Grøndahl: Lad os tænke på Amatrice

Natten til onsdag ramte et jordskælv den italienske provins Umbrien. Mens dette skrives, stiger dødstallet time for time. Skælvet, der målte 6,2 på Richterskalaen, havde sit epicenter under den lille middelalderby Amatrice i bjergene 140 kilometer nordøst for Rom.

Borgmesteren udtaler, at byen er væk. Byerne Posta, Accumoli og Arquata del Tronto er også hårdt ramt. Ligesom efter andre jordskælv frygter man efterskælvene, mens man kæmper for at befri de overlevende under murbrokkerne. Det er kun få år siden, at Italien oplevede en lignende katastrofe i byen L’Aquila i Abruzzerne. Det smukke lands undergrund er én stor brudflade, og ud over deres urolige, ofte voldelige historie har italienerne måttet affinde sig med naturens brutalitet.

For os andre er det hver gang en påmindelse om, hvad der for dem er hverdag: den skræmmende kendsgerning, at Jorden i et geologisk perspektiv blot er en lokalitet i verdensrummet som så mange andre. Om her bor mennesker eller ej er i et kosmisk perspektiv ligegyldigt. Vi er alle blot en indifferent planets midlertidige gæster på tålt ophold, indtil vilkårene ændrer sig.

De hårdt prøvede italienere vil selv vide at redde dem, der kan reddes, begrave de døde, rydde op efter naturen og komme videre. Men det skal ikke forhindre os i at tænke på ofrene, der har ligget fastklemt i mørke og angst, mens ilten svandt, og batteriet på mobiltelefonen gik ned.

Familier og hele samfund er ramt, og sorgen bliver ikke mindre af, at den er afmægtig. I modsætning til sommerens terrorangreb er der ingen skyldig og intet motiv, selv ikke det mest fanatiske og vanvidsagtige. Der er kun en blind natur, der trækker på skuldrene med død og ødelæggelse til følge.

Skrøbeligheden rummer erkendelser
Vi står magtesløse med vores medfølelse, og man skulle synes, at der egentlig ikke er noget at konkludere ud over livets umådelige skrøbelighed og de overlevendes ukuelighed. Men skrøbeligheden rummer også sine erkendelser, når den pludselig bliver umulig at se bort fra.

Geologer udtaler, at jordskælv som det seneste skyldes, at det afrikanske kontinent er ved at trænge op i Europa. For italienerne har den videnskabelige forklaring en grum dobbelttydighed på et tidspunkt, hvor skarer af migranter fra Afrika fortsætter med at krydse Middelhavet i synkefærdige plimsollere.

Modtagelseslejrene er ved at sprænges, afrikanere i tusindvis overnatter i byparkerne langs den forseglede grænse til Nordeuropa, men flygtningekrisen er allerede gledet et pænt stykke ned på de europæiske mediers dagsorden. Såvel i medierne som blandt politikerne fremstilles den igen som et italiensk problem.

Geografi er skæbne
Den europæiske solidaritet er i dette som i så mange andre spørgsmål stadig mest ord uden så meget handling. Italienerne må bittert se i øjnene, at der gælder den samme lovmæssighed for flygtningestrømmen som for truslen om jordskælv: Geografi er skæbne.

Mens redningsfolkene ledte efter overlevende i Amatrice og de andre ramte byer, mødtes Angela Merkel og François Hollande til et eksklusivt topmøde på øen Ventotene ud for Napoli. Italiens premierminister Matteo Renzi havde med udsøgt sans for symbolværdien sat sine gæster stævne på det sted, hvor en af EU’s faderskikkelser i 10 år sad fængslet sammen med andre modstandere af Mussolinis diktatur.

Her skrev kommunisten Altiero Spinelli sammen med en medfange Ventotene-manifestet, der også bar titlen For et frit og forenet Europa. Manifestet, der er fra begyndelsen af Anden Verdenskrig, havde som budskab, at en sejr over de fascistiske diktaturer ikke ville være noget værd, hvis de gamle nationalstater genopstod efter krigen, eftersom nationalstaterne i forfatternes historiske optik uundgåeligt ville komme til at bekrige hinanden igen.

Deres alternative vision var et føderalt Europa, og dét blev ledemotivet for Altiero Spinelli i hans politiske arbejde efter krigen, både som kommissær i det daværende EEC og som medlem af Europa-Parlamentets første samling. I lighed med Italiens andre ”eurokommunister” havde han for længst brudt med Sovjetunionen, hvorimod han aldrig opgav tanken om et europæisk samfund på tværs af grænserne.

