Her er partiernes krav til en ny gymnasiereform

OVERBLIK: Tirsdag tog Folketingets partier hul på gymnasieforhandlingerne. Her kan du få et overblik over de krav, som partierne tager med ind til forhandlingsbordet.

Foto: Morten Dueholm/Scanpix
Emma Qvirin HolstCecilie Gormsen

Tirsdag morgen mødtes Folketingets partier til det første møde i forhandlingerne om en ny gymnasiereform.

Op til forhandlingerne har debatten allerede været hed inde på Christiansborg, hvor der er stor uenighed mellem blokkene om, hvor snittet skal lægges i den nye reform.

Her kan du få et overblik over, hvad hvert parti kræver af den nye reform.

Venstre
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby (V) præsenterede i onsdags regeringens, og dermed Venstres, udspil til en ny gymnasiereform.

Regeringen vil blandt andet gerne indføre et karakterkrav på 4 i dansk og matematik fra grundskolen, hvis man vil i gymnasiet. Derudover skal grundforløbet i gymnasiet forkortes og antallet af studieretninger skæres ned.

Regeringen har i sit udspil også en ny plan for HF, som den gerne vil have moderniseret. HF-uddannelse skal ikke give direkte adgang til en lang videregående uddannelse, men i stedet målrettes erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelserne.

Læs hele regeringens udspil her.

Socialdemokraterne og Radikale
Radikale og Socialdemokraterne vil ikke gå med til regeringens forslag om et karakterkrav på 4 for at komme i gymnasiet. Partierne foreslår i stedet et krav på 02 i dansk og matematik.

Dermed har partiernes holdning ikke ændret sig siden, at de sad i regering og i december 2014 præsenterede deres udspil til en gymnasiereform.

Udover karakterkravet på 02 vil de to partier stadig have, at HF-uddannelsen er adgangsgivende til de længere videregående uddannelser.

Radikale og Socialdemokraterne vil også begge skære antallet af studieretninger ned. Dog ikke lige så langt ned som den nuværende regering ønsker.

Her kan du se SR-regeringens udspil fra 2014.

Dansk Folkeparti
Dansk Folkeparti ønsker, at der indføres et adgangskrav til gymnasiet på 6 som et gennemsnit af folkeskolens afgangsprøve.

”Vi skal gøre op med tanken om, at gymnasiet skal være for alle. Gymnasiet skal være for dem, der er bogligt motiverede og dygtige, og som sigter efter en universitetsuddannelse,” siger Dansk Folkepartis uddannelsesordfører, Marie Krarup, i et debatindlæg hos Ræson.

Derudover foreslår Dansk Folkeparti:

  • At oprette af en ny ungdomsuddannelse med et lavere adgangskrav, der skal være adgangsgivende til en professionsbachelor
  • At afskaffe AT
  • At afskaffe ordningen med 24 timers eksamen og ændre SRP med bl.a. en mundtlig prøve som afslutning.
  • At reducere antallet af studieretninger

Enhedslisten
Enhedslisten har også lavet et gymnasieudspil, og det byder blandt andet på:

  • Mere undervisning i medborgerskab, klima og bæredygtighed samt seksualundervisning
  • Nye a-niveaufag: Drama, billedkunst, mediefag, geografi, filosofi og psykologi
  • Øget elevinddragelse, mere anvendelsesorientering og tidssvarende prøveformer
  • Færre karakterer og mere frihed i undervisningen til læreren
  • Obligatorisk studievejledning, brobygning og praktik til alle elever
  • Vinteroptag på HF og mulighed for universitetslinje

Læs hele Enhedslistens udspil her.

Liberal Alliance
Liberal Alliance lavede i marts måned et udspil til en gymnasiereform, hvor partiet blandt andet foreslår:

  • Friskolelov for gymnasier: Ny gymnasielov udarbejdes efter samme princip som friskoleloven. Private gymnasier skal frit kunne sammensætte uddannelser og faglinjer.
  • Før vedtagelsen af en ny gymnasiereform skal det faglige niveau i gymnasiet undersøges.
  • HF ændres til en samfundsfaglig ungdomsuddannelse, der målrettes mellemlange, videregående uddannelser som politi, socialrådgiver og sygeplejerske. Adgangskravet skal være 4.
  • Adgangskravet bør være 7 i gennemsnit i de faglige fag fra folkeskolen eller via en optagelsesprøve, der viser tilsvarende niveau.
  • En reform af taxameterordningen.

Læs hele Liberal Alliances udspil her.

Alternativet
Alternativet mener som et af de få partier i Folketinget, at der ikke skal være adgangskrav til gymnasiet.

”Det er vigtigt, at elever ikke vælges til og fra på baggrund af deres karakterer fra folkeskolen, men at deres uddannelsesparathed i højere grad tager afsæt i deres evner, motivation og drømme for fremtiden,” skriver uddannelsesordfører Carolina Magdalena Maier i et debatindlæg i Altinget. 

Derudover er det for Alternativet en mærkesag at styrke undervisning i iværksætteri, innovation og bæredygtighed, at få mere mere formativ og individuel evaluering i stedet for konkurrence og karakterer og at få indført obligatorisk seksual- og normstormerundervisning.

SF
SF går lige som Socialdemokraterne og Radikale til gymnasieforhandlingerne med et forslag om et adgangskrav på 02 til gymnaiset.

”Vi mener, karakterræset er gået for vidt, og derfor siger vi klart nej til et adgangskrav på 4. Som del af forligskredsen vil vi stå imod kravet med alt, hvad vi har,” skriver Jacob Mark i et debatindlæg i Altinget.

Derudover forslår SF:

  • At gøre det muligt at indføre karakterløse klasser, hvor de løbende standpunktkarakterer erstattes af månedlig feedback
  • At der indføres et fleksibelt klasseloft på 24 elever og fast maksimalt klasseloft på 28
  • Gratis psykologhjælp til alle på ungdomsuddannelserne
  • At HF-eksamen fortsat skal give mulighed for at tage længere videregående uddannelser.

Konservative
Konservative vil ligesom regeringen have et karakterkrav på 4 i dansk og matematik. Det samme karakterkrav skal også gælde for HF-uddannelsen, som Konservative dog har som mål ikke skal blive for smalsporet efter reformen.

”DF og LA ønsker, at en HF ikke længere skal kunne bruges til en videregående uddannelse. Det, mener vi, er at gå for langt. Det er ikke et mål hos os at skabe barrierer i uddannelseskæden, og der kan sagtens være HF-studerende, som kommer sent i gang med en uddannelse, som alligevel ender på en videregående uddannelse," siger Konservatives uddannelsesordfører Mai Mercado i en pressemeddelelse.

Derudover foreslår Konservative:

  • Afskaf grundforløbene og indfør en prøve i studieretningsprojektet
  • Obligatorisk eksamen i skriftlig dansk
  • Latin og den klassiske linje skal spille en større rolle - og Oldtidskundskab må ikke blive fjernet som fag
  • Afskaffelse af AT
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00