Her er anklagerne i Se og Hør-sagen

ANKLAGER: Tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup og syv andre personer kræves idømt fængselsstraf i Se og Hør-sagen, hvor bladet menes at have modtaget kreditkortoplysninger om 135 kendte personer fra den såkaldte tys tys-kilde.

Foto: Kasper Palsnov/Scanpix
Lasse Lange

Både forhenværende chefredaktør Henrik Qvortrup, seks andre forhenværende Se og Hør-medarbejdere og den såkaldte tys tys-kilde skal i fængsel, hvis det står til Københavns Vestegns Politis Agentur for Specielle sager.

Det fremgår af det anklageskrift, som blev frigivet til pressen onsdag.

Henrik Qvortrup anklages for at have aftalt med tys tys-kilden, at denne mod betaling systematisk skulle skaffe sig adgang til kendte personers kreditkortoplysninger, hvorefter tys tys-kilden i en lang række tilfælde udleverede sådanne oplysninger til Se og Hør.

Henrik Qvortup nægter sig skyldig.

Samlet set mener anklageren at kunne dokumentere, at tys tys-kilden har udleveret kreditkortoplysninger til Se og Hør om 135 kendte personer, hvilket han skulle have modtaget minimum 430.000 kroner for, som anklageren nu kræver konfiskeret.

Både Henrik Qvortrup, seks andre Se og Hør-medarbejdere fra perioden og tys tys-kilden kræves idømt fængelsstraf i sagen.

Derudover kræves Aller Medier A/S, der udgiver Se og Hør, idømt en bøde.

”Der har været tale om en efterforskning af historisk omfang,” sagde specialanklager Morten Frederiksen fra Københavns Vestegns Politi for nyligt.

Hovedforhandlingen i sagen er forhåndsberammet til 9. september 2016 i Retten i Glostrup, og der er afsat 20 retsdage. Dommen ventes at falde i slutningen af november 2016.

Dokumentation

Tys tys-kilden
Tiltales for overtrædelse af straffelovens § 263, stk. 3, jf. stk. 2 og § 299, stk 2.

Henrik Qvortrup
Tiltales for overtrædelse af straffelovens § 264c, jf. § 263, stk. 2, § 263, stk. 3, jf. stk. 2 og § 299, stk 2.

Aller Media A/S
Tiltales for overtrædelse af straffelovens § 264c, jf. § 263, stk. 2, § 263, stk. 3, jf. stk. 2 og § 299, stk 2.

Seks andre Se og Hør-medarbejdere
Tiltales for overtrædelse af straffeloven.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00