Spinellis minde
Angela Merkel og François Hollande mødtes på Ventotene for at diskutere Europas fremtid, men deres italienske vært har næppe gjort sig illusioner om, at Altiero Spinellis føderalistiske vision ville få afgørende indflydelse på samtalen. Føderalismen er stendød, Spinelli og hans åndsfæller fik uret. Nationalstaternes Europa er ikke nødvendigvis en krigsskueplads, det har 70 års fred bevist. Alligevel er der grund til at ære Spinellis minde, for freden skyldes ikke mindst, at Europas demokratiske nationer har forbundet og forpligtet sig gennem deres økonomiske og politiske samarbejde.

Fred og velstand hænger sammen, og i den almene eurojammer glemmer vi somme tider, at det indre marked er en historisk enestående succes for alle parter. Den frie bevægelighed med alt, hvad den indebærer af fordele og forpligtelser, egeninteresse og gensidighed, national vækst og overnational solidaritet.

Det glemte englænderne tidligere på sommeren, eller også var det ikke relevant. Hvis man tilhører arbejderklassen og bor i en af Englands nedslidte industribyer, hvor både jobs og fremtidshåb er mangelvarer, har man ikke haft så meget at miste. Brexit var en finger til Londons finansmoguler, men også en desperat kærlighedserklæring til nationalstaten.

Såvel i Storbritannien som på kontinentet har nationen været den historiske ramme for demokrati og velfærd, inklusion og værdighed. En følelse af at høre til og høre sammen. Der er derfor al mulig grund til at respektere de mange europæere – ofte blandt samfundets mindst privilegerede – der har svært ved at se det fortryllende i Altiero Spinellis vision om et forenet Europa. Men der er ingen grund til at tale dem efter munden. Ikke efter at højrepartier overalt er vundet frem og i nogle tilfælde har grebet magten eller rækker ud efter den.

Marine Le Pen i Elysée-palæet er ikke længere en snalret utopi på den lokale bistro. Polen og Ungarn er ved at udvikle sig til autoritære samfund uden den demokratiske forankring, der ellers er EU-medlemskabets laveste fællesnævner.

Tyrkiet har med Erdogans manøvrer bragt sig hinsides enhver tanke om optagelse. Men også Putins status som folkets elskede lille zar vidner om, at der 27 år efter Murens fald findes troværdige og åbenbart attraktive nationalchauvinistiske alternativer til Altiero Spinellis kosmopolitiske demokrati.

En svækket fransk præsident over for en stærk, men tøvende tysk forbundskansler på en ø i Middelhavet, der symboliserer føderalismens utopiske luftsyn. Det var Europa i uge 34.

Fem minutter i tolv
Skønt oplysningstidens franske filosoffer og revolutionen i 1789 prægede de grundtanker, der siden demokratiserede kontinentet, skete det ikke med Napoleons hjælp. I stedet for hans fejlslagne imperiedrøm fik vi efter Wienerkongressen dét nationernes Europa, der trods al universel humanisme især præges af det gamle Tysklands kulturelle arv: omsorgen for det partikulære, viljen til at fastholde det lokale samfunds privilegier og uafhængighed, romantiseringen af rødder og folkeligt særpræg. Der er ikke stemmer i at tale for indlevelse i de andre, for kompromisvilje og fælles løsninger.

Valgt bliver man jo kun i nationen, og alt hvad der ligger under dens horisont virker fjernt på de fleste. Derfor taler vores politikere altid først om Europa, når klokken er fem minutter i tolv. Derfor taler vi som borgere først med hinanden om Europa, når det er ved at være lige meget. Efter sigende har mange Brexit-stemmer fortrudt. Skal man le eller græde?

Der er i hvert fald ikke længere tale om, at en arrogant elite overhører eller tramper på den folkelige modstand. Ingen europæisk politiker tør i dag tale som Altiero Spinelli. Brexit var et politisk jordskælv, unionen er rystet. Dens skæbne ligger i vores, borgernes, hænder. Det er op til os selv at overveje, om fordelene stadig opvejer ulemperne, irritationen og fremmedgørelsen.

Det var alle dage et vidtløftigt projekt, selv myten om Europa er hasarderet. Europa var en fønikisk prinsesse, der plukkede blomster på en strand i Lilleasien. I parentes bemærket en af de strande, som syriske flygtninge indtil for nylig stævnede ud fra i deres gummibåde. Zeus forelskede sig i hende og forvandlede sig til en hvid tyr, hvorpå han bortførte hende over havet til Kreta for at forene sig med hende under et platantræ.

At blive bortført er en dårlig begyndelse på kærligheden, og at ride på tyreryg må føles som en jordrystelse, men at finde sig til rette i det fremmede er nok en større omvæltning. Ifølge myten skulle det alt sammen til: ufrihed, uro og derpå tillid til, at livet ville være muligt under nye og anderledes forhold. De tre erfaringer står mejslet i europæernes erindring. De burde indgive os mod. Skal man være italiener for at tro på, at der er en fremtid efter jordskælvet?

Jens Christian Grøndahl skriver fast klummen 'En anden vinkel' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.