Håbet om klimaaftale er lysegrønt

Den amerikanske regering er optimistisk, når det gælder FN’s klimatopmøde til næste år i Paris. Præsidenten, der i juni i år fremsatte den mest indenrigspolitisk ambitiøse grønne plan i USA’s nyere historie, håber imidlertid på en politisk – frem for en strikt juridisk bindende – aftale, skrev amerikanske medier torsdag.

De skriver at Obama går efter en en aftale, der skal resultere i reelle fremskridt i opbremsningen af den globale opvarmning, ved at de lande, som har lavet aftalen, føler sig moralsk forpligtede til at leve op til teksten.

Kun sådan – ved at undgå det normale krav om en vedtagelse i Kongressen – kan eksperimentet lykkes. På denne måde vil præsidenten tilsidesætte kravet om det to tredjedels flertal i Senatet, det normalt kræver, hvis landets øverste repræsentant skal indgå internationale og juridisk bindende aftaler på vegne af supermagten. Fortalerne kalder den utraditionelle tilgang til sagen for både ”kreativ” og ”farverig,” mens republikanerne i Kongressen ikke tøver med at kalde fremgangsmåden for slet og ret ulovlig.

Diplomatiske finesser i New York
Taktikken fremgår af en artikel i denne uge i avisen New York Times med titlen ”Obama Pursuing Climate Accord in Lieu of Treaty” (”Obama efterstræber klimaenighed i stedet for traktat”). De forberedende diplomatiske armbøjninger foregår lige nu i New York, og præsidenten ved, at lige så brændende han ønsker at gøre fremskridt i kampen mod CO2-udledningerne og krone sit præsidentskab med en ambitiøs klimaplan, lige så meget modstandere er republikanerne, og lige så lidt ønsker de at hjælpe den demokratiske leder med succes i noget som helst.

Og da slet ikke på miljøområdet, hvor republikanerne gerne fremstiller Obama som en radikal aktivist, der ønsker at skade det amerikanske erhvervsliv – især kul– og olieindustrien – til fordel for et græsrodsopfundet og for de amerikanske skatteborgere omkostningsfuldt lysegrønt luftkastel.

Derfor har præsidenten bedt sine klimaforhandlere om at skabe den politisk bindende aftale, hvis eneste våben er retten til at hænge efterfølgende syndere ud som netop det: lande, der ikke har levet op til deres løfter, og som har svigtet den grønne planets borgere.

For sent med nye miljøtraktater
Det lyder muligvis ikke bare utraditionelt, men også urealistisk. Over for den respekterede amerikanske avis understreger forhandlerne imidlertid, at det er lige omvendt: at fremgangsmåden kan være den eneste mulige – og dermed i virkeligheden også den mest realistiske – metode, hvis man vil ende med et resultat i Paris. Fordi der på nuværende tidspunkt ikke længere er tid til de betydelige parlamentariske forberedelser, som det i de fleste lande kræver at indgå de juridisk bindende internationale traktater.

“Hvis man ønsker en aftale, som inkluderer alle de største CO2-udledere, inklusive USA, er målet om en juridisk bindende traktat nu forpasset,” lyder det således fra Paul Bledsoe, top-miljøforhandler, der arbejdede med miljø tilbage under Bill Clinton, og som i dag rådgiver Det Hvide Hus om international klima- og miljøpolitik.

Paris forstår Obama
Nogle landes miljøforhandlere har allerede vist forståelse for det, man med den udøvende magts briller kunne opfatte som svaghederne ved det amerikanske parlamentariske system: at det er relativt svært at få vedtaget love.

”Der er en stærk forståelse for USA’s vanskelige situation og en vilje til at arbejde sammen med USA for at komme ud af dødvandet. Og en underforstået enighed om, at resultatet ikke afhænger af det amerikanske senats ratifikation,” lyder det eksempelvis fra den franske miljøambassadør ved FN, Laurence Tubiana, også til den amerikanske avis.

