Her er VLAK-regeringens aftaler og nederlag

OVERBLIK: VLAK-regeringen har på sine første 100 dage landet en række aftaler, men har også indkasseret flere nederlag. Få overblik over sejre og nederlag her.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) præsenterede mandag 28. november 2016 sin nye regering bestående af Venstre, Liberal Alliance og Konservative.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) præsenterede mandag 28. november 2016 sin nye regering bestående af Venstre, Liberal Alliance og Konservative.Foto: Bax Lindhardt/Scanpix
Cecilie Gormsen

VLAK-regeringen kan tirsdag fejre sit 100-dages jubilæum, og i den anledning har Altinget samlet en oversigt over, hvilke aftaler regeringen har landet og hvilke nederlag, VLAK-ministrene har måttet indkassere.

1. december 2016: Gable Insurance AG-konkurs
I forbindelse med det luxembourgske forsikringsselskab Gable Insurance AG's konkurs aftalte regeringen sammen med DF, S, R, SF og Forsikring & Pension, at danske kunder, der via Husejernes Forsikring havde tegnet forsikring i Gable Insurance, kunne få dækket aktuelle skader og blive forsikret fremadrettet. Læs aftalen her.

8. december 2016: Opgaveløsning i Arktis
På baggrund af en analyse fra Forsvarsministeriet aftalte regeringen med DF, S og R en styrkelse af Forsvarsministeriets opgaveløsning i Arktis, og partierne er enige om at implementere rapportens initiativer. Læs aftalen her

12. december 2016: Tilknytning til Europol
Alle Folketingets partier gav i december statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) mandat til at forhandle en særaftale om Europol på plads. Det skal ske med udgangspunkt i den skitse, som EU-Kommissionen har tilbudt Danmark. Læs mere om det her.

13. december 2016: Undersøgelse af nye store vejprojekter
Regeringen indgik sammen med DF, S, R og SF aftale om at udmønte 12 millioner kroner til en VVM-undersøgelse af Hillerødmotorvejens forlængelse og 65 mio. kr. til undersøgelser af en ny midtjysk motorvej. Læs aftalen her.

15. december 2016: Ny demenshandlingsplan
Regeringen og partierne bag satspuljen for 2016-19 (alle undtagen Enhedslisten) indgik i december en aftale om en ny national demenshandlingsplan. 470 millioner kroner blev fordelt på fem fokusområder. Se dem her.

16. december 2016: Undersøgelse af Skat
Regeringen blev sammen med DF, S, R og SF enige om at igangsætte en uvildig advokatundersøgelse af skandalesagen om udbytteskat. Advokatundersøgelsen er netop gået i gang, og den kan der læses mere om her.

6. januar 2017: Tillægsaftale til medieaftalen
Regeringen fordelte sammen med partierne bag Medieaftale 2015-2018 (alle partier undtagen Alternativet) 2015-licensprovenuet på 80,3 mio.kr til forskellige projekter. Se aftalen her

18. januar 2017: Udviklingspolitisk strategi
Regeringen indgik i januar forlig om en ny udviklingspolitisk og humanitær strategi. Med i forliget er alle Folketingets partier på nær Enhedslisten. Se strategien her.

26. januar 2017: Gennemsigtighed på realkreditmarkedet
Et bredt flertal af Folketingets partier bestående af regeringen, S, R og SF indgik i januar en aftale, der skal gøre det nemmere og billigere for boligejerne at skifte deres realkreditlån. Læs mere her

27. januar 2017: Udlodningsmodellen
Regeringen blev sammen med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Radikale og SF sidst i januar enige om en ny model for fordelingen af midler til det frivillige foreningsliv i Danmark. Læs mere her.

27. januar 2017: Spillelovgivningen
Regeringen besluttede sammen med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale og SF i januar, at en række nuværende monopolspil skal liberaliseres, så der fremover kan komme flere udbydere. Det kan øge interessen for hestevæddeløb. Læs aftalen her.

31. januar 2017: Justering af uddannelsesloftet
Efter megen kritik valgte regeringen sammen med partierne bag det udskældte uddannelsesloft (S og DF) at ændre aftalen. Det betyder, at det nu er muligt at tage en ny uddannelse, hvis man venter seks år. Læs mere her.

