Heunicke: DSB skal udbyde togdriften

DSB: Står det til transportminister Magnus Heunicke (S), skal DSB i fremtiden selv sende dele af togdriften i udbud. Venstre afviser. Enhedslisten er skeptisk.

Transportminister Magnus Heunicke (S) vil stille krav til DSB om at udlicitere togdriften.
Transportminister Magnus Heunicke (S) vil stille krav til DSB om at udlicitere togdriften.Foto: Sjællandske Medier/Christian Mikkelsen
Hjalte T. H. Kragesteen

Får transportminister Magnus Heunicke (S) sin vilje i de kommende DSB-forhandlinger, så skal DSB fremadrettet begynde selv at udbyde togdriften.

"Jeg vil lave en model, hvor der stilles krav til DSB om at udlicitere en bestemt procentdel af driften. DSB skal forsat stå for billetsystemer og for kontakten til de rejsende. Men passagererne er ligeglade med, hvad der står på toget, så længe man får den bedste service til prisen," siger han.

Han peger på, at idéen er inspireret fra statens kontrakt med DR, hvor politikerne enes om nogle mål for public-service, men samtidig også stiller krav til, at DR skal bruge et vist beløb på produktion udefra. Det samme ønsker transportministeren altså skal ske for DSB, hvor målet således er, at selskabet selv sender en begrænset del af de danske togstrækninger i udbud.

Argumentet er, at det er DSB, der har den tekniske viden, som er nødvendig for at lave et godt udbud. Transportministeren peger desuden på de dårlige erfaringer, man fik med udbuddet af Kystbanen:

Jeg er noget skeptisk over for, at man vil sætte mål for, hvor meget der skal udbydes. For jeg frygter, at det bliver et virvar af togselskaber, der kommer til at køre på alle mulige strækninger.

Henning Hyllested (EL)
Trafikordfører

”Trafikstyrelsen stod for udbuddet på Kystbanen, og det gik ikke særligt godt. Og læren må være, at vi så er nødt til at gøre det på en anden måde. Og dér har vi set på DR,” siger han.

Ud over at køre tog har DSB også ansvaret for billetsystem, togmateriel, stationer og trafikinformation. Det lægger Magnus Heunicke ikke op til at rykke ved, fordi han finder det vigtigt, at DSB fortsat har ansvaret for at sikre sammenhæng på jernbanen, når der kommer nye togoperatører til.

Tillid til DSB
Staten har hidtil stået som udbyder af togdriften, men transportministeren er ikke bekymret for, om DSB er klar til at påtage sig en rolle mere.

”Jeg kan ikke se, hvad det er ministeriet kan, som DSB ikke kan. Jeg kan ikke se logikken i, at ministeriet skulle være klogere end DSB på det her område,” siger Magnus Heunicke.

Når man lægger flere opgaver over til DSB, er der så ikke risiko for, at kerneopgaven – at køre tog til tiden – bliver sværere at levere på?

”Nej, og det er jo ikke DSB's egen udlægning,” siger han og udtrykker stor tillid til statsbanernes ledelse: 

”Det er jo erhvervschefer, der sidder i DSB med en tidligere Mærsk-chef i toppen. Altså folk, der virkelig kan levere på bundlinjen. Der er noget, der tyder på, at de har fat i den lange ende,” siger Magnus Heunicke.

DSB’s nuværende administrerende direktør Jesper Lok har desuden tidligere talt varmt om idéen med DSB som udbyder:

”Det kunne sagtens være en model, der giver mening. På den måde vil man kunne lave et udbud, uden at det går ud over den nødvendige fleksibilitet,” sagde han i maj til Altinget.

Venstre siger nej
Venstres er derimod bestemt ikke tilhænger af en model, hvor DSB udbyder togdriften.

”Det er staten, der skal stå for et udbud. Det skal jo ikke være en af togoperatørerne, der skal stå for det. DSB skal ud og konkurrere på lige fod med andre. Jeg synes ikke, at det er udbud. Det er et pseudo-udbud,” siger Kristian Pihl Lorentzen (V).

Han mener ikke, at den model, Magnus Heunicke lægger op til, vil være nok til at høste økonomiske gevinster ved udbud. Argumentet om at DSB skal have rollen, fordi det sikrer sammenhæng i trafikken, giver han heller ikke meget for:

”Ansvaret for sammenhængen i trafikken skal forankres hos transportministeren, som skal sikre det gennem de krav, man stiller i udbuddet. Der er bestemt ikke opbakning fra Venstre til det her forslag,” siger Kristian Pihl Lorentzen.

EL holder døren på klem
I Enhedslisten er tonen en smule anderledes, om end partiet bestemt ikke jubler over idéen. Trafikordfører Henning Hyllested fortæller, at han er bekymret over for den model, som ministeren lægger frem.

”Jeg er noget skeptisk over for, at man vil sætte mål for, hvor meget der skal udbydes. For jeg frygter, at det bliver et virvar af togselskaber, der kommer til at køre på alle mulige strækninger,” siger Henning Hyllested.

Han fortæller dog, at han er villig til at se på modellen, fordi det kommer meget an på, hvordan man konkret vælger at udforme det.

”Hvis man sætter DSB for bordenden, så de har ansvaret for jernbanekørslen i Danmark, hvor de bestemmer køreplan, sælger billetter og skaber sammenhængen i jernbanetrafikken, så vil jeg ikke afvise det på forhånd,” siger Henning Hyllested og fortsætter:

”Men det er helt afgørende, at der er ét selskab, der har ansvaret for togdriften i det her land.” 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henning Hyllested

Fhv. MF (EL), transportordfører, landdistrikts- og øordfører, turismeordfører
Havnearbejder (Esbjerg Havn)

Jesper T. Lok

Formand, Dagrofa, Unicef Danmark og Vestergaard Company
shipping (A.P. Møller-Mærsk 1987), MBA (Nova Uni. Tokyo 1994)

Magnus Heunicke

Miljøminister, MF (S)
journalist (DJH 2002)

0:000:00