Kommentar af 
Henrik Dahl

Henrik Dahl: Verdens bedste skole i dansk deroute?

KLUMME: Finnerne har i mange år haft en af verdens mest velfungerende skoler. Men nu tyder det på, at finnerne desværre er ved at tage ved lære af skolesystemer som den danske - det burde være omvendt, skriver Henrik Dahl.

NR. 1: Den finske skole er i verdenseliten, men vil den stadig være det, hvis den adapterer den ideologi, der hersker i den danske skole?
NR. 1: Den finske skole er i verdenseliten, men vil den stadig være det, hvis den adapterer den ideologi, der hersker i den danske skole?Foto: Colourbox
Henrik Dahl
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Med Folketingets undervisningsudvalg har jeg netop været på besøg i Finland. Tre tætpakkede dage med besøg i det finske ministerium for undervisning og kultur, landets undervisningsstyrelse, det finske parlaments undervisningsudvalg, tre folkeskoler, Helsinki universitet, den finske lærerforening og det utrolig spændende projekt Me & MyCity. En hel modelby, hvor folkeskoleelever for en dag kan prøve, hvordan det er styre en offentlig eller en privat virksomhed.

Overalt er indtrykket, at uddannelse er noget, man satser på og er stolt over. De lærere, vi talte med, var særdeles veluddannede og velforberedte. Og skønt alle sikkert viser sig fra deres bedste side, når de får besøg af både et folketingsudvalg og en minister, var der en særlig stemning af afslappet alvor og disciplin på skolerne, som man nok kunne ønske sig, flere danske børn fik lov til at opleve.

Selvom Finland gik tilbage ved den seneste PISA-undersøgelse, ligger landet stadig helt i toppen blandt de undersøgte lande.

Det høje placering på ranglisten skyldes efter min opfattelse primært, at alle lærere er universitetsuddannede. Og dertil, at søgningen til læreruddannelserne er så stor, at de 11 universiteter, der tilbyder uddannelsen, kan tillade sig at være endog meget kræsne med, hvem de optager.

Elevernes kundskaber er blevet mindre og mere overfladiske. Deres færdigheder er blevet ringere. Og polariseringen er vokset, fordi børn af veluddannede forældre i realiteten uddannes af disse, mens børn, der ikke har valgt deres forældre med samme omhu, lades i stikken.

Henrik Dahl

I de mindre klasser – det vil sige fra 1. til 6. klasse – har lærerne typisk skrevet speciale i pædagogik. Fra 7. klasse til og med gymnasiet har de skrevet speciale inden for et af de fag, skolerne tilbyder. Det system, vi i dag har i gymnasierne, tilbydes altså børn helt ned til 13-årsalderen. Altså på nogenlunde samme måde, som vi gjorde i Danmark, indtil mellemskolen blev afskaffet i 1958.

Men dette med at fjerne noget, der fungerer godt, for at erstatte det med noget, der fungerer mindre godt, er langt fra at være dansk egenart. For desværre tyder meget (for mig, i det mindste) på, at man i Finland er ved at afvikle den særlige model, der gav enestående succes, til fordel for en model, vi også kender fra Danmark. Og som blandt andet har ført til, at vi har haft ganske svært ved at gøre os gældende på PISA-ranglisten.

Alle disse elendigheder vil man nu indføre i Finland, og derfor er spørgsmålet: Vil det, der svarer til den finske folkeskole og det finske gymnasium, nu forfalde på samme måde, som vi kender fra Danmark, siden reformpædagogikkens hærgen satte ind?

Henrik Dahl

I 2014 nedkom den finske undervisningsstyrelse med et digert værk, som beskrev skolernes og gymnasiernes fremtidige kernepensum.

Efter finsk skik bliver det ikke ført direkte ud i klasseværelserne. I stedet tilgår det kommunerne (som driver skolerne) og de enkelte institutioner, hvor man så forholder sig til det statslige udspil og tilpasser det til de lokale forhold på en måde, ledelser og lærere mener, de fagligt og pædagogisk kan stå inde for. Decentralisme og selvstændighed er meget vigtige nøgleord i det finske skolevæsen.

