Grøndahl: Giv Gud en chance om søndagen

Så var det påske igen. Vi holdt vores ferie i Skagen, som vi plejer, og gik hen i kirken Palmesøndag, Langfredag og 2. påskedag. Påskesøndag var vi travlt optaget af at have min søn og hans kæreste på besøg. Mere ivrige er vi heller ikke.

Da vi gik fra gudstjenesten mandag, havde cafeerne fået travlt med at servere fadøl ved de udendørs borde. Folk nød solen og det indforskrevne country & western band. De skænkede det vel knap nok en tanke, hvorfor de havde fri.

Det var ikke, fordi præsten havde prædiket for tomme bænke, og selv er jeg langt fra stamgæst, men kontrasten virkede ikke desto mindre lige så skærende som forårssolen. Første skoledag efter påskeferien var vores ældste datter den eneste, der rakte en finger i vejret, da klasselæreren spurgte, hvor mange, der havde været i kirke.

Vi er ikke engang specielt kristelige hjemme hos os, men vi er heller ikke ateister. Det skal man alligevel være ret fast i sin ikke-tro for at være. Det fine ord er ”agnostiker”, og det lyder også bedre end ”kulturkristen”. Agnostikeren tvivler på sig selv, mens ateisten i sin skråsikkerhed tvivler på alt andet end sig selv. Jeg er med andre ord kristen, omend svag i troen. Eller sagt på en anden måde: Jeg har med alderen valgt at lade min tvivl komme kristendommen til gode.

At Gud blev menneske gennem sin søn er i sig selv provokerende nok, men i Jesu lidelseshistorie tages skridtet fuldt ud. Den almægtige lader sig fornedre, gør sig svag, og paradokset vender op og ned på al religiøsitet.

Jens Chr. Grøndahl

Men er der overhovedet tale om et valg? Med årene er det gået op for mig, at den kristne tradition har mere at sige om mig, end jeg har at sige om den. Så dybt sidder dens fortællinger og følelser i mig, at det ikke giver mening at ville rede trådene ud.

Et salmevers af Grundtvig kan med få ord oplyse éns fornemmelse for, hvem man er. Sammen med de medborgere, der trods alle forskelle i indkomst, forbrugsmønster og seksuelle præferencer er det samme, nemlig danskere. Opdraget i en kristen, lutheransk tradition.

En privatiseret folkekirke ville blive en slagmark for teologiske ekstremister.

Jens Chr. Grøndahl

”Påskeblomst, hvad vil du her?” I nogle få poetiske rids bliver sammenhængen mellem tro, landskab og årstid antydet, så genopstandelse og forår låner mening af hinanden.

Jeg tænkte også noget andet på vej forbi cafébordene, hvor solen fik påskebrygget til at skinne som rav. ”De skal ikke blive overraskede,” tænkte jeg, ”hvis der kommer nogen, der er fastere i troen, end vi er, og lægger pres på vores vedtagne normer og skikke.”

Det er svært at modstå kravet om kønsopdelt svømmeundervisning, hvis den multiplicerede tolerance er éns eneste pejlemærke. Så lad dem dog, vil svaret ofte være. Vi danskere gider ikke ballade, om vi så i mellemfolkelighedens navn skal give en smule køb på vores naturlige trang til at smide tøjet.

Her skal jeg passe på, at jeg ikke kommer til at lyde som en nyomvendt indremissionær. Intet er mig mere fremmed end religiøs vækkelse. Tværtimod tilhører jeg en generation, hvis største aha-oplevelse har været, at religion igen er kommet til at spille så påtrængende en rolle i samfundsdebatten.

Vores indstilling kan opsummeres i Trilles frække, søde vise om, at der ”lurer et øje i det høje”, med tekst af den 100% ugudelige Jesper Jensen. Det var frigørelse over for tvang, lyst over for skam, og så var den potte i øvrigt ude. Problemet er, at et tomrum aldrig forbliver tomt særlig længe. Hvor Grundtvigs påskeblomst blev revet op, er alle mulige slags ukrudt kommet til.

”Mindfulness” hedder det med en kælen samlebetegnelse for den smådumme form for nyreligiøsitet, der med duftlys, beroligende underlægningsmusik og halvfordøjede hinduistiske fraser masserer den stressede forbrugers åndelige myoser. Som om vores egen kultur ikke havde noget mere stringent og udfordrende at byde på. Hvorfor tage på ashram, når man kan gå i kirke?

Måske fordi kristendommen ikke tilbyder at stryge vores narcissisme med hårene. Fordi den mere end formaning og frelsthed møder os som én stor, besværlig og sindsoprivende konfrontation.

I Skagen kirke var det 2. påskedag sognepræst Henrik Bang-Møller, der prædikede. Han kom ind på det for en præst modige spørgsmål, om det giver mening at tale om Gud efter det tyvende århundredes to verdenskrige, efter krigenes grusomhed og moralske sammenbrud. Han nævnte forfatteren Stefan Zweig, der om nogen repræsenterede den europæiske humanismes verden af i går, og som i fortvivlelse over det nazistiske barbari begik selvmord sammen med sin kone i deres brasilianske eksil.

