Her er reaktionerne på naturpakken

NATURPAKKE: En samlet blå blok præsenterede fredag morgen sin naturpakke, der blandt andet sikrer mere urørt skov i den danske natur. Her er reaktionerne på naturpakken.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) præsenterede sammen med de blå natur- og miljøordførere regeringens naturpakke fredag morgen.
Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) præsenterede sammen med de blå natur- og miljøordførere regeringens naturpakke fredag morgen.Foto: Uffe Weng/Scanpix
Frederik TillitzHjalte T. H. Kragesteen

Regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative indgik fredag morgen en naturpakke til 363,5 millioner kroner. Aftalen indebærer blandt andet, at et statsligt skovareal på 10.000 hektar bliver taget ud af kommerciel drift.

Her er reaktionerne på naturpakken:

Ella Maria Bisschop-Larsen, Præsident for Danmarks Naturfredningsforening
"Det er godt, der er en politisk aftale om, at naturen i Danmark skal have et løft. Jeg havde dog gerne set, at det var en bred aftale, for det er det, naturen har brug for – et klart mål og en stabil retning.

Men den her naturpakke er ikke stor nok til, at man kan stoppe tabet af biodiversitet inden 2020, som er vores internationale aftale. Vi så gerne, at 75.000 hektar blev lagt ud, da det er forskere fra Københavns Universitets anbefalinger.

Det er godt, der er en politisk aftale om, at naturen i Danmark skal have et løft. Jeg havde dog gerne set, at det var en bred aftale, for det er det naturen har brug for – et klart mål og en stabil retning.

Ella Maria Bisschop-Larsen
Præsident for Danmarks Naturfredningsforening

LÆS OGSÅ: Overblik: Her er den nye naturpakke

Det er vigtigt, at indsatsen sker over hele landet. Vi har mange arter, som slet ikke findes i de statsejede skove. Set i det lys er det helt uambitiøst, hvad der er i pakken i forhold til private skove."

Karen Hækkerup, administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer
"Det er positivt, at der nu er enighed om en naturpakke, som både sikrer en indsats for natur og biodiversitet, og som samtidig ser på landmandens rolle som naturforvalter. Vi trænger til ro og stabilitet om vores erhverv efter nogle turbulente måneder. Det er også positivt, at der med pakken sættes fokus på afbureaukratisering af naturlovgivningen.

Jeg glæder mig over, at mange af pakkens elementer tager udgangspunkt i landmændenes vilje til at gøre en indsats for naturen. For landmændene vil gerne beskytte naturen. 

Vi forventer, at mange landmænd vil benytte sig af denne mulighed. Tre ud af fire landmænd vil ifølge vores undersøgelse gerne udlægge ekstra efterafgrøder. Derfor er det også vigtigt, at man har fundet en løsning, der ikke forringer de positive effekter af fødevare- og landbrugspakken."

LÆS OGSÅ: Esben Lunde om naturpakke: Vi leverer mere end SR-regeringen

Thor Hjarsen, seniorbiolog i Verdens Skove
"Den her naturpakke er klart noget af det bedste, som en siddende regering har gjort for den danske natur i lang tid. Vi kan se, man har lyttet til Verdens Skove og biodiversitetseksperterne på en række områder. For eksempel inddragelse af eksperterne, lovgennemgang og væsentligt mere urørt skov. Det blev bestemt ikke så meget som lovet, hvilket er ærgerligt, men det er et vigtigt skridt i den rigtige retning.

Det bliver helt afgørende, hvordan det nu implementeres. Den nye urørte skov skal udlægges som større sammenhængende arealer og de rigtige steder. At udlægge hele Gribskov som et ambitiøst statsligt laboratorium for urørt skov og rewilding ville være det rigtige sted at starte.

Jeg savner dog detaljer på det videreførte fældningsstop. Det virker til være i modstrid med udtag af værdifuld løv i de næste 10 år."

Christian Poll, miljøordfører for Alternativet
"Det er meget positivt, at regeringens naturpakke bliver langt større end først lovet. Det er også helt nødvendigt, hvis vi skal sikre en mere fri og vild natur. Nu skal tiltagene i naturpakken måles på, om de formår at bremse tilbagegangen i biodiversitet, sådan som vi internationalt har forpligtet os til.

For Alternativet står det allerede nu klart, at naturpakken desværre ikke løser alle de udfordringer, naturen har. Men det er et godt udgangspunkt, og det skal der bygges videre på både løbende i denne valgperiode og i tiden efter.

Det virker heldigvis til, at urørt skov fylder en del i naturpakken. Vi har allerede givet miljøministeren input til, hvilke skove der bør lægges urørt, og vi håber, han følger de anbefalinger, for det er selvfølgelig vigtigt, at det er de skove med mest naturpotentiale, der bliver udpeget."

Politiske reaktioner på Twitter

WWF Verdensnaturfondens generalsekretær, Gitte Seeberg, mener, at naturpakkens kvælstofreduktion er mikroskopisk, ligesom hun peger på, at den er frivillig.

"Virkelig svært at blive begejstret for den del af aftalen. Det er ikke godt nok," siger hun i en pressemeddelelse. 

Hun ser dog også gode takter i den nye naturpakke. Det får særligt ros, at Danmark nu får mere urørt skov.

"Det vil vi gerne kvittere for. Det er meget vigtigt for naturen og biodiversiteten med mere urørt skov. Og det får vi nu med Naturpakken. Det er der virkelig grund til at glæde sig over," siger Gitte Seeberg.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Poll

Specialkonsulent, DTU, afdelingen for Kvantitativ Bæredygtighedsvurdering
civilingeniør (DTU,1991)

Ella Maria Bisschop-Larsen

Fhv. præsident, Danmarks Naturfredningsforening
cand.scient. i biologi (Københavns Uni. 1978)

Esben Lunde Larsen

Senior landbrugsspecialist, Verdensbanken, fhv. miljø- og fødevareminister, uddannelses- og forskningsminister og MF (V)
cand.theol. (Københavns Uni. 2008), ph.d. (Københavns Uni. 2013)

0:000:00