Rent teknisk vil lovarbejdet foregå ved, at man blander de allerede vedtagne og juridisk bindende elementer i den eksisterende traktat fra 1992 med nye tilsagn – eksempelvis om lavere CO2-udledninger. Arbejdet vil kunne opfattes som en modernisering af eller tillæg til den eksisterende traktat frem for en ny lovtekst, siger fortalerne. Den juridiske fordel er, at man slipper for en ny international ratifikationsrunde. Metoden minder lidt om den, Danmark benyttede sig af efter folkeafstemningen om Maastricht-traktaten i 1992, hvor det også var afgørende for de øvrige EU-lande at disse på den ene side ikke skulle ud i en ny ratifikationsrunde med tilhørende besværligheder i lovprocessen hos dem, mens det på den anden side var nødvendigt at ”respektere det danske nej” til traktaten.

Den salomoniske løsning var som bekendt, at der ikke blev flyttet et komma i traktatteksten – der således var uændret for resten af medlemslandene – mens Danmark fik nationale undtagelser via Edinburgh-aftalen, der netop juridisk var en bindende aftale, men kun med konsekvenser for Danmark.

Med miljøtraktaten kan man hævde, at det juridiske indhold af klimatraktaten fra 1992 står uændret – og dermed er der intet krav om nye ratifikationsrunder – men at man modificerer indholdet gennem bilaterale aftaler. Det er så meningen, at landene skal forpligte sig til at mødes jævnligt for at holde hinanden i ørerne og skose de lande, som ikke lever op til deres løfter.

To konkurrerende visioner
Det er uvist, om det vil lykkes for præsidenten at omgå det klimafjendske flertal i Kongressen i Paris til næste år eller ej. Men hvad der er helt sikkert er, at republikanerne vil gøre alt, der står i deres magt for dels at få tiltaget forhindret på hjemmebanen, dels at bruge Obamas ”grønne profil” mod ham ved midtvejsvalget i november. Republikanerne tegner rutinemæssigt billedet af præsidenten som erhvervsfjendtlig med en politik, der vil resultere i højere skatter ikke bare for virksomheder men også for de enkelte borgere.

I Det Hvide Hus ser man ikke overraskende helt anderledes på både effekten og indholdet af præsidentens grønne strategi. Præsidentens rådgivere i klima- og energipolitikken er enige om, at grønne politikker er en vindersag i stort set hele USA på nær i de tungeste kulproducerende stater. Meningsmålinger har dokumenteret, at et flertal af amerikanerne tager de globale klimaforandringer alvorligt, mange er nervøse over, hvad de oplever som dramatiske forandringer af vejret, og der er også en udbredt nervøsitet over et stigende antal luftvejssygdomme og astma hos børn.

De demokratiske spindoktorer ser hermed muligheden for stærke politiske alliancer med de store dele af vælgerskaren – især yngre vælgere og kvinder -  der også har flyttet sig over de seneste 10 år på andre, tilsvarende ”værdipolitiske områder” så som homoægteskaber og brug af marihuana. Samtidig vil demokraterne forsøge at tegne billedet af de såkaldte ”klimabenægtere” som nogle rigide og ideologisk fastlåste republikanere, der ikke er fulgt med tiden, og som lukker øjnene for den moderne videnskabs resultater.

Her er der med andre ord et politikområde, hvor vælgerne har et klart valg. Både om ni uger ved midtvejsvalget og i 2016, når der er skiftedag på Pennsylvania Avenue, verdens mest magtfulde adresse.

Annegrethe Rasmussen er udenrigsskribent i Washington, DC.

Annegrethe Rasmussen skrev for Altinget fra Washington frem til udgangen af 2015.

Redaktionen blev da opmærksom på, at der blandt hendes artikler forekommer tilfælde, hvor der er en for Altinget uacceptabel grad af afsmitning i sprog og / eller tankerække og fakta fra andre mediekilder, og hvor disse kilder ikke er angivet.

Redaktionen har ikke konstateret sådanne mangler ved artiklen ovenfor, men såfremt redaktionen modtager oplysninger herom, vil Altinget tage de fornødne skridt.

Se i øvrigt Kulturministeriets vejledning for god citatskik og plagiat i tekster her.