede ligger. Kommunen har opsat plaketter med datoen og omstændighederne for deres død. I ganske få tilfælde har man kunnet identificere ligene. Det gælder for eksempel Welela fra Eritrea. Hun blev 20 år. En ældre kvinde gav hende en plads i sit familiegravsted. Som hun sagde til præsten: ”Så kan det være, at jeg slipper!” Replikkens robuste humor dækkede over en blufærdighed, der var lige så stor som hendes generøsitet.

Lampedusanerne virker ikke, som om de selv synes, at de er bedre end andre. Tværtimod mente én af de indbyggere, jeg talte med, at en hvilken som helst håndfuld danskere ville reagere på den samme måde, hvis man omplantede dem til den fjerne klippeø. Jeg håber det. I hvert fald tror jeg, at min samtalepartner havde ret, da hun mindede om, at det i høj grad er geografien, der bestemmer de udfordringer, man mødes med, og hvad de kalder frem i én.

Et pinefuldt dilemma
Danskerne er selvfølgelig hverken værre eller bedre end lampedusanerne, og jeg blev hurtigt klar over, at min bog ikke skulle handle om at udmale en alt for letkøbt kontrast mellem syditaliensk hjerterum og nordeuropæisk kulde. Italienerne ved godt, at de blot er et transitland, fordi hovedparten af flygtninge og migranter håber på en fremtid i et af de nordeuropæiske velfærdssamfund. Til gengæld har de også følt sig meget alene, sammen med grækerne, i fraværet af europæisk solidaritet. Deres erfaring har givet dem en realistisk indsigt i, hvor nytteløst det er at skelne mellem ”flygtning” og ”migrant”.

 Vi lader dem stadig dø på havet, og det er en skamplet for alle europæere, uanset hvad man mener om flygtninge over for migranter.

Jens Christian Grøndahl
Forfatter

Jo flere jeg talte med, desto klarere kom det til at stå for mig, hvordan flygtningekrisen har konfronteret os europæere med et pinefuldt dilemma. Hvis vi forskanser og forhærder os over for alle dem, der ser Europa som et synonym for håb, gør vi samtidig vold på den menneskelighed, der kendetegner vores åbne samfund. Men omvendt kan de fleste se, at folkevandringen, hvis den bare fortsætter, vil kunne undergrave den økonomiske og kulturelle ”sammenhængskraft”.

Man tager ikke så langt væk som til Lampedusa for at finde den korteste vej til en konklusion på dilemmaet, og da mit manuskript blev sendt til trykkeriet, var min egen stillingtagen stadig kun forsøgsvis. Skønt man i Sverige og Tyskland har måttet sande, at der i selv den mest samvittighedsfulde nation er økonomiske og logistiske grænser for den humanitære ydeevne, så tror jeg i længden ikke, at det gælder om at kunne svare på, ”hvor mange vi kan tage”.

Jeg håber og tror på, at Europa også i fremtiden vil være et åbent kontinent, hvor man så at sige kan blive europæer, hvis man vil. Det sidste er til gengæld integrationens krumtap. At ville. Vores åbenhed vil stå og falde med de tilrejsendes vilje til ikke blot at favne de muligheder, samfundet tilbyder, men også de principper, der har gjort åbenheden mulig. Uanset hvad der står i Koranen.

Jo mere jeg talte med de italienere, jeg mødte, desto mere blev jeg klar over, at det europæiske dilemma også udgør et europæisk paradoks. Sammenlignet med Italien har vi danskere udviklet et meget generøst, meget lighedspræget samfund, hvor få har for meget og færre for lidt. Det kan vi med rette være stolte af, men når vi ser os selv i spejlet, kan vi også notere os, at medmenneskeligheden i velfærdssamfundet til daglig holdes ud i arms længde. Den er blevet institutionaliseret, den er noget, vi har folk til, betalt over skatten. Til forskel fra italienerne, der slet ikke har det samme sikkerhedsnet og derfor ved, at deres tryghed står og falder med familien. Man ved, hvad nød er. Måske er dét en del af forklaringen på, at jeg hos indbyrdes vidt forskellige italienere mødte en mere spontan og umiddelbar empati, hvad enten den fremmede var flygtning eller ”bare” migrant.

Desperation og hasarderede håb 
Mens vi mediterer over det europæiske dilemma, og mens vi som nationer måske, måske ikke, famler os frem mod en mere koordineret, solidarisk flygtningepolitik, er Lampedusa igen kommet i nyhederne.

Frem til EU’s nylige hjemsendelsesaftale med Tyrkiet var Balkanruten via Lesbos blevet flygtningestrømmens hovedfærdselsåre. Nu drukner folk igen i det sydlige Middelhav, som regel afrikanere på flugt fra fattigdom og håbløshed. Vi lader dem stadig dø på havet, og det er en skamplet for alle europæere, uanset hvad man mener om flygtninge over for migranter, uanset hvordan man har det med grænsebomme og pigtråd.

Mens disse linjer læses, er det overvejende sandsynligt, at endnu en synkefærdig plimsoller stævner ud fra Libyens kyst med sin last af mennesker drevet af lige dele desperation og hasarderede forhåbninger. Normalt er der tre gange flere i båden, end den er beregnet til. En plads på dækket koster 3.000 dollars. Under dækket kan man slippe med 1.000 dollars, men så risikerer man også at blive kvalt undervejs eller mast op ad motoren. Mange af de omkomne er ikke druknet, men døde af brandsår.

Menneskesmuglerne giver de flygtende præcis så meget brændstof med, at de lige kan nå ud af libysk farvand. Derudover forsynes de med en satellittelefon og nummeret på den italienske kystvagts hovedkvarter i Rom. Herfra koordineres redningsaktionerne på havet mellem Libyen og Italien.

Under et besøg fik jeg afspillet nogle af de samtaler, man har optaget. Desperate stemmer, der trygler om hjælp. Helt rolige søofficerer, der igen og igen beder om at få oplyst bådens position. Nogle gange ved personen i den anden ende ikke, hvad koordinater er, og alligevel lykkes det gang på gang at nå frem i tide. Den italienske kystvagt er flygtningekrisens anonyme helte, men søofficererne er selv forundrede over deres succesrate. ”Man kan ikke kalde det at sejle,” sagde en af dem til mig. ”At sende mennesker ud i den slags fartøjer er mord.” Han refererede med en resigneret mine, hvordan nordeuropæiske politikere i kystvagtens bedrifter ser en såkaldt pull effect. Som om Afrikas elendighed ikke skubbede på.

Elendighed eller krig. Drømmen om tryghed, drømmen om et bedre liv. Uanset hvorfor de tusinder og atter tusinder af mennesker sætter sig i bevægelse, må vi spørge os selv, om strømmen vil standse, så længe Europa mod syd og sydøst er omgivet af fejlslagne stater.

Frem for at tro, at vi kan standse dem, skal vi måske begynde at overveje en kontrolleret, gennemtænkt form for indvandring? Under alle omstændigheder må der sættes en stopper for tragedierne på Middelhavet.

På Lampedusa talte jeg med en repræsentant for den humanitære organisation Mediterranean Hope, der har formået at engagere den italienske regering i et interessant projekt finansieret med indsamlede midler. 1.000 syriske flygtninge i tyrkiske og libanesiske lejre vil nu blive visiteret direkte til beskyttelse i Italien, i første omgang for et år. De skal ikke ud på havet først. Organisationen håber, at pilotprojektet vil vise sig at være en praktisabel model til europæisk efterfølgelse.

Det ville være på tide.

Jens Christian Grøndahl skriver fast klummen 'En anden vinkel' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.