Men læser man i det nye, centralt fastsatte kernepensum, er der grund til bekymring.

For det første bygger det på den fejlagtige antagelse, at verden forandrer sig med en hast, hvis lige aldrig er set. Det passer jo ikke, for prøv at tænke på årene omkring år 1900. Der så - inden for nogle ganske få år såvel psykoanalysen, som relativitetsteorien og kubismen - verdens lys. Eller med andre ord: Inden for cirka ti år ændrede både menneskesynet, natursynet og kunstsynet sig dramatisk i hele den vestlige verden.

Så omfattende forandringer er ikke indtruffet siden. Og hvis der overhovedet findes et fortilfælde, hvor både menneske-, natur- og kunstsynet ændrer sig radikalt på cirka ti år, skal vi i hvert fald meget langt tilbage i tiden for at møde det.

Så et er, at præmissen er tvivlsom. Noget andet og meget værre er, at reaktionen på den er decideret tåbelig. I 1903 levede i Danmark fremsynede mennesker, som skabte en gymnasiereform. Dens kvalitet kan man aflæse af det faktum, at den med mindre ændringer holdt sig helt frem til 1988. En reformlevetid på 85 år er næppe noget, der kommer til at ske igen.

Men idéen med 1903-reformen af det danske gymnasium var, at unge mennesker skulle have to ting: Et fundament af viden og færdigheder, der var så robust, at det kunne bruges resten af livet. Og dertil udsigtspunkter, hvorfra man kunne se så langt, at man ikke tabte overblikket.

Derfor lærte man sprog og naturfag med en grundighed, så den enkelte senere i livet løbende kunne holde sine kvalifikationer opdaterede. Og man lod unge mennesker stifte bekendtskab med tanker, der var tænkt af ånder så store, at man rimeligvis kunne tænke, de ville bevare deres mening og relevans.

1903-reformen afskaffede vi så i 1988 med modeprægede tanker om projektundervisning, tværfag, ansvar for egen læring, læreren som vejleder og dertil en stærkt moraliserende indoktrinering med den kreative klasses yndlingsforestillinger om social konstruktion, vindmøller og mangfoldighed.

Resultatet har været forudsigeligt: Elevernes kundskaber er blevet mindre og mere overfladiske. Deres færdigheder er blevet ringere. Og polariseringen er vokset, fordi børn af veluddannede forældre i realiteten uddannes af disse, mens børn, der ikke har valgt deres forældre med samme omhu, lades i stikken.

Alle disse elendigheder vil man nu indføre i Finland, og derfor er spørgsmålet: Vil det, der svarer til den finske folkeskole og det finske gymnasium, nu forfalde på samme måde, som vi kender fra Danmark, siden reformpædagogikkens hærgen satte ind?

For dette synspunkt taler, at reformpædagogik tilsyneladende har det bygget ind i sig, at den igangsætter en irreversibel proces, hvor faglighed forvitrer og færdigheder forfalder.

Imod synspunktet taler på den anden side, at kultur er en af de vanskeligste ting at ændre overhovedet. Og finske læreres kultur er til alt held for det omgivende samfund en rodfæstet kultur af grundig, omfattende og kritisk faglighed tilsat betydelige mængder af selvrespekt og trang til selvbestemmelse.

Man må for den finske efterslægt håbe, at disse dyder i længden vil kvæle undervisningsbureaukraternes forsøg på at ødelægge verdens bedste skolesystem med inspiration i flade floskler og en fejlagtig forandringsforståelse.

--------

 Henrik Dahl er folketingsmedlem for Liberal Alliance. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henrik Dahl

MF (LA), forfatter, foredragsholder
cand.scient.soc. (Københavns Uni. 1987), MA (Pennsylvania 1988), ph.d. (Handelshøjskolen i København 1993)

0:000:00