Her er vælgernes dagsorden til kommunalvalget

MÅLING: Folkeskolen er det næstvigtigste emne for vælgerne op til efterårets kommunalvalg, kun overgået af ældrepleje. Nederst på listen er grundskyld og kloakker.

Foto: Steffen Ortmann/Scanpix
Lise-Lotte SkjoldanKim Rosenkilde

Når danskerne til efteråret går til valgurnerne for at vælge 98 kommunalbestyrelser og borgmestre, bliver særligt ældrepelejen og folkeskolerne afgørende for, hvor krydset bliver sat.

Det viser en ny meningsmåling foretaget af analyseinstituttet Norstat for Altinget.

Vælgerne er blevet bedt om at vælge de tre vigtigste politikområder inden for kommunalpolitikken, og her har 33 procent svaret, at folkeskolen er vigtigst. 50 procent mener, ældreplejen er det mest afgørende, mens miljø- og klimatilpasning kommer ind på en tredjeplads med 24 procent.

 

En lignenede måling fra august 2013 bragte også "ældre og handicapområdet" ind på en førsteplads blandt vælgernes prioritering. Til gengæld var folkeskolen noget længere nede på listen overgået af spørgsmål om skatteniveau og jobskabelse.

Udover kommuneklassikere om folkeskole og ældrepleje, så ligger også det grønne og tekniske område også højt hos vælgerne i 2017 skarpt efterfulgt at indsatser over for socialt udsatte og pasning af børn i vuggestuer og børnehaver.

De rene økonomiske spørgsmål omkring skat synes imidlertid kun at spille en mindre rolle. Således er det kun 16 procent, der angiver kommuneskatten som et centralt tema, mens den konservative mærkesag om grundskylden ligger helt nede i bunden på niveau med renovation og kloakering.

 

Dokumentation

Sådan har vi spurgt
"Der skal være kommunalvalg til efteråret. Hvilke emner er mest afgørende for dig, når du skal sætte krydset ved valget? (sæt max tre krydser)"

Meningsmålingen er foretaget på Norstats internetpanel for Altinget blandt 1000 svarpersoner fra et repræsentativt udsnit af befolkningen over 18 år. Data er vægtede efter Altingets seneste gennemsnit af meningsmålinger, så de også er politisk repræsentative. Svarene er indsamlet i perioden 17.-23. maj 2017.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00