Handelsaftale med Canada godkendt af Europa-Parlamentet

CETA: Den hårdt prøvede frihandelsaftale mellem EU og Canada har fået grønt lys af Europa-Parlamentet. Nu mangler der blot en endelig godkendelse fra medlemslandene, før den kan træde i kraft.

Den canadiske premierminister, Justin Trudeau (tv.), og Europa-Parlamentets formand, Antonio Tajani (th.).
Den canadiske premierminister, Justin Trudeau (tv.), og Europa-Parlamentets formand, Antonio Tajani (th.).Foto: Europa-Parlamentet
Kasper Kaasgaard

Canadas premierminister, Justin Trudeau, talte torsdag for Europa-Parlamentet i Strasbourg.

Besøget skete i anledning af, at Parlamentet onsdag godkendte den handelsaftale med Canada, som har været undervejs i årevis. Med godkendelsen mangler nu blot medlemslandene i EU at sige god for aftalen.

Det var en tilfreds premierminister, der som den første canadiske af slagsen holdt tale for Europa-Parlamentet.

”Vi har lige demonstreret for hele verden, at vi værdsætter samhandel og løftet om fremgang, der kommer med det,” siger Justin Trudeau i sin tale.

Rodet forløb
Med undtagelse af Malte skal alle 28 nationale parlamenter stemme om aftalen, der går under navnet CETA (Comprehensive Economic and Trade Agreement). Godkendelsen bør være en formalitet. De nationale parlamenter har dog før givet problemer for netop CETA.

En belgisk delstat nægtede i efteråret at sige god for den daværende aftale. Det førte til nye forhandlinger og en ændring af teksten.

Aftalen går ud på at fjerne toldbarrierer mellem EU og Canada, men bekymringer om, hvilke rettigheder virksomheder ville få til at sagsøge nationale regeringer, førte til udsættelsen. Det er samme problem, som ser ud til at blive dødsstødet for EU's frihandelsaftale med USA, TTIP.

Skal sætte standarden
Netop USA fik en skjult hentydning med på vejen af Trudeau, der i sin tale understregede EU og Canadas fælles værdier så som demokrati, kamp for jobskabelse og mod klimaforandringer samt kvinders rettigheder.

”Med CETA har vi bygget noget vigtigt. Især i denne tid for jeres kontinent og mit. Nu skal vi have det til at fungere for jeres folk og mit. Hvis vi lykkes, kan CETA sætte standarden for alle fremtidige handelsaftaler. Hvis ikke, kan det meget vel blive en af de sidste,” siger Trudeau.

Nøglen til succes mener han er, at befolkningerne får gavn af aftalen.

”Vi kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det var, at få lavet aftalen rigtigt. Handel skal virke for folk – for folk, der kæmper for at få enderne til at møde og opfostre deres familier. Og for folk, der frygter, at fremtiden ikke indeholder de samme løfter og muligheder, som den har gjort for tidligere generationer,” siger Justin Trudeau.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00