1. februar 2017: Øget åbenhed om privat partistøtte
Regeringen landede i februar en aftale med Socialdemokratiet om at ændre reglerne for privat partistøtte. Aftalen betyder blandt andet, at der på alle niveauer i partierne – herunder kommunale og regionale kandidatlister – indføres forbud mod at modtage større anonyme bidrag. Læs mere her.

9. februar 2017: Bedre lægedækning
Alle Folketingets partier står bag aftalen fra februar, der skal sikre en bedre lægedækning, så alle danskere har adgang til sundhedsydelser af høj kvalitet. Læs mere om aftalen her

9. februar 2017: Ny taxilov
Transportminister Ole Birk Olesen (LA) landede i februar en ny taxiaftale sammen med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Radikale og SF. Aftalen liberaliserer taxibranchen, men uden en umiddelbar plads til Uber. Læs mere om det her.

23. februar 2017: Vurdering af uddannelsesparathed
Regeringen indgik i februar en aftale med Dansk Folkeparti om at der i den kommende folketingssamling fremsættes forslag om indførelse af en praksisfaglig dimension. Se aftalen her

Nederlagene
Men det har ikke kun været lutter lagkage for VLAK-regeringen, der også har måttet indkassere flere nederlag i dens første 100 dage ved magten. Mandag Morgen har i en oversigt listet en række nederlag, siden den nye regering trådte til.

Marts 2017: Tidligere på måneden måtte regeringen trække et lovforslag, der skulle bane vejen for en ny type bosteder til farlige psykisk syge. Det skete efter hård kritik fra patienter, fagfolk og politikere. Læs mere om sagen her.

Februar 2017: Blandt skuffelserne for regeringen er også den tidligere nævnte taxaaftale. For selvom der blev landet en aftale, anses det som et nederlag for regeringen. Transportminister Ole Birk Olesen (LA) drømte om at liberalisere taxamarkedet, men i stedet ligner den nye aftale dødsstødet til Uber.

Februar 2017: Dagen efter taxaaftalen kunne et flertal uden om regeringen bestående af S, DF, EL, R og SF præsentere en aftale, som fordeler 762 millioner kroner til bedre og billigere kollektiv trafik. Læs hvad flertallet uden om regeringen har sat penge af til her.

Februar 2017: Et flertal uden om regeringen bestående af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og SF gik i februar sammen om at stramme den beløbsordningen. Partierne har fremsat et lovforslag, der vil ændre udlændingeloven, så for eksempel kost og logi ikke længere kan tælles med i lønindtægten for at nå op på de 400.000 kroner, som giver grønt lys til Danmark.

Januar 2017: Et af regeringens helt store nederlag er sagen om placeringen af den nye politiskole. Først skulle den ligge i nybyggeri i Herning, men det havde V-regeringen ikke fået clearet med støttepartiet Dansk Folkeparti, der sammen med Socialdemokratiet krævede den placeret i eksisterende bygninger. I januar meddelte justitsminister Søren Pape Poulsen (K), at den nye politiskole kommer til at ligge i Vejle. Læs mere om sagen her.

Januar 2017: Bare en måned efter at Folketinget havde vedtaget det udskældte uddannelsesloft, indgik partierne bag aftalen (regeringen, S og DF) efter stort pres en ny aftale, der justerede loftet. Det betyder, at studerende nu kan tage mere end én uddannelse, så længe de venter seks år efter færdiggørelsen af første uddannelse. Se ændringerne her.

December 2016: VLAK-regeringen var ikke mange dage gammel, før den måtte notere sig sit første nederlag. Et flertal bestående af Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, SF og Radikale lavede nemlig en fiskeriaftale uden om regeringen. Du kan læse mere om det usædvanlige træk her.

November 2016: På sin allerførste arbejdsdag som minister, kom justitsminister Søren Pape Poulsen (K) i mindretal i salen, da et flertal bestående af S, DF og SF pålagde regeringen at indkalde til forhandlinger om en ny rocker- og bandepakke.

Du kan læse hele Mandag Morgens gennemgang af Løkke-regeringernes nederlag her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00