Gult kort til EU-systemet

For lidt og for sent.

Sådan kan EU’s tilbud til de britiske vælgere og Kommissionens forsøg på at holde igen med lovgivningsmøllen beskrives.

For selvom der faktisk har været visse forsøg på at imødekomme de EU-skeptiske vælgere gennem det sidste halve år, har det været utilstrækkeligt til at dæmme op for stormfloden af frustration. Frustrationen er akkumuleret, fordi bekymringerne i alt for mange år blev fejet til side.

Brexit er nemlig kun kulminationen på en modstand, der længe har været der. En modstand, der på det sidste har fået vælgerne til at sige nej til alt, der har med EU at gøre – uanset om det var en ændring af det danske retsforbehold eller noget så eksotisk som en handelsaftale med Ukraine.

Omvalget i 93
De første alvorlige tegn på, at EU-integrationen gik længere, end vælgerne i flere EU-lande ønskede, kom ved afstemningen om Maastricht-traktaten i 1992. Dengang Danmark sagde nej, mens et kerneland som Frankrig kun lige akkurat vedtog traktaten med 51 procent af stemmerne.

Det var en alvorlig advarsel, men det gik både EU-institutioner og statsledere let hen over. Man fortrængte hurtigt det ekstremt tætte franske resultat, og Danmark foretog i 1993, hvad tidligere folketingsformand Erling Olsen (S) sarkastisk beskrev som ”et omvalg”.

Siden er det gået slag i slag med traktater og aftaler, der har overdraget suverænitet i et omfang, som de færreste almindelige borgere har haft overblik over. Men man har mærket konsekvenserne:

I Sydeuropa har mange vendt sig mod en stram finanspolitik dikteret fra Bruxelles, i Østeuropa kæmper man imod påtvungne flygtningekvoter, og i Nordeuropa har social dumping og velfærdsturisme forøget den folkelige modstand.

Understøttet økonomien
Det betyder ikke, at EU har været en total fiasko, så langt fra. Unionen har forstærket den økonomiske fremgang i Europa, og EU har utvivlsomt understøttet de fredelige tilstande mellem tidligere fjender som Tyskland og Frankrig.

Men det demokratiske underskud i Unionen har hele vejen igennem været enormt, og den almindelige vælgers indflydelse på lovgivningen i EU er nærmest ikke-eksisterende. I modsætning til f.eks. Danmark hvor selv en almindelig borger kan have held med at få en sag taget op ved at henvende sig et folketingsmedlem eller en journalist.

Velfærdsturisme
Læg dertil, at beslutningsprocesserne virker uigennemskuelige, og at EU-domstolen har tiltaget sig en stadig mere politiserende rolle.

Det kunne man eksempelvis se i striden om velfærdsturisme, hvor daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i lang tid affejede den hjemlige kritik med, at ”Danmark må overholde den forordning, vi selv har skrevet under på.”

Problemet var bare, at selv den danske minister, der skrev under på forordningen, ikke anede, at det ville føre til velfærdsturisme – og heller ikke kunne vide det, fordi velfærdsturismen var et resultat af en viderefortolkning fra EU-domstolen.

Forbehold sat ud af kraft
På samme måde med den såkaldte Metock-dom fra 2008. Dommen omhandlede udlændinges ret til familiesammenføring efter kort ophold i et andet  EU-land. Noget, der ikke burde påvirke Danmark, fordi vi har et retsforbehold – og dermed ret til selv at bestemme vores udlændingepolitik.

Men Danmark skulle alligevel rette sig efter dommen, fordi udlændingepolitikken her blev omdefineret til et spørgsmål om arbejdskraftens fri bevægelighed. Og så gælder det danske forbehold ikke.

Det er netop den type sager, der får vælgere til at reagere med et:
”Hov, det har vi vist aldrig sagt ja til at lade EU bestemme.”

Hvis EU's ledere affejer skeptikerne som ignoranter, der enten tilhører en sværmerisk venstrefløj eller en xenofobisk højrefløj, har man ikke alene begået en analytisk fejltagelse. Man har også taget et skridt mod næste nederlag.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Den uvidende befolkning
Oven i det kommer EU’s fiasko i flygtningekrisen, problemerne med underbetalt østeuropæisk arbejdskraft og udsigten til, at knap 80 millioner tyrkere får visumfrihed i EU. Så får man en situation, hvor et slogan som ”We want our country back” bliver et vinderslogan.

Den er den lære, EU’s politikere og institutioner bliver nødt til at tage til sig i stedet for endnu engang at affeje modstanden som et resultat af befolkningens uvidenhed. Som SR-regeringen gjorde efter euro-nederlaget i år 2000, hvor Nyrup (S) og Jelved (R) beklagede, at de ikke havde været gode nok til at ”oplyse” befolkningen.

Hvis EU's ledere affejer skeptikerne som ignoranter, der enten tilhører en sværmerisk venstrefløj eller en xenofobisk højrefløj, har man ikke alene begået en analytisk fejltagelse. Man har også taget et skridt mod næste nederlag.

I sync med vælgerne
Som flere meningsmålinger har vist – senest Gallup i Berlingske 23.6. – er der i Danmark et solidt flertal for at blive i EU. Men et mindst lige så stort flertal ønsker EU’s indflydelse rullet tilbage. Noget lignende kan man se i andre EU-lande.

Derfor vil det være en kortsigtet strategi at straffe de ulydige briter for på den måde at statuere et eksempel. I stedet for et primitivt hævntogt bør statsledere og EU-institutioner bruge alle kræfter på at bringe EU i overensstemmelse med Unionens vælgerne.

Det er meget svært at se, at Unionen kan opnå ny legitimitet uden at tilbageføre magt til de nationalstater, der hidtil har været den eneste velfungerende ramme om de europæiske demokratier.