Henrik Dahl: Nationalstaterne trænger til en westfalsk rekalibrering

En halv times tid efter, jeg havde afsendt min forrige klumme til Altingets redaktion, satte jeg mig i en taxa til Kastrup. Nu er jeg tilbage, og vil atter gerne ind i Deres bevidsthed.

Det endelige mål for rejsen var Istanbul. Der skulle jeg sammen med Holger K. Nielsen i regi af Udenrigspolitisk Nævn tilbringe et par dage med at blive klogere på den politiske situation og menneskerettighedssituationen.

Et af de mest tankevækkende møder var med en professor i internationale relationer fra Kadir Has-universitetet ved navn Serhat Güvenc.

Med henvisning til skrifter af Tyrkiets tidligere ministerpræsident Ahmet Davutoglu fortalte professor Güvenc, at det ultimative mål for det regerende parti AKP var at sætte det klassiske, såkaldte westfalske system ud af kraft.

Større kontingenter af mennesker, der på den ene side bor i Danmark og på den anden side ikke anerkender regeringen i København som den lovlige øvrighed, er en yderst farlig og samfundsundergravende udvikling, vi ikke bør acceptere.

Henrik Dahl

Det er et politisk system, der er opkaldt efter Den westfalske fred, som afsluttede Trediveårskrigen i 1648, og som indebærer national suverænitet og ikke-indblanding i andre landes affærer.

Davutoglus grundtanke er påhæftet forskellige etiketter såsom neo-osmanisme og pan-islamisme. Men essensen er, at grænserne mellem de efterhånden klassiske nationalstater bør udviskes. Enten til fordel for et tættere samarbejde mellem alle områder, der engang var osmanniske, eller til fordel for en tættere forbindelse mellem alle islamiske lande.

Læs mere: Søren Espersen: Kan et gennem-islamiseret land være NATO-medlem?

Når man ser AKP’s optræden under valgkampen op til afstemningen om forfatningsændring 16. april, kan man dertil lægge, at Erdogan åbenbart opfatter sig som statsoverhoved for alle tyrkere. Og således også den tyrkiske diaspora, der lever i mange vesteuropæiske lande. Dette er en klart anti-westfalsk forestilling, der helt og aldeles flugter med tanken om en neo-osmanisme.

Min første indskydelse var, at tanken om at bryde med det westfalske system var en yderst farlig idé, der bør sættes en del kræfter ind på at forhindre. For opstår der en situation, hvor mennesker af tyrkisk afstamning, men boende for eksempel i Danmark, mener, at Erdogan er deres statsoverhoved, og at det er ham, snarere end den til enhver tid i København siddende, danske regering, der er kilden til ret, lov og orden, er Fanden rent ud sagt løs.

Større kontingenter af mennesker, der på den ene side bor i Danmark og på den anden side ikke anerkender regeringen i København som den lovlige øvrighed, er en yderst farlig og samfundsundergravende udvikling, vi ikke bør acceptere.

Men hvor westfalsk er tingenes tilstand egentlig i disse tider? Det spørgsmål trængte sig efterhånden på med større og større styrke.

EU-domstolen er ikke særlig westfalsk, for den er – ret beset – en fremmed magt, der har jurisdiktion i Danmark. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol bidrager heller ikke til det westfalske system, for om den kan man sige det samme. Og går man det systematisk igennem, er der faktisk en del institutioner, vi som dansk parlament og dansk regering er nødt til at rette os efter.

Så dels ligger der et anti-westfalsk problem deri, at Erdogan helt åbenbart gerne vil optræde som statsoverhoved for enhver person af tyrkisk afstamning.

Og så ligger der nok et anti-westfalsk problem i, at en lang række af principielt ”fremmede magter” sætter grænser og tillader og forbyder ting, som det nok var en diskussion værd, om det danske Folketing og den danske regering ikke snarere burde have magten over. Eftersom det jo er disse institutioner, der såvel har det formelle ansvar som den demokratiske legitimitet.

Hvad angår Erdogans anti-westfalske ambitioner, så er den bedste kurs nok at sætte en stopper for dem slet og ret. For eksempel siger Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 16, at:

”Ingen bestemmelse i artiklerne 10, 11 og 14 [om ytringsfrihed, forsamlings- og foreningsfrihed samt diskrimination] må anses som værende til hinder for, at de høje kontraherende parter fastsætter indskrænkninger i fremmede statsborgeres politiske virksomhed”.

Umiddelbart forekommer det at være en klokkeklar og entydig bestemmelse, der bare ligger og venter på at blive anvendt mod for eksempel Erdogan og AKP næste gang, man gerne vil holde et vælgermøde i Danmark.

Hvad angår de anti-westfalske tendenser i for eksempel EU, så mener jeg ikke, det er ønskværdigt at gå tilbage til et helt rent, westfalsk system. Selv briterne er, så vidt vides, ved at indse, at meget store dele af EU er så lavpraktiske og så fordelagtige for dem selv (for eksesmpel det liberale marked for luftfart og den frie bevægelighed af varer og tjenesteydelser), at de nok står sig ved at anerkende en eller anden voldgiftsmekanisme – blot den for himlens skyld ikke hedder EU-domstolen.

Læs mere: Grøndahl: Tyrkisk peber

Men vi mangler en helt grundlæggende, westfalsk rekalibrering af vores internationale retsorden. Så grænserne mellem den nationale selvbestemmelse og de sunde, anti-westfalske mekanismer omdefineres til større fordel for førstnævnte.

En fornuftig – og frem for alt: legitim – udlændinge- og antiterrorpolitik vil aldrig kunne gennemføres, hvis ikke der først sker en westfalsk rekalibrering af den internationale retsorden.

.......

Henrik Dahl er folketingsmedlem for Liberal Alliance. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.