Inden for filosofien kaldes det Teodicé-problemet. Hvis Gud både er kærlig og almægtig, hvordan kan han så tillade, at mennesker udsættes for al den smerte? Mens disse linjer skrives, lider belejrede børn, kvinder og mænd i den syriske borgerkrigs grusomhedsfælder. Hvorfor lader Gud så mange uskyldige rammes af tøndebomber og giftgas?

Henrik Bang-Møller indrømmede ærligt, at kristendommen ikke giver noget klart svar. Alligevel gik det, mens jeg lyttede til ham, op for mig, at påskeevangeliet i stedet for at svare vender spørgsmålet på vrangen.

Kristendommens vilde tanke er aldrig vildere end til påske. At Gud blev menneske gennem sin søn er i sig selv provokerende nok, men i Jesu lidelseshistorie tages skridtet fuldt ud. Den almægtige lader sig fornedre, gør sig svag, og paradokset vender op og ned på al religiøsitet.

Pludselig handler det ikke om at anråbe en fjern guddom og bede om fritagelse for alverdens smerte. Pludselig er det, som om Gud selv råber af smerte ind i verden. Hvad skal man tænke? Hvad skal man mene om dette gådefulde ”for vor skyld”? Om stenen, der på tredjedagen er væltet til side foran den tomme grav?

Frem for at afvise historien i al dens fornuftsstridige urimelighed, finder jeg det med årene mere meningsfuldt at lade den konfrontere min daglige selvbevidstheds illusion om overblik og autonomi. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal mene om kødets opstandelse, men jeg føler mig talt til af påskefortællingens mærkelige sammenkobling af opofrelse, afmagt, smerte og håb.

Tanken om at være tilgivet, trods alle mine svagheder, virker desuden mere motiverende end nok så mange gode, humanistiske intentioner. Som om religiøsitet i kristendommen ikke handler om at forestille sig et guddommeligt hinsides, men snarere om at forestille sig et blik ind i det dennesidige. På mig, på os.

Når jeg tænker på, hvor svært det er at fatte kristendommen, svimler det for mig ved tanken om at opnå bare en overfladisk forståelse af fremmede religioner. Det er for eksempel mere, end jeg kan gabe over, at nå frem til en kvalificeret mening om, hvorvidt islam er forenelig med samfundskulturen i det liberale demokrati. Det må muslimerne selv finde ud af. Jeg håber, at de gør det.

For mit vedkommende er jeg til gengæld mere og mere sikker på, at min kristne baggrund er en forudsætning for at kunne se det åbne, verdslige samfund som andet og mere end en ramme uden indhold. Reformationsjubilæet må være en passende anledning til at meditere over dét.

”Giv Gud en chance om søndagen” hed forfatteren Henrik Stangerups debutfilm fra 1970 med ingen ringere end Ulf Pilgaard i hovedrollen som en ung præst med anfægtelser.  

Min egen erfaring er, at man godt kan få noget meningsfuldt ud af at gå til gudstjeneste, selv om man ikke er dybt troende. Mens man lytter til de gamle tekster, er man i kontakt med en tradition, der i længere tid end nogen anden har forbundet generation efter generation af danskere i en overleveret følelse af samhørighed.

At høre Bibelens fortællinger og anråbelser på dansk er i sig selv underfuldt. Tænk, at en tro med udspring i Mellemøsten har slået rod hos os, i vores drøje eller sandede muld, med sine stærkt lysende påskeblomster. Det bør få enhver kristen til at spørge sig selv, om det er foreneligt med vores tro at afskærme beredskabet over for næsten, så det kun gælder, hvis vedkommende har dansk pas.

Samtidig kunne påskens ferierende ateister mellem to fadbamser have spurgt sig selv, om velfærdssamfundet, som vi kender det, ville have været muligt uden beretningen om den barmhjertige samaritaner.

Kapper vi helt forbindelsen til kirken, dens historie og dens altid kun delvist besvarede udfordring, tror jeg, det bliver svært at udvide fællesskabet uden frygt for at miste os selv. Derfor bliver jeg også nødt til at leve med en selvmodsigelse af de helt store.

Hvis jeg skulle være konsekvent over for de begreber og antagelser, der udgør mit intellektuelle og politiske kompas, burde jeg være enig med dem, der taler for, at Folkekirken privatiseres. Hvordan forsvarer man i et verdsligt, pluralistisk demokrati, at samfundet har sådan noget som en statsreligion?

Jeg har det som præsten i kirken 2. påskedag. Jeg har ikke noget endeligt og tilfredsstillende svar ud over min lurende formodning om, at en privatiseret folkekirke ville blive en slagmark for teologiske ekstremister. Det er jo som regel de alt for rettroende, der råber højest og tørster mest efter magt.

Desuden er Folkekirken ikke det ringeste udgangspunkt for at møde jøder, muslimer og andre i øjenhøjde, med den respekt, der aldrig kan bestå i at lægge skjul på, hvem man er.

.......

Jens Christian Grøndahl skriver fast klummen 'En anden vinkel' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.