Helle Thornings portræt afsløret: "Lige som det skal være"

PORTRÆT-AFSLØRING: Helle Thorning-Schmidts portræt, der skal hænge i Folketinget, er blevet afsløret. Se det her. 

Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix
Cecilie Gormsen

Helle Thorning-Schmidts portræt kommer nu op at hænge sammen med 15 andre tidligere danske statsministre i Vandrehallen på Christiansborg.

Fredag blev kunstner Ditte Eilerskovs maleri af den tidligere danske statsminister nemlig afsløret, og Helle Thorning-Schmidt er glad for resultatet:

"Det er lige præcis sådan, det skal være," siger Helle Thorning-Schmidt selv om billedet. 

Læs også: Michael Jeppesen anmelder Thorning-portræt: Næsten for vellykket

På maleriet står Helle Thorning-Schmidt med korslagte arme stående på Christiansborg foran Landstingssalen – netop der, hvor portrættet kommer til at hænge. Og selvom Helle Thorning-Schmidt er glad for sit portræt, lægger hun ikke skjul på, at der har været diskussioner mellem hende selv og kunstneren undervejs. 

"Jeg skal ikke lægge skjul på, at vi har haft mange diskussioner – også ophedede diskussioner. Det handlede om noget så basalt, som om det lignede mig? Så jeg venligere ud i vikeligheden – var det ikke for køligt," siger Helle Thorning-Schmidt og fortsætter:

"Og det kom jo nok af, at det var det, som jeg kæmpede så hårdt mod, da jeg var statsminister, hvor det blev en nationalsport at finde ud af, om man kunne mærke mig." 

Billede: Ditte Ejlerskov

Helle Thorning-Schmidt er i dag direktør for internationalt Red Barnet, og hun fortæller, at da hun skulle vælge kunstneren til at portrættere sig, var det vigtigt, at det skulle være en kvinde. 

"Det er første gang i danmarkshistorien, at der skal hænge en kvinde her foran Landstingssalen og hænge blandt alle de andre statsministre," siger Helle Thorning-Schmidt og fortsætter:

"Jeg ville finde en kvinde, der kunne male billedet. Og det er også fordi, at der er så få kvinder, som har fået lov til at prøve kræfter med nogle af de billeder, som hænger her i Folketinget."

Har selv valgt kunstneren
Traditionen tro har Helle Thorning-Schmidt som tidligere statsminister selv fået lov til at vælge den kunstner, hun ville have til at lave sit portræt. Og valget er faldet på Ditte Ejlerskov.

Thorning fortæller samtidig, at det var vigtigt, at maleriet skulle være noget nyt og anderledes. 

”Jeg ville også gerne have en kvinde, som mente noget, og på mange måder var jeg tiltrukket af at finde en kvinde, som er erklæret feminist ligesom jeg selv, og som bruger det feministiske i sin kunst," siger siger Thorning.  

Det meste af Ditte Ejlerskovs arbejde har en feministisk vinkel, og hun bruger ikoner fra mainstream-kulturen – som for eksempel Rihanna, Beyoncé og Nicki Minaj til at belyse emner som identitet, race, krop og etik. Hun fortæller, at det har betydet meget for arbejdet med portrættet, at Helle Thorning-Schmidt var Danmarks første kvindelige statsminister. 

"Mit indtryk har været af Helle, at hun ikke har forsøgt at tilpasse sig den bås, som folk gerne ville sætte hende ind. Hun har i stedet lavet båsen om, så den passer hende," siger Ditte Ejlerskov og fortsætter:

"Det skulle ikke være et maleri, der kun repræsenterede personen Helle, men også den rolle, der har hvilet på hendes skuldre. Og det skulle også repræsentere en ny tidsalder. Det lyder helt vanvittigt, men hun var jo den første kvindelige stastminister i Danmark, og det kan man blive, hvis man kan og vil," siger hun.

"Aldrig fået noget forærende"
Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), gav ved afsløringen af portrættet også Helle Thorning-Schmidt et par ord med på vejen. 

”Det nuværende Præsidium går jo meget op i at forskønne Folketinget. At gøre det til et endnu smukkere sted at besøge. Her tager vi et stort skridt fremad i dag,” sagde Pia Kjærsgaard og fortsatte:

”Når man kigger ned over dit imponerende CV, så er der en rød tråd, som går igennem det hele: Dit mod, din selvtillid og dit hårde arbejde. Du har aldrig fået noget forærende, men kæmpet dig til det hele på trods af til tider meget hård modstand.”

Læs også: Roald Als laver Lykketoft-portræt 

Også tidligere formænd for Folketinget får lov til at vælge en kunstner til at male et portræt, og formandsportrætterne hænger i den anden ende af vandrehallen foran Folketingssalen. I januar blev Roald Als' portræt af tidligere formand for Folketinget Mogens Lykketoft (S) således præsenteret.  

Tidligere statsministres portrætter
Tidligere statsministre har også fået malet portrætter, der hænger foran Landstingssalen på Christiansborg. Her hænger 15 portrætter af Danmarks tidligere statsministre fra Thorvald Stauning, der blev statsminister i 1924, til Anders Fogh Rasmussen, der var statsminister fra 2001 til 2009.

Læs også: Roald Als' portræt af Lykketoft afsløret: "Jeg er meget tilfreds"

En statsministers portræt bliver først hængt op, når vedkommende ikke længere kan komme på tale til posten, for eksempel hvis han eller hun forlader dansk politik eller træder tilbage som formand for sit parti. Derfor hænger Lars Løkke Rasmussen der heller ikke endnu, selvom han i perioden fra 2009 til 2011 sad som statsminister.

Statsministrene har selv valgt portrætkunstneren, og derfor er de 15 portrætter meget forskellige i deres stilarter. Herunder kan man se de nyeste statsminister-portrætter.

Foto: Mogens Ladegaard/Scanpix

Portrættet af Poul Schlüter (K), der var statsminister fra 1982 til 1993, er malet af kunstneren Niels Strøbek. Det blev præsenteret og kom op at hænge i 1995.

Foto: Claus Bech Andersen/Scanpix

Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) valgte kunstneren Michael Kvium til at male sit portræt. Han var statsminister fra 1993 til 2001, og portrættet blev præsenteret i oktober 2005. 

Foto: Keld Navntoft/Scanpix

Der er blevet talt meget om tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) portræt, der med et kampfly adskiller sig markant fra de andre statsminister-portrætter. Det er malet af Simone Aaberg Kærn og blev præsenteret i december 2010. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Helle Thorning-Schmidt

Fhv. statsminister (S), partiformand & MF, fhv. MEP, bestyrelsesmedlem, fhv. adm. direktør, Save the Children International, medformand, Facebooks Tilsynsråd
MA i europæiske studier (College of Europe, Brügge, Belgien 1993), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1994)

Pia Kjærsgaard

MF (DF), fhv. formand for Folketinget, fhv. partiformand, DF
kontor (Købmandsskolen København, 1965)

